(16/02-2021) – Ord er vigtige. De ord man siger og skriver er vigtige fordi de farver vores forståelse af enhver sag, både bevist og ubevist.

I aviser, fjernsynsprogrammer eller i radioen, i socialnetværks indlæg, bruges ordene “besat”, “besættelse”, “bosættelser”, “bosættere” meget ofte til at tale om “Vestbredden”.

Mange af disse ord er (desværre) kommet så langt ind i forståelsen, at endda israelske aviser bruger dem. Og det er forkert. Meget forkert.

Udtrykket “Vestbredden” for at omtale Judæa og Samaria er fuldstændig partisk og bruges med vilje til formål med pro-palæstinensisk propaganda for at fjerne forbindelsen mellem det jødiske folk og denne region med det eneste mål at udpege israelerne (underforstået jøderne) som værende “udlændinge” (besætter, bosætter) på dette område.

Lidt historie

I 1922 oprettede briterne to forskellige administrative enheder inden for det mandatoriske Palæstina:

Aftalen som blev vedtaget i 1922

Der var den Jødiske Palæstina som man også kaldt som Vest Mandat Palæstina, og som skulle blive det fremtidige “jødiske nationale hjem” (første hvidbog).

Så var da “Transjordan” som også var kaldt for Østpalæstina (som blev til Jordan og derfor det “arabiske Palæstina”).

Folkeforbundet i 1922 gav aldrig araberne i Palæstina (fejlagtigt kaldt “palæstinensere” siden 1964 – se artiklen “Den dag arabere blev palæstinensere” her for flere detaljer) nogen ret til at skabe et nationalt hjem i det jødiske Palæstina (det vestlige eller det vestlige mandat Palæstina).

Der har ikke på nogen tidspunkt været tale om, at araberne skulle have noget som helst vest for Jordanfloden da netop 77% af det mandatet for Palæstina (øst for floden) var blevet afstået til araberne til at danne Transjordan.

Resten skulle danne det jødiske nationale hjem.

I henhold til resolutionerne fra Folkeforbundet skulle Judæa og Samaria i 1922 være en del af det “nationale jødiske hjem”. Der har aldrig været tale om andet.

I 1946 opnåede Transjordan (det østlige Palæstina) sin uafhængighed og blev Kongeriget Jordan.

Det var to år før oprettelsen af staten Israel og Judæa og Samaria var ikke dele af Jordan.

I 1947, efter anmodningen om uafhængighed af det jødiske Palæstina (det vestlige Palæstina), udarbejdede FN en plan for deling mellem jøder og arabere af det vestlige Palæstina, hvilket gik fuldstændig imod resolutionen fra 1922 fra Folkeforbundet.

FN ændrede planen og blev enig om at Gazastribens område og en del af Judæa og Samaria skulle blive arabisk enhed.

Men som alle ved, i 1948 afviste araberne fra det vestlige (jødiske) Palæstina FN-planen og de erklærede krig mod den helt nye stat Israel med hjælp fra alle deres arabiske naboer.

Derfor har denne FN resolution ikke længere nogen juridisk værdi, fordi araberne forkastede denne plan. De foretrak at udslette den jødiske stat.

FN-planen fra 1947 har ikke længere nogen juridisk værdi, fordi, for at være gældende, skulle den accepteres af begge parter, hvilket ikke er sket: Jøderne accepterede, araberne accepterede ikke, derfor er denne resolution ugyldig.

Derfor er FNs forskellige resolutioner baserede på 1947-resolutionen ligeledes ugyldige, da den resolution er ugyldig i sig selv.

I 1922 resolutionen, som til gengæld er gyldig, er der ikke tale om at nogen som helst område vest for Jordan-floden skal gives til araberne.

Fra Judæa – Samaria til Vestbredden

Efter Israels uafhængighedskrig, blev en konsekvens af de arabiske nabolandes angreb, at området af Judæa-Samaria blev besat af Jordan og Jordan annekterede området i 1950.

Desuden så ændrede Jordan områdets navn og kaldte det “Vestbredden”.

Udtrykket “Vestbredden” blev opfundet af Jordan i 1950, efter at det ulovligt besatte og derefter annekterede dette område.

Udtrykket “Judæa og Samaria” blev brugt af hele det internationale samfund indtil den jordanske besættelse i 1950, og det kan tydelig ses af FN’s delingsplan fra 1947: Den omtalte aldrig et område kaldet “Vestbredden” men “Judæa og Samaria”.

Ud over at besætte området, ud over at omdøbe det, udviste Jordan alle jøder, der havde boet i mere end 3.000 år fra området.

Besættelsen og annektering af Judæa og Samaria under navnet “Vestbredden” varede i 19 år, indtil 1967, hvor Israel genvandt og befriede de områder som araberne havde besat i 19 år.

Lidt matematik

I 1967 boede omkring en million “palæstinensiske arabere” i den “jordanske vestbred” (besat Judæa og Samaria), hvilket udgør et alvorligt matematisk problem.

Jo! Prøv lige at følge med her: Da Jordan annekterede Judæa og Samaria bestod den arabiske del af befolkningen af 100.000. Og i de 19 år annekteringen varede voksede den arabiske befolkning til en million personer.

Dette er matematisk og biologisk umuligt medmindre kvinderne af den oprindelige arabiske befolkning, uden undtagelse, har haft mere end 30 børn hver i disse 19 år.

Disse tal beviser tydeligt at Jordan har haft en massiv arabisk indvandring til den besatte Judæa og Samaria. (Se artiklen “Palæstina og den muslimske indvandring” her)

Dette vil altså sige atlangt størstedelen af disse ”palæstinensiske arabere” som stadig er bosatte i dagens Judæa og Samaria er efterkommere af jordanske bosættere. Og altså ikke indfødte.

Når man tager i betragtning at Jordan i 1988 fuldstændigt og definitivt fraskrev sig dette område, er udtrykket “Vestbredden” unøjagtigt og ugyldigt og tjener kun til at forsøge at slette den jødiske tilstedeværelse på dette område af propagandaformål.

Derfor er det yderst vigtigt at holde fast på og blive ved med at kalde det område med sit rigtige navn: Judæa og Samaria.

Det er ligeledes og især forkert at referere til det område som “de palæstinensiske territorier”.

Blot ved at bruge dette udtryk fremkalder vi ideen om, at disse territorier tilhører araberne.

Og som man kunne se det, disse territorier har aldrig tilhørt dem.

De eneste officielt “palæstinensiske” territorier (og det kan endda diskuteres!) er områder A og B i Judæa og Samaria, som er under administration af den palæstinensiske myndighed.

Men husk at det er ikke fordi område A og B er under administration af PA, så er der ikke tale om en stat og der er ikke tale om suverænitet.

Det er en misforståelse og journalistisk uvidenhed at tro, at PA har suverænitet på disse områder.

Der er tale om overførsel af autoritet fra den israelske hær til den palæstinensiske myndighed, der blev oprettet til dette formål i 1993 i Oslo-aftalen.

Den israelske hær, der havde styret territorierne efter deres befrielse i 1967, overførte en del af civil- og sikkerhedsmyndigheden til den palæstinensiske myndighed for områderne A og B.

Det var en aftale mellem Israel og den palæstinensiske terrororganisation PLO, der skulle føre til den endelige løsning på konflikten ved oprettelsen af “en palæstinensisk stat i år 2000”, hvilket araberne underminede ved at starte den berømte Anden Intifada.

Araberne har aldrig haft i tankerne om at nøjes med en del af Israel. Deres formålet er at få det hele, og de har aldrig haft i tankerne om at få grundlagt en stat i år 2000.

Men de vidste at når de først have fået lov til at have administrative ret til en del af landet, så vil de jo ikke være til at smide ud igen, heller ikke hvis det aldrig blev til fred (som de ikke vil have alligevel).

Hvad gælder?

Da PA ikke overholdte sine forpligtelser i 2000, er Osloaftalerne udløbet og dermed ugyldige. Det nytter ikke noget at blive ved med at omtale de aftaler: Araberne har (heller ikke denne gang) overholdt aftalen og den aftale udløb for 21 år siden (på skrivende tidspunkt).

Derfor er den eneste gyldige myndighed i Judæa og Samaria den israelske hær.

Den anden intifada og den palæstinensiske adfærd de sidste 20 år er et kontraktbrud mellem Israel og PLO.

Israel er ikke længere bundet af sin side af kontrakten på grund af de palæstinensiske myndigheders ondskab og inkompetence samt pga. at aftalen er 21 år over dato.

Disse territorier er derfor ikke “palæstinensiske”. Heller ikke de, som PA stadig administrerer er “palæstinensiske”.

Disse territorier er juridisk omstridte territorier, der kræves af konkurrerende arabiske terrorgrupper uden nogen legitimitet, hverken historisk, juridisk eller demokratisk. Ingen arabiske gruppering har nogen som helst ret (lovligt eller historisk) over dette område.

I dag er den israelske tilstedeværelse i Judæa og Samaria ikke ulovlig, fordi FN’s resolution 242 aldrig bad Israel om at trække sig tilbage fra alle de erobrede territorier .

Den bad om at Israel skulle trække sig fra nogle områder (hvilket er gjort for længst) og ifølge international lov besætter Israel derfor ikke dette område. Der er et omstridt område underlagt 1922-resolutioner fra Folkeforbundet.

Da den israelske tilstedeværelse på dette område er lovlig og legitim, siger det sig selv, at dette land (Israel) er inden for sin ret til at navngive dettes territorium som det finder passende. Og navnet på det område er Judæa og Samaria.

Det er desuden det udtryk, der er blevet brugt i årtusinder (bare tjek Bibelen) og som blev brugt af det internationale samfund før Jordans ulovlig besættelse af området.

Jeg vil også minde alle om at den “palæstinensiske” krav om Judæa og Samaria ikke har noget på sig da ingen “palæstinensere” i løbet af de 19 år med jordansk besættelse og annektering hævdede, at dette område dannede en uafhængig arabisk stat.

Og ingen “Palæstina” blev skabt i al denne periode. Det kan da ikke være fordi Jordan ikke vil have det siden Jordan er en varm fortaler for “Palæstina” dette sted.

Husk også at da PLO blev oprettet i 1964, angav dets charter sort på hvidt, at de ikke havde nogen territorialt krav over Judæa og Samaria.

Det var først i 1988, efter at Jordan frasagde sig området, at “palæstinenserne” fra PLO ændrede deres charter for at hævde det som deres. Se artiklen: Dengang da “palæstinenserne” hverken vil have Gaza eller “Vestbredden”.

Udtrykket “Judæa og Samaria” sletter på ingen måde forbindelsen mellem det “palæstinensiske” folk (arabere i Palæstina) med dette land, simpelthen fordi det “palæstinensiske” folk blev opfundet i 1964, da PLO blev oprettet, og at dette udtryk ikke eksisterede før og under oprettelsen af staten Israel.

I dag, på trods af at FN-delingsplanen fra 1947 ikke længere er gyldig, pga. at araberne afviste den,  på trods af at Oslo-aftalerne er en total fiasko (igen fordi araberne ikke dannede deres stat, men foretrak at start terror med den anden Intifada), så har Israel alligevel givet araberne hele Gazastribens område for oprettelsen af en arabisk stat kaldet “palæstinensisk”.

Gaza har været fri og uafhængig siden 2006, selv om Israel bestemt ikke behøvede at gøre det.

Hvad blev resultatet? En terrorstat som har udført over 20.000 angreb med over 13.000 missiler og 6.500 morter angreb, som har såret tusinder af civile og dræbt snesevis.

Det har været et hav af terror angreb på restauranter og andre familiesteder, som har kostet livet af hundreder af mænd, kvinder og børn, hvilket har ført til at man blev nødt til at konstruere en beskyttelseshegn og indsætte tjekpoints for at beskytte israelske civile.

Hvorfor skulle Israel nu så også afgive Judæa og Samaria for at få dannet en til terrorstat på den anden side af landet? (Cyril Malka)

  • Torben Michael Kaae siger:

    Kære Cyril Malka –
    Tak for dit store og fine arbejde.
    >DelingsplanenANBEFALING<.

    Jøderne – der ikke havde stemmeret – sagde ja til planen.
    Araberne – der ikke havde stemmeret – forkastede planen.
    De arabiske FN -medlemsstater forkastede med deres nejstemmer planen.
    Og den 15. MAJ 1948 dagen efter efter Israels uafhængighedserklæring angreb 5 arabiske hærstyrker Israel med den erklærede hensigt at udslette den jødiske stat.

    Derved blev de administrative mandatgrænser fra 1922 – og som dengang enstemmigt af Folkeforbundet med 51 stemmer vedtaget også, in statu nascendi, Israels nuværende og lovlige grænser.

    Med venlige hilsner og tak.
    / tmk.

  • >
    Scroll til toppen