En typisk fejl, som endda israelere begår, er at kalde de lokale arabere for “palæstinensere”. Dette er det samme som at give araberne ammunition, som kan blive brugt til at delegitimere Israel med.
Det er det samme som at sige til araberne: “Vi er enige med jer, I var her først. Dette er jeres land, og jøderne stjal det”. Det er nemlig dét, den arabiske skrøne går ud på, og hvis Israel og omverdenen er enige i at kalde arabere ved det navn, de selv har stjålet fra jøderne, spiller vi deres spil.
Det er på høje tid, at vi sætter de rette ord på de forskellige aktører og holder op med at kalde arabere for “palæstinensere”.
Mange arabere, som i dag bor i Israel og i landene omkring, vil have omverdenen til at tro, at de er nedarvinger fra kanaerne og/eller filistrene. De er i øjeblikket noget uenige om, hvilken af de to stammer de kommer fra.
Men i virkeligheden er det ligegyldigt om de påstår at komme fra den ene eller fra den anden stamme, da ingen af dem eksisterer længere og ikke har gjort det i over 1.000 år. Det er så enkelt: araberne stammer fra Arabien. Det er derfor de hedder ”arabere”.
De fleste arabere i området er muslimer, og de er kommet til området under de muslimske invasioner, som i øvrigt tog en god bid af Europa i flere hundrede år. De har udryddet de fleste befolkningsgrupper, der oprindeligt boede i området, enten ved tvangskonvertering eller ved at massakrere dem. Der er dog enkelte kabyler tilbage i Algeriet, få berbere i Marokko, enkelte yazidi i Irak, og der har altså altid været jøder i Judæa og i området som i dag er Israel. Disse var de oprindelige beboere i området.
Var der palæstinensere før 1967?
Hvis araberne begyndte at kalde sig palæstinensere, skyldes det ganske enkelt, at de ikke har nogen national identitet i forhold til området. Det er jo logisk nok, eftersom de blot har invaderet det.
Man behøver ikke at lede ret længe for at finde ud af, at bogstavelyden “P” end ikke findes på arabisk, og dermed endnu mindre ordet “Palæstina”.
En hurtig søgning fortæller os, at navnet Palæstina (faktisk “Judæa-Palæstina”) stammer fra Romerne. De ville ydmyge jøderne efter at have besat området i ca. 75 fvt., altså småt 600 år før Islam blev til, og før araberne begyndte at invadere området.
Ordet Palæstina stammer godt nok fra filistre, som var et folk, der eksisterede i jernalderen (ca. 1175 fvt.), og som invaderede Judæa. ”Filistre” skulle betyde ”besættere”. Onde tunger ville sige, at hvis araberne har valgt dette navn, så er det rent faktisk meget passende valgt.
Før 1967 var der ingen avisartikler, artikler, bøger eller andet, som omtalte araberne som “palæstinensere”. Mellemøsten-konflikten var blot kendt som den “arabisk-israelske konflikt” og ikke som “Palæstina-Israel konflikt.
Jøderne er palæstinensere
Før staten Israel blev selvstændig i 1948, var det rent faktisk jøderne, der var omtalt som “palæstinensere”. Det var bestemt ikke araberne. Rent faktisk ville araberne ikke omtales som ”palæstinensere”, fordi de ikke ville associeres med jøderne eller med den Britiske Stat Palæstina.
Araberne, som levede i området, blev til “palæstinensere” efter krigen i 1967. Før den tid var Judæa og Samaria samt Jerusalem ulovligt besat af Jordan, og Gaza var blevet invaderet af Egypten. Ikke én eneste araber så sig selv som “palæstinenser”.
Det forklarer, hvorfor der ikke blev dannet nogen ”Palæstinensisk stat” i perioden mellem 1948 og 1967, da Jordan besatte Judæa og det halve af Jerusalem. Før 1967 var det en fornærmelse, at kalde en araber for “palæstinenser”: “Jeg er ikke jøde, jeg er araber,” ville de svare.
Endda Yasser Arafat, den mest berømte “palæstinenser” og daværende leder af P.L.O, er ikke indfødt “palæstinenser”.
Han kaldte sig selv en “palæstinensisk flygtning”, men talte arabisk med egyptisk accent. Det var af gode grunde, eftersom han var født i 1929 i Cairo, i Egypten.
Han var i den egyptiske hær, studerede ved Cairos universitet og boede i Cairo indtil 1956. Arafats fulde navn var “Mohammed Abdel Rahman Abdel Raouf Arafat al-Qudwa al-Husseini”.
Han var nevø af Amin al-Husseini, Jerusalems stormufti, som samarbejdede med Hitler under anden verdenskrig og forsøgte at udrydde jøderne i området. Yasser Arafat har blot båret nazismens fakkel videre.
Men indtil sidst i 60’erne blev betegnelsen “palæstinenser” af hele verden enstemmigt brugt for at betegne jøderne. For omverdenen var “Palæstina” blot et andet navn for Israel (eller Judæa).
Indtil 1950 hed avisen ”Jerusalem Post”, ”Palestine Post”.
Avisen for den amerikanske “Zionist Organisation of America” hed “New Palestine”.
Israelske ”Bank Leumi” hed “Anglo-Palestine Bank”.
Det israelske elektricitetsselskab hed oprindeligt: ”Palestine Electric Company”.
Man kunne også finde “Palestine Foundation Fund” og “Palestine Symphony Orchestra”.
Alle disse var jødiske foreninger og organisationer, og de var ledet af jøder. I USA sang Zionististisk Ungdom “Palestine, my Palestine”, “Palestine Scout Song” og “Palestine Spring Song”.
Araberne vidste udmærket godt, at “palæstinenser” dækkede over betegnelsen “jøder”. Det vidste omverdenen også godt. Derfor betragtede araberne sig ikke som ”palæstinensere”, og de ville i hvert fald ikke kaldes ved det navn.
Og så blev det 1967
Men lige pludseligt, efter krigen i 1967, kom araberne i tanker om, at de var palæstinensere.
Idéen stammer fra PR-eksperter fra daværende sovjetisk KGB. Planen og PR kampagnen var forberedt og ledet af det Sovjetiske Institut for Orientalske Studier, hvis leder var Evgeniy Primakov.
Primakov var professionel spion, talte meget godt arabisk og havde arbejdet i forskellige arabiske lande i årevis under dække af at være journalist for det officielle sovjetiske blad, Pravda.
Medierne fra den sovjetiske blok begyndte at græde over de “stakkels palæstinensere, hvis land var blevet stjålet af de onde jøder”.
Idéen om de “stakkels palæstinensere” blev taget op af de venstreorienterede vestlige medier, og efter tre års tårefyldte indlæg, holdt egypteren, Yasser Arafat, lidenskabelige taler på europæiske universiteter og i FN om, hvordan han, en “stakkels indfødt palæstinenser” blev bestjålet og ydmyget af “onde Khazar-Jøder”.
Det “palæstinensiske folk”, som dukkede op ingen steder fra, begyndte at blive slået fast i europæernes sind.
Med antisemitismen som base
Lad os være ærlige om det: Alt dette har kun virket så godt, fordi det gik imod jøderne.
Hvis Sovjet og araberne i stedet havde fortalt omverdenen om “spaniard”, og om hvordan de “onde spaniards frarøvede de indfødte i Andalusien deres land”, ville verden være faldet om af grin. Men når man taler om jøder …
Europæere har aldrig været glade for jøder, og derfor har man meget hurtigt accepteret historien om det “stakkels palæstinensisk folk”, som blev sparket ud “af jøder”. Det, at det modsiges af historien og af arkæologien, forhindrer ikke den antisemitiske propaganda i at sprede sig. Virkeligheden er blot en detalje, man ikke bekymrer sig om.
Israel gik i gang med en PR modkampagne, men havde naturligvis, især ikke dengang, midler eller muligheder for at tage kampen op. Det lillebitte Israel (hele det moderne Israel kan holdes inden for Jyllands grænser) imod medierne fra den sovjetiske blok, støttet af mængden af venstreorienterede i vesten (husk vi taler om 1967 og 1968!) … Israel havde ikke en jordisk chance for at blive hørt.
Hvorfor fortsætter man, også i Israel, med at kalde araberne for “palæstinensere”?
Fordi, endnu en gang, er Israel og jøderne gået på kompromis i et forsøg på at glatte ting ud of for at få lov til at leve i fred …
I januar 2016 alene har der været 169 terrorist-angreb i Israel, hvor kvinder, børn, babyer, civilister blev overfaldet, med knive, skydevåben, kørt over med bil. Og vi burde være glade, det er en nedgang! Der var 246 af den slags angreb i december 2015.
Tallene alene fortæller, hvor godt denne politik går! Og Europa er ligeglad med disse ofre. Det er man jo, når det er jøder, der dør. Det har man altid været. Men i dag kan ingen sige ”vi vidste ikke”, for informationen er tilgængelig for alle, som ønsker at finde den.
Hvis man vil have sandheden frem, og hvis vi vil rette op på misforståelser, skal vi alle begynde med at bruge de korrekte betegnelser: Jøder er palæstinensere. Arabere er arabere. Overfaldsmændene er hverken ”militante” eller ”frihedskæmpere”, men blot ”mordere” eller ”terrorister”. (Cyril Malka)
