Forhandlinger om våbenhvile i Kairo

(14/11-2019) – 04:42 i Israel, 03:42 i København.

Ziad Nakhala som er formand for Islamisk Jihad er ankommet i løbet af dagen i går i Kairo. Dér taler han om en mulig våbenhvile med de egyptiske mæglere.

Islamisk Jihad er politisk og militarisk isoleret efter at Hamas har nægtet at hjælpe dem i deres konflikt med Israel og bevægelsen er også uden nogen form for støtte fra nogen arabisk land overhovedet undtagen Irans Islamisk “Republik” som giver dem penge og våben.

Ziad Nakhala har fortalt til nogle journalister i Kairo hvilke betingelser han havde sat for en våbenhvile:

Han kræver at Israel går med til at holde op med at sigte og udrydde deres militser, at Israel ikke længere skyder på de terrorister, som forsøger at bryde gennem grænsen hver fredag og letter begrænsningerne om de ting, man må indføre i terroristenklaven (der er ingen blokus om Gaza, men der er en våbenembargo. Israel kontrollere at våben, missiler eller udstyr der kan bruges til våben eller missiler ikke kommer ind i Gaza fra vores grænse).

Nakhala præciserede at han ventede på et israelsk svar i løbet af natten (i skrivende stund er vi ikke klar endnu over hvad svaret er) og at hvis Israel ikke går med til disse betingelser, vil Islamisk Jihad “fortsætte kampen til evig tid”.

For Israel ville det, at acceptere en hvilken som helst af disse betingelser, havde den stik modsat virkning.

Den eneste løsning burde være at udveksle “ro” mod “ro”. Alt andet ville være en opfordring til videre angreb på Israel da de åbenbart jo får det, de beder om.

Her er en af mine kritiske synspunkt over Netanyahu som ellers har udført ganske god arbejde: Problemet er at, især i de sidste 15 år, så har Netanyahu jævnligt lagt sig ned foran terroristerne bare for at få ro i kort tid.

Resultatet er, at missiler bliver ved med at regne over Israel, især Sydisrael. Når terroristerne er ved at løbe tør for missiler går de til forhandlingsbordet og de bruger denne tid til at samle flere missiler og våben så de er klare til den næste konflikt. Israel ånder og lever i rytme med hvad terroristerne tillader os.

Der burde ikke være nogen forhandling med nogen terrororganisation overhovedet. Kun “ro mod ro” burde være reglen, hvis der skal være tale om våbenhvile.

Jerusalems første pligt burde være ikke at tolerere organisationer som Islamisk Jihad, Hamas eller Hezbollah som råder over flere ti-tusinder af missiler som kan nå landets hjerte og nerver og som kun ønsker at tilintetgøre landet.

Der burde ikke være nogen forhandling for at stryge disse terrorister med håret.

Den politik risikerer, på længere sigt, føre til at disse organisationer samarbejder og angriber alle på en gang.

Det eneste rigtigt at gøre er tilintetgørelsen af disse militser, de end så være vest, øst eller nord for Israel.

Der er ikke her tale om at opfordre til folkemord, men om at tilintetgøre nynazistiske bevægelser som samler våben og missiler med det erklæret mål (de skjuler sig ikke engang og siger det direkte) at tilintetgøre Israel og det jødiske folk. Hvem vil acceptere sådanne naboer uden at gøre noget? Hvem vil forhandle med sådanne mennesker? HVAD kan der forhandles om?

Jeg frygter at Binyamin Netanyahu endnu en gang følger sine egne idéer og går på kompromis med en af disse militser. Endnu en gang frygter jeg, at vi går med til et eller andet aftale som hverken vil sikre sikkerheden af Israels beboere i Sydisrael eller i Gush Dan.

Med disse aftaler tillader Netanyahu at et par tusind militser ledet af middelalderlige dogmer og bevæbnet med masseødelæggelsesvåben tillader sig at bombardere det halve af Israel uden at risikere at blive tilintetgjort og de kan jævnligt paralysere landets grundlæggende aktiviteter.

Uanset hvad er der en våbenhvile i luften. Egypten presser på og endda truer Islamisk Jihads ledere for at nå det mål. Blot det, at Ziad Nakhala tager en rejse til Egypten (som han betragter som sine værste fjender i den arabiske verden) fortæller at hans terrorganisation er moden for en våbenhvile, så den skal nok ske snart.

Endnu et tegn der tyder på en snarlig våbenhvile er at missilangrebantal er steget gevældigt på det sidste. Det er så der kan gives illusion til beboerne og militserne at bevægelsen har fået “endnu en sejr mod den zioniste fjende”.

Siden tirsdag morgen kl. 05:00 indtil på skrivende tidspunkt, er ikke mindre end 505 missiler blevet fyret af mod Israel. Takket være Iron Dome og Davids Slynge, er der ingen døde på israelsk side men kun 68 sårede. Omkring 60 af dem lider af psykologisk chok eller er kommet til skade idet de flygtede for at beskytte sig.

Tsahal har angrebet militærmål og missilaffyringsramper, militærchefer, en søværnbase, våbendepoter og missil- og våbenfabrikker.

Disse angreb har dræbt 34 arabere hvoraf 90% er militser fra Islamisk Jihad og såret omkring 100 personer (med samme proportioner, altså ca. 90% militser).

Den sidste israelsk angreb jeg har hørt om er en militær operation i byen Deir al-Balah (i center af Gazastriben) som førte til seks døde og tolv sårede ifølge en af Hamas’ talsmænd.

For hvad den seneste missilangreb (den 48.), den sigtede byer, landsbyer og bebyggelser uden for Gazastriben.

Jeg vil gerne ende med at påpege, at der intet er politisk eller stigmatiserende i mit brug af ordet “terrorist”, det er den nøjagtige definition af det vi taler om: “bevæbnede individer der systematisk sigter efter civilister”. Jeg vil gerne opfordre alle til at bruge de korrekte definitioner: Bevæbnede folk der sigter efter civilister er hverken “militanter” eller “befrielsestropper” eller “modstandsbevægelse” men rent og skær terrorister. (Cyril Malka)