(27/01-2021) – Joe Biden har kun været præsident i få dage og det er tydeligt at den tid, der kommer vil være katastrofalt, især for hvad indenrigspolitik angår.
I løbet af få timer er det lykkedes den nye præsident at:
- tilintetgøre en stor energiprojekt, pipeline Keystone XL, som skulle have ført den canadiske olie fra Canada til USA meget billigere og på mere sikker vis end ad togvejen som er brugt i øjeblikket. Over 40.000 arbejdspladser er røget i et pennestrøg.
- afbryde alle de projekter om olieudvinding i de føderale-ejet områder. Olieindustrien repræsenterer grundlaget for økonomien i flere stater som har stemt for Biden og det, uanset om han blev lovlig valgt, som i New Mexico, eller om han blev valgt efter valgfusk som i Pennsylvania. Disse stater kan i hvert fald (eller i det mindste deres olierige områder) forvente at gå en kraftig økonomisk nedgang i møde.
- annulere en eksekutiv ordre af Præsident Trump som havde nedsat prisen af livsvigtig medicin (som insulin, for eksempel).
- genindsætte undervisningen i de offentlige skoler om “Critical Race Theory” (CRT).CRT mener, at hvidt overherredømme bibeholdes over tid gennem magtstrukturer i samfundet, i særdeleshed gennem loven. Derfor undersøger CRT muligheden for at udfordre og ændre disse magtforhold, for dermed at arbejde for racefrigørelse og modvirke, at mennesker underordnes på grund af forestillinger om “race”.” (Wikipedia).Kort sagt er CRT en totalitær uvidenskabelig debilitet, hvis eneste formål er at sætte amerikanerne op mod hinanden ved at gå ud fra hvor meget eller hvor lidt melanin deres hud indeholder.
- tilintetgøre den professionelle sport for kvinder ved at kræve at de mænd som “definerer sig som kvinder” kan få lov til at deltage som kvinder i kvindelige sportskonkurrencer.Dette betyder at i langt de fleste tilfælde vil det blive umuligt for kvinder at få medaljer. Naturligvis vil folk ikke gide se på det og kvindesport vil naturligvis ende med at miste sponsorpengene og forsvinde.
Samtidigt har den demokratiske vinge i kongres som først prioritet at absolut vil dømme den tidligere præsident ved at træde alle regler af den amerikanske konstitution under fode.
Ganske som jeg havde forudsagt i min “science fiction-indlæg” (“Den Store Udrensning” på min privat blog: Cyllesiden), er Trumps tidligere støtter nu jagtet vildt. De bliver sagsøgt når det er muligt og de firmaer som ønsker at ansætte dem bliver truet med boykot i det tilfælde de ansætter dem. Alt dette er organiseret af den demokratiske lejr.
Disse radikale beslutninger taget i stor hast viser at, i det mindste for hvad indenrigspolitik angår, den ekstremistiske vinge af demokraterne har overvundet de få modererede demokrater der var.
Ingen ved om de mere centerorienterede politikere kan senere organisere en blokering af lovgivningen, men jeg er noget pessimistisk. Og det, af en god grund: De ekstremistiske venstre kan regne med de voldelige militser af Antifa og Black Lives Matter for at sætte pres på politikerne hvis de vælger en mindre radikale vej.
Tydeligvis vil Biden ikke spille nogen rolle i denne interne krig i demokratpartiet: Han er svækket, uden energi, kun til stede fra tid til andet når Alzheimer tillader det, han er kun et stykke legetøj uden reel magt.
På den udenrigspolitiske vinkel er signalerne svagere og det er sværere at se, hvad der vil ske. Der er flere modererede demokrater på den udenrigspolitiske scene, men det er kun et svagt flertal og deres indflydelsesmuligheder forbliver usikre.
To personer kan vælte mange ting i den nye administration:
Wendy Sherman, den nye nr. 2 i Statsdepartement, er den person som, efter John Kerry, har haft den største rolle i redigeringen af den katastrofale aftale med Iran i 2015.
Hun vil afgjort forsøge at få genoptaget lige præcis same aftale og, hvis de lande i områder lader det ske uden at blande sig vil det føre til at freden i området vil blive truet da Iran, efter knap et årti, vil være i besiddelse af atombomben.
Den anden katastrofe er Linda Thomas-Greenfield som skal repræsentere USA i FN. Hun er en joke som tager FNs idiotier meget alvorligt og nikker ivrigt når de korrupte diktatorer spytter dagen lang på de vestlige lande i general og på Israel i særdeleshed. Her, er der ikke meget fornuft at hente og man kan frygte hvilke klovnerier hun vil stemme med på.
Det hvide hus har annonceret at ville nærme sig Europa.
I og for sig er det vel godt nok med undtagelsen af, at de fleste europæere er i total uvidenhed om og derfor har en urealistisk syn om Mellemøsten. Disse holdninger kan genere de store fremskridt der er sket i området de senere år.
For eksempel tager de fleste europæere stadig “Palestinian Authority” alvorligt og de tror stadig væk på en “Palæstinensisk stat”.
Hvis USA nærmer sig Europa på det plan, risikerer dette at komplicere tingene.
Biden-administrationen har allerede erklæret at de ikke vil pille ved de fredsaftaler som er underskrevet mellem Israel og de Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko.
Men det betyder ikke ret meget fordi Biden og co. kan ikke pille ved det, uanset hvad de siger.
Til gengæld er der fare og stor mulighed for, at den nye administration sætter grus i maskineriet og dermed vil forhindre de nye lande til at komme med i Abrahams-fredaftalen.
Ønsket om at bryde med Trump og alt hvad han har efterladt og ivrigheden om at straffe alle hans tidligere allierede kan have alvorlige følger i området.
For eksempel hvis demokraterne ønsker at Saudi-Arabiens arveprins, Mohamed bin Salman, skal straffes for hans venskab med den tidligere præsident, kan dette føre til store ustabilitet i området.
Mohamed bin Salman er i øjeblikket Israels vigtigste allieret i Mellemøsten. Han er også den som har indledt et hav af reformer i sit land: Han opløste den religiøse politi, kvinder har nu tilladelse til at køre bil og til at gå på gaden uden slør og den pro-vestlige strømning i den arabiske peninsula er begyndt at blomstre op.
Men han skal også takle muslimske fanatikers modstand. Ikke alle ser med et godt øje til en mere åbent Saudiarabien.
For nogle dage siden fortalte CIA at de vil deklassificere (altså tillade at den bliver offentliggjort) deres notat som beskriver prinsens ansvar i mordet af Jamal Khashoggi i 2018. Khashoggi var en militant for Den Muslimske Broderskab, beundrer af Osama bin Laden og han var flygtet til USA hvor han fik sig gode venner blandt demokrater.
Der er ingen god grund for at deklassificere denne notat. Alle ved at prinsen havde ansvaret for det. Det er også klart, når man ser kampen mellem prinsen og den Muslimske Broderskab at der ikke er nogen problem i at holde notatet hemmeligt.
Den eneste grund CIA kan have i at offentliggøre notatet er, at de ville have en revolution i den arabiske magtcenter.
Prinsen har fjernet flere ekstremistiske strømninger fra magten i de senere år: Den Muslimske Broderskab som den første, men også de Iranvenlige, kvindeundertrykkerne, de som er fjendtlige til Vesten og til Israel og deslige.
Hvis notatet bliver offentliggjort, vil dette give disse mørke kræfter gode kort på hånden og der er stor risiko for, at disse vil forsøge at vælte prinsen så den arabiske magt vil skifte til fordel for Iran, kvindeundertrykkelsen og kamp mod Vesten. Dette vil føre naturligvis til endnu højere oliepriser som, nu hvor Europa har en knæ på jorden, risikerer at give den europæiske økonomi nådestødet.
Men så langt er vi ikke kommet endnu og de arabiske diplomater kan stadig nå at berolige demokraterne.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man vente sig det værste.
I øjeblikket er der to ting vi kan frygte fra USA: Svagheden af den nye administration og en (altid mulig) magtoverdragelse til ekstremisterne.
I lørdags, blot tre dage efter at Biden blev svoret ind, testede den kinesiske luftvåben den nye administration ved at sende flere militærfly ud at flyve over Taiwans luftrum. Reaktionen? Nul.
I den internationale domstol i Hag, hvor der er en procedure i gang for at retsforfølge Israel under påskud af “krigsforbrydelser” under krigen mod Gaza i 2014, ser man godt at den svage administration vil tillade dem at fortsætte med deres vrøvl uden at de skal frygte en amerikansk reaktion.
Irans islamisk “republik”, hvis økonomi blev bragt på knæer af Trumps sanktioner kan nu se frem til at komme tilbage til aftalen af 2015 og fortsætte stille og rolig med at udvikle sin atombombe.
Det, der vil definere de kommende år er ikke kun indflydelsen af ekstremisterne (som stadig kan måske dæmpes af de mere moderater), men især svagheden af dens udenrigspolitik. Og fremtiden ser noget mørkt ud. (Cyril Malka)
