(14/10-2020) – I dag, kl. 10:30 israelsk tid (09:30 dansk tid) vil der være direkte forhandlinger mellem Libanon og Israel.
Disse forhandlinger vil foregå i Nakura, i Libanon, i FNs basen som står 2 km væk fra hver stat.
Forhandlingerne vil dreje sig om at blive enige om havgrænsen mellem de to stat og, ud fra det, en aftale om at udnytte de rige gas- og oliereserve som befinder sig dér. I øjeblikket, og på grund af denne uenighed, kan ingen af de to stat udnytte disse rigdomme.
Dette vil være de første direkte kontakt i 30 år, hvor der indgår civilister. De få direkte kontakter der har været har været i de sidste 30 år har ellers været militær og deres formål var at lette regionale spændinger.
På libanesiske side har der dog stadig en stor del af de involveret som er fra militæret. Dette valg blev dikteret af General Michel Aoun, statsministeren, og formålet er at berolige terrorgruppen Hizbollah som frygter (sikkert med rette) at den første møde er startskudet på en fredsaftale mellem Libanon og Israel.
USA er partnere i denne proces side om side med FN, hvilket generer Hezbollah og Iran en masse.
I dag, vil der kun være tale om at sætte kalenderen fast for forhandlingerne som kan tage et par uger.
Stridens æblet, havgrænsen mellem Libanon og Israel skyldes den franske-britiske aftale (Paulet-Newcombe aftalen) som blev underskrevet i 1923 og som tegnede grænsen mellem Libanon og den britiske Palæstina-mandatområde.
Dengang, havgrænsen var ikke vigtig da ingen forestillede sig at man vil finde gas under havet og at man vil være i stand til at trække det ud.
Det er vigtigt at forstå at dengang, siden havgrænsen ikke var vigtigt, så bestemte Frankrig og England at havgrænsen vil gå som en vandret linje fra landjorden og over til havet.
Men grænsen, sådan som den er tegnet på landjorden går sydpå i de sidste 800 meter i retning af middelhavet. Og hvis man følger den grænse i samme vinkel (altså mod syd), så vil Libanon få del af det område som er i øjeblikket under israelsk kontrol.
Det andet problem er at der tre små øer ca. 900 meter fra det israelske kyst mellem Rosh Hanikras kibbutz og Moshaven Liman: Shachaf (“måge” på hebraisk), Nahlieli og Techelet (himelblå på hebraisk). De to største øer er lidt mere 100 m lang på 70 m bred og er for det meste oversvømmet og den tredje er en lille klippe som lige rager op over overfladen.
Uanset hvor små disse er, der er tale om landjord, og som så, sætter de en grænse for Israelske jord hvilket får grænsen mellem de to lande til at rykke lidt mere mod nord.
Problemet er egentligt ikke særlig stor og det handler blot om at trække en linje ved at komme udenom de tre små øer og problemet bliver løst. Det vil ikke være spor overraskende hvis dette blev aftalen.
Løsningen er så indlysende, at man regner ikke med, at det vil tage mere en et par uger at finde løsningen og de to lande ville have løst problemet for længst hvis de talte med hinanden.
Men officielt så er Libanon i krig med Israel. Og i krigstid, løser man ikke uenigheder, men man forstærker dem… Selv om dette betyder at Libanon går glip af en del penge da de ikke kan udnytte noget af denne gasreserve.
Vi skal regne med, at man vil skændes i Nakura før man finder kompromis. Og man vil højst sandsynligt endda lade som om forhandlingerne brydes. Det er vigtigt at aftalen skal se ud til at have været kompliceret selv om problemet kan løses i løbet af en halv time.
Tidligt i morges, en libanesisk fiskekutter som ikke havde noget at gøre dér blev sendt i det omstridte område.
En israelske krigsbåd sejlede ind 333 meter (lige præcis, tallene er fra det libanesiske hær) ind i libanesisk området og har skudt flere gange mod fiskekutteren. Skuddene var, naturligvis, så upræcis, at de ramte langt, langt ved siden af.
Alt det her er faktisk starten på fredsforhandlinger. Bare ikke officielt.
I Israel siger man at det kun er tale om fastlæggelsen af grænsen for ikke at sætte den libanesiske præsident skævt med Hizbollah. Man stoler på Washington og lader dem arbejde.
Den libanesiske præsident har omtalte at han gerne vil have en “retfærdig løsning”, hvilket vil sige at han vil tage de israelske interesser i betragtning og dette er bestemt nye toner kommende fra den kant.
Det er vigtigt at huske, at hvis forhandlingerne går godt, så vil der være fast og anerkendte grænser mellem Libanon og Israel. Hvilket vil sige at Libanon anerkender Israel og grænserne. I så fald vil det sige også, at Libanon ikke længere har nogen grund til at være i krig mod Israel.
Det er værd at notere, mange ved det end ikke, men Libanon har rent faktisk ikke anerkendte grænser mellem Libanon og Syrien. Det vil sige at tingene vil være mere i orden mellem Libanon og Israel end mellem Libanon og Syrien.
Alt det her bekymrer meget Iran og Hizbollah som så risikerer at miste deres greb på Libanon.
Syrien har, i øvrigt, mod alt forventning og hvor utroligt det end så kan lyde, begyndt at åbne op mod Israel.
Siden de to fredsaftaler mellem Israel og Emiraterne og Israel og Bahrein, normaliseringen af forhold mellem de arabiske stater og Israel ser ud til at være ustandseligt.
De eneste som er imod mere fred i området er “palæstinenserne” som bliver ved med at bagtale og forsøge at stoppe fredsprocesserne. Hvilket forekommer underligt når de påstår at vil have fred!
Sagerne ser værre og værre ud for “palæstinenserne” da freden bliver støttet af Saudi-Arabien. I Riyadh, er man begyndt at tale om den sag, som vi andre ved godt, om at hvordan “palæstinenserne” er afkommet af samarbejdet mellem Jerusalems stor mufti og Hitler.
I Beyrut, håber otte ud af ti libanesere på en fred mellem Libanon og Israel. Og hvis tingene fortsætter denne vej, er det meget snart ikke længere utopi. (Cyril Malka)
