(18/05-2021) – Den konflikt siges at være startet pga. at de onde, kolonialistiske israelere har smidt nogle arabiske familier ud af deres bopæl for at give dem til jøder, dermed, har de invaderet en del af Jerusalem.

Derfor har der været demonstrationer, som blev mere og mere voldsomme, og Hamas, som kun ventede på en undskyldning for at fyre raketter af, hoppede med på vognen og begyndte at beskyde Israel i det, de kalder “krigen for Al-Quds” (Al-Quds = “Den Hellige”, det navn militante arabere giver til Jerusalem), for at “forsvare Jerusalem mod de zionistiske besættere”

Men hvad går det her egentligt ud på?

Lad os nu se, hvad nærmere på hvad medierne ikke fortaler.

Først og fremmest undskylder jeg for at have brugt navnet “Sheikh Jarrah”. Hvis jeg brugte det hebraiske navn, ville ingen læser kunne forstå, hvad det går ud på.

Sheikh Jarah er så et kvarter i det østlige Jerusalem, øst for Bar-Lev Avenue, nord for den amerikanske koloni og sydvest for Mount Scopus og French Hill.

Distriktet anses for at være velstående og prestigefyldt. Der er konsulater og repræsentanter for fremmede lande som Storbritannien, Tyrkiet, Belgien, Spanien, Vatikanet, Frankrig, Italien, Grækenland og Sverige samt internationale organisationer som FN.

I nabolaget er der også en række restauranter og hoteller, som American Colony.

I nærheden af kvarteret er der den såkaldte “regeringsby”, som Menachem Begin oprettede: det er det nationale hovedkvarter for Israels politi og regeringskontorer, herunder justitsministeriet, ministeriet for boliger, ministeriet for intern sikkerhed og ministeriet for videnskab og teknologi.

Ifølge det, medierne beskriver, så begærer jødiske “bosættere” dette stille arabiske kvarter i Jerusalem og vil bare have den …

Er dette sandheden? Det er klart, nej …

Oprindeligt boede jøderne kun inden for murene i Jerusalem. De var simpelthen bange for at bo udenfor pga. risikoen for at blive overfaldet af arabere (og det er længe, længe før genoprettelsen af Staten Israel!)

Men da det endte med at blive nødvendigt, begyndte jøderne også alligevel at bygge uden for murene.

Som en del af processen med at bygge uden for murene i anden halvdel af det 19. århundrede købte jøderne jord nær Simon den Retfærdiges grav og “Sanhedrinens Lille Hul”, og i 1890 grundlagde de et jødisk kvarter som de kaldte “Simon den Retfærdige”.

Kvarteret begyndte at udvikle sig gradvist fra slutningen af det 19. århundrede i den osmanniske periode, indtil ti araber fra Jerusalem begyndte at bygge store huse langs Nablus-vejen nord for den gamle by.

Under den ‘store arabiske oprør’ i 1930’erne (Det er den politiske korrekt navn for en af de mange pogromer araberne har udført mod jøder) blev de jødiske indbyggere i kvarteret tvunget til at forlade hus og hjem.

Nogle af dem endte med at vende tilbage til deres hjem.

Men efter selvstændighedskrigen i 1948, besatte Jordan ulovligt den del af Jerusalem.

Fra 1949 til 1967 blev dette sted kontrolleret af Jordan, de jødiske beboere i kvarteret blev alle udvist, og deres hjem blev konfiskeret af arabiske familier.

I 1967, under Seks Dages Krigen befriede Israel Jerusalem og så begyndte en lang juridisk kamp, der sluttede med at araberne skulle tilbagelevere det land de havde stjålet i 1949.

For hvad den kvarter angår, nåede parterne til en aftale i 1982 ifølge hvilken, de arabiske familier fik lov til at blive i disse huse til gengæld for deres anerkendelse af jødisk ejerskab af husene og en månedlig betaling af huslejen.

Knap var blækket tør på den aftale de var blevet enige om, at de arabiske familier løb fra aftalen, nægtede at anerkende at det var jødisk ejendom og hævdede, at aftalen blev underskrevet “bag deres ryg”.

Faktisk er huslejen aldrig blevet betalt. De har i alle disse år boet gratis i huse der aldrig havde tilhørt dem.

Samme problem i Hebron, men desværre, under Oslo-aftalen, råder PA over det halve af Hebron og vi kan godt glemme alt om at kunne få fat i vores ejendomme igen … så længe PA har indflydelsen.

Derfor begyndte en lang og kedelig juridisk retsag der varede i 90’erne, da de jødiske udlejere krævede at få adgang til deres ejendom igen, de krævede at de arabiske husbesættere skulle gå og hævdede, at araberne havde mistet deres status som “beskyttet lejere”, da de ikke havde betalt de aftalte husleje én eneste gang.

Retten gav ret til de jødiske ejere.

De arabiske familier gik derefter til Højeste Ret, som ellers plejer at være yderst venstreorienteret og arabervenlig (måske derfor førte de arabiske familier sagen så langt), men til alles forbavselse afviste det Højeste Ret deres krav og beordrede politiet at evakuere de arabiske tyve. Hvilket selvfølgelig ikke skete!

Dette cirkus så varet fra 90’erne og varet i næsten tredive år, præget af voldelige ugentlige demonstrationer af arabere, der, støttet af venstreorienterede organisationer, manipulerer medierne ved at gøre gerningsmanden til et offer og offeret til en krigsforbryder.

For et par uger siden besluttede en domstol igen til fordel for de jødiske ejere (når man ser på de faktiske omstændigheder, så er der altså heller ikke meget at rafle om!), hvilket er det, der udløste den nylige bølge af demonstrationer og optøjer fremkaldt af arabere og ekstremistiske venstreorienterede grupper.

Medierne skyndte sig at offentliggøre taler fra Ayman Odeh, den israelske arabiske leder og hans opfordringer til vold ved at opfordre araberne til at gå ud på gaden og ekæmpe den “flokke af bosættere og fascister”.

Hvilket en masse israelske arabere skyndte sig at gøre og som førte til de uroligheder i alle de blandede byer: Akko, Lod og Haifa som blev hårdest ramt.

Derefter trådte så Hamas til med at affyre raketter for at straffe jøderne for at vil holde på deres ret, fordi det må en jøde aldrig gøre over for en araber.

Desværre, som beskrevet i mine andre artikler, går det dem ikke så godt. Men det er en anden historie …(Cyril Malka)

>
Scroll til toppen