Flag af Palæstina i 1924

Er der virkeligt et “palæstinensiske folk” som er efterkommere af et folk med fælles oprindelse og traditioner, der har boet i Israel i over et årtusinde, og som blev sparket ud og plyndret af koloniserende jøder?

Lad os nu se hvad den historiske virkelighed fortæller os om de forskellige indvandringsbølger i Palæstina og lad os sammenligne dem med den jødiske indvandring.

1) 1250-1515

En mameluk til hest.

Efter Saladin, i det 13. og til det 16. århundrede, overtager de egyptiske mamelukker (grundlagt i 1230), magten i Egypten i 1250 og de kontrollerer Palæstina.

I denne periode modtager Palæstina arabiske flygtninge som bliver drevet ud af det mongolske invasion i Irak og Syrien.

2) 1516-1800

I 1516 erobrer den tyrkiske sultan Selim I fra Konstantinopel Palæstina. Tyrkiet vil regere over Palæstina i 4 århundreder, altså indtil 1917, og Palæstina vil være en af de arabiske provinser i det osmanniske imperium.

Jøderne er på det tidspunkt på flugt fra forfølgelse i Europa, især fra Spanien, Sardinien, Sicilien og kongeriget Napoli.

Ottomanerne tillader at jøderne genbosætter sig i Palæstina og jøderne genbosætter sig i Galilæa, og vil være oprindelsen til den intellektuelle og religiøse indflydelse som stråler i området fra byen Safet.

Denne tilbagevending bringer god økonomisk udvikling i området. Byer og tilbedelsessteder renoveres og dette bringer en arabisk-muslimsk arbejdsstyrke udefra.

Fellaherne fra Egypten og Sudan, der flygter fra Mameluk-oprøret mod tyrkerne, kommer til Palæstina og grundlægger landsbyer omkring byen Jaffa (som for eksempel landsbyen “Sheikh Yunis”).

Fra 1700 lider regionen under en stærk økonomisk depression.

3) 1800-1860

I årene 1800-1860 består befolkningen i Palæstina under osmannisk styre af ca. 200.000 mennesker. 34.000 er jøder og ca. 55.000 er kristne.

Der bor cirka 110.000 muslimer i Palæstina, hvoraf 65.000 er beduin-nomader og 45.000 bosætter er fra Egypten, Syrien og Tyrkiet.

På det tidspunkt er det arabisk-talende samfund i Palæstina hovedsagelig sammensat af nomadiske beduiner og et mindretal af muslimske bosætter. Der er næppe flere end jøder og færre end kristne.

I 1840 er der en massiv ankomst af arabere fra Transjordan, hvilket øger kraftigt den fastboende muslimske befolkning og bringer antallet af muslimer (undtagen beduiner) fra 45.000 til 70.000.

Der er især tale om klanerne af Sheiken Amir og af Sheiken Abd al-Rahman, der bosætter sig i Hebron.

Samtidig stiger antallet af kristne og jødiske minoriteter også.

4) 1860-1883

I 1860 består Jerusalems befolkning af 18.000 mennesker: 8.000 jøder, 6.000 muslimer og 4.000 kristne.

I 1866 bliver de første jødiske bosættelser uden for byerne født.

På samme tid søger næsten 13.000 algeriere tilflugt i det osmanniske imperium. De følger Emir Abd-el Qader og nægter at leve under fransk herredømme.

De bosætter sig især i Syrien og i Palæstina og danner derefter størstedelen af den arabiske befolkning.

Disse flygtninge vil blive fulgt af omkring 5.000 marokkanere, som vil grundlægge Moghrabi-kvarteret i Jerusalem.

1875 – Tempelbjerget omdannet til moske – ikke fordi det vrimler med muslimske “troende” på det “hellige sted”.

Den kæmpe udvandring af algeriere og marokkanere muslimer fra 1830 til 1880 til det osmanniske imperium skyldes især at islamiske lov foreskriver de troende, under straf for at falde i Gehenna, at nægte at forblive under de vantros herredømme, hvor “Allahs land” (Dar Al-Islam – muslimsk land) er stort nok til at immigrere. Hvilket er tilfældet på det tidspunkt.

I årene 1869-1873 bliver Palæstinas område direkte knyttet til myndighederne i Konstantinopel. Judæa og Samaria kommer under ledelse af Damaskus, og Galilæa under Beirut.

I denne periode bliver den første motordrevne vej mellem Jaffa og Jerusalem bygget, hvilket tiltrækker arbejdsløse fra Damaskus, Aleppo eller i Syrien samt en masse tyrkiske embedsmænd.

I den periode er den muslimske befolkning i Tyrkiet vokset med 40% på grund af en kraftig indvandringen af den muslimske mindretal fra Balkan og Kaukasus.

Den osmanniske rige kan ikke tillade så mange nye ikke-tyrker i moderlandet.

Derfor bliver tusinder af bosniere, albanere, kaukasiere sendt til at bosætte sig i Palæstina. Den kaukasiske Abu-Ghosh-stamme vil blive etableret nær Jerusalem og vil kontrollere adgangen til den.

Den russiske-osmanniske krig i 1877-1879 og den russiske militærkampagne på Balkan fører også til en massiv udvandring af muslimer fra Rumænien, Bulgarien og Bosnien til Tyrkiet.

Omkring 380.000 flygtninge strømmer til den tyrkiske hovedstad.

Denne migrationsbølge bliver fulgt i 1882-1883 af en ny bølge fra Kaukasus efter russernes annektering af provinserne Kars og Ardahan.

Den osmanniske stat implementerede derfor en politik for at byde velkommen og bosætte disse muslimske migranter uden for Tyrkiet men i hele imperiet, inklusive i Palæstina.

I 1878 overdrager det osmanniske imperium Cypern til den britiske krone, hvilket resulterer i en indvandring af muslimske cyprioter som også bliver sendt i Palæstina.

Fra 1840 til 1883 stiger den nu fastboende muslimske befolkning (ekskl. Beduiner) fra 70.000 til 120.000 takket være disse indvandringer.

Den første bølge af indvandring af jøder fra Rusland, Rumænien og Yemen finder sted i 1881. Eliezer Ben Yehudah, far til det moderne hebraisk, ankommer til Jaffa i september 1881.

5) 1885-1907

Den anden bølge af jødisk indvandring fra Rusland begynder i 1890 og i 1899 bliver den “jødiske kolonibank” grundlagt. Det er denne bank som bliver ansvarlig for blandt andet køb af jord i Palæstina.

6) 1908-1913

I 1908 bliver Bosnien annekteret af Østrig-Ungarn og med dette kommer der en ny bølge af muslimsk indvandring til det osmanniske imperium.

Også en pæn del af disse indvandrere bliver sendt til Palæstina.

I tre indvandringsbølger (1878-1879, 1882-1883 og 1908-1909) bliver der sendt ca. 2.500.000 muslimske migranter fra Europa og til det osmanniske rige.

I 1909 grundlægger jøderne en lille jødisk landsby nær Jaffa, som bliver kaldt “Tel Aviv” og den første kibbutz bliver født.

I 1910 i Jerusalem bor der 73.700 mennesker: 47.400 jøder, 9.800 muslimer, 16.500 kristne.

I 1911 forlader 5.000 algeriske muslimske byboere byen Tlemcen og 3.000 muslimske marokkanere forlader Nordafrika. De bliver først bosat i Syrien af de osmanniske myndigheder, inden de i 1913 bliver sendt til Palæstina.

7) 1914-1916

På grund af starten af første verdenskrig, i løbet af disse to år, vil en jævn strøm af pro-osmanniske muslimske flygtninge, der flygter fra kampzoner mellem tyrker og vesterlændinge, passere gennem Palæstina, og et par hundrede familier vil slå sig ned der.

8) 1917-1920 (britisk besættelse)

Sharifen fra Mekka, Hussein ben Ali, leder et arabisk oprør for at befri den arabiske halvø fra det osmanniske imperium i mellem 1916 og 1918. Dette oprør sender et stort antal pro-osmanniske muslimske flygtninge til Palæstina.

I 1920 anslår en Folkeforbundsrapport den samlede befolkning i Palæstina til at bestå af 700.000 mennesker: 511.000 muslimer (421.000 bosættere og 90.000 beduiner), 20.000 drusere, 85.000 kristne og 84.000 jøder.

9) 1921-1946 (britisk mandat i Palæstina)

I 1921 bliver Emirat af Transjordan født (1921-1946), hvilket resulterer i massiv indvandring af Transjordan Beduiner til Palæstina. De er på flugt fra den nye magt.

Den britiske folketælling fra 1922 finder 760.000 mennesker i Palæstina: 560.000 muslimer (472.000 bosættere og 92.000 beduiner), 24.000 drusere, 86.000 kristne og 86.000 jøder.

Med hensyn til indvandring til Palæstina spiller briterne et dobbelt spil: på den ene side ved at tillade jødisk indvandring og på den anden side ved at favorisere kraftigt den muslimske indvandring.

Derfor, ifølge den anden britiske folketælling i 1931, finder man 880.000 indbyggere i Palæstina: 588.000 muslimer (493.000 bosættere og 95.000 beduiner), 27.000 drusere, 90.000 kristne og 175.000 jøder.

10) 1947-1949

I 1947 anslår UNSCOP befolkningen i Palæstina til at være på omkring 1.532.000: 900.000 muslimske arabere, 98.000 beduiner, 30.000 drusere, 100.000 kristne og 600.000 jøder.

Efter den jødisk-arabiske krig i 1947-1949 forblev 250.000 muslimske arabere inden for Israels grænser, hvortil der blev tilføjet 200.000 yderligere muslimske arabere fra Gazastriben (som var faldet under egyptisk kontrol), fra Judæa-Samaria som var blevet til “Vestbredden” (under jordansk kontrol). De fik lov til at immigrere til Israel gennem familiesammenføring og fik israelsk statsborgerskab.

I 1950, i Palæstina, der var blevet igen til Israel, bestod befolkningen af 450.000 arabere, 98.000 beduiner, 300.000 drusere, 100.000 kristne og 700.000 jøder

Ud af den “fast-boende” muslimske befolkning der var i 1947 (900.000), nægtede 450.000 at integrere den nye Israel (og altså ikke 750.000 som propaganda så gerne siger). Disse 450.000 ville ikke komme tilbage og valgte eksil.

Ud fra det kan vi se klart og tydeligt, at den muslimske arabiske befolkning i Israel er ikke andet end et resultat af disse forskellige på hinanden følgende bølger af muslimsk indvandring og er derfor ikke en befolkning af indfødte.

Vi kan tydeligt se, at Palæstina-området har i flere århundreder været brugt til at byde muslimske flygtninge velkommen. De kom fra områder, der var koloniseret af europæere eller befriet fra osmannerne og dette, kun få årtier før de første bølger af jødisk indvandring fra Europa. Endda efter, ligesom beduinerne som flygtede fra Jordan i 1921.

Det er derfor også hyklerisk at beskylde jøderne for at søge tilflugt i Palæstina for at undslippe pogromer eller nazisme, når selv ikke-arabiske muslimer gør det!

Med hensyn til beskyldningen om, at staten Israel kun kunne eksistere på grund af Holocaust, er den fuldstændig partisk og ensidig.

For det første førte det arabiske oprør fra 1936-1939 til den britiske begrænsning af jødisk indvandring til Palæstina, hvor briterne ønskede at lokke araberne til.

Dels var der denne britiske blokering af jødisk indvandring til Palæstina, dels nægtede de europæiske lande og USA at acceptere jødiske flygtninge.

Det har været stærkt medvirkende til at at nazisterne begyndte at udrydde jøderne.

Hvis briterne ikke havde lukket Palæstina for jøderne, og hvis det kun havde været muligt at evakuere blot 1 million jøder fra Europa ud af de næsten 6 millioner udryddede til Palæstina, ville den jødiske befolkning i Palæstina i høj grad have overskredet den arabiske befolkning og Staten Israel var muligvis oprettet før.

Vigtigst af alt ville den jødiske befolkning ikke have været så svag og i så store fare for yderligere udryddelse som den var i 1948.

Det er derfor rimeligt at sige, at staten Israel ikke har haft gavn af Shoah, som nogle påstår, men tværtimod blev forsinket og truet af Shoah.

Befolkning i Jerusalem fra 1844 til 1948

Jerusalem Ottoman (Ottoman Empire arkiver)

I 1844 bestod Jerusalem af 15.510 mennesker: 7.120 jøder, 5.000 muslimer og 3.390 kristne.

I 1844 bestod Jerusalem af 18.000 mennesker: 8.000 jøder, 6.000 muslimer og 4.000 kristne.

I 1876 I 1844 bestod Jerusalem af 25.030 mennesker: 12.000 jøder, 7.560 muslimer og 5.470 kristne.

I 1896 I 1844 bestod Jerusalem af 45.420 mennesker: 28.112 jøder, 8.560 muslimer og 8.748 kristne.

I 1910 I 1844 bestod Jerusalem af 73.700 mennesker: 47.400 jøder, 9.800 muslimer og 16.500 kristne.

Jerusalem – Britisk mandat (britisk arkiv)

I 1922 bestod Jerusalem af 52.081 mennesker: 33.971 jøder, 13.411 muslimer og 4.699 kristne (fald i den kristne befolkning på grund af 1. verdenskrig).

I 1931 I 1844 bestod Jerusalem af 90.451 mennesker: 51.222 jøder, 19.894 muslimer og 19.335 kristne

I 1948 I 1844 bestod Jerusalem af 165.000 mennesker: 100.000 jøder, 40.000 muslimer og 25.000 kristne.

I betragtning af disse officielle tal er det frækt at se muslimer hævde at have suverænitet over byen, når de selv under ledelse af det osmanniske muslimske imperium altid har været i mindretal i byen! (Cyril Malka)


Kilder:

  • Folketælling -1860 – i Britania Encyclopædia Universalis
  • Folketællingen i Palæstina -1890 – det osmanniske imperiums administration af Palæstina
  • George Adam Smith, Atlas for det hellige lands geografiske geografi, 1915
  • Det britiske mandat for Palæstina – San Remo-konferencen, 24. april 1920
  • En foreløbig rapport om den civile administration i Palæstina i perioden 1. juli 1920-30. Juni 1921
  • Folketællingen i -1922; Rapport af E. Mills, B.A., O.B.E., assisterende Chief Secretary Superintendent of Census
  • Spørgsmålet om Palæstina forelagt De Forenede Nationer (1922-1947)
  • Folketællingen i Palæstina -1931; Rapport af E. Mills, B.A., O.B.E., assisterende Chief Secretary Superintendent of Census
  • Rapport fra UNSCOP – 1947
  • FN-rapport “Emigrationen af ​​arabere fra Palæstina i perioden 1/12/1947 – 1/6/1948. “
  • FN’s særlige kommission, første særlige rapport til Sikkerhedsrådet: Problemet med sikkerhed i Palæstina, 16. april 1948
  • Félix-Marie Abel, Historie af Palæstina fra erobringen af ​lexander til den arabiske invasion: Fra erobringen af Alexander til den jødiske krig, vol. 1, Lecoffre Library, 1952
  • Algeriske muslimers vandringer og udvandringen fra Tlemcen (1830-1911) Charles-Robert Ageron 1967
  • Orden og uorden i det osmanniske Istanbul, 1879-1909: fra staten til nabolaget Af Noém Lévy (Balkan- og kaukasisk indvandring fra 1860-1882)
  • Tyrkiets historie, fra Altai til Europa Af Ibrahim Tabet (Bosnisk indvandring fra 1908-1909)
>
Scroll til toppen