Gaza: Den berømte “løsning” som kræves af alle

(29/12-2023) – I folkemord og -overraskelsesangrebet den 7. oktober 2023, begik Hamas-terrorister og en stor skare af Gaza-borgere (såkaldte “civilister”) en massakre på civile af ufattelig grusomhed.

Hamas’ ledere har fra Qatar lovet en gentagelse af sådanne barbariske angreb igen og igen. De lagde ikke skjul på, at de vil gøre det igen og igen.

Hamas tilhører Det Muslimske Broderskabs internationale bevægelse, som går ind for universel underkastelse under islam gennem jihad af alle ikke-muslimer, frivilligt eller med magt, i etaper, men uden pusterum.

Det er Dar al Islam (Islams hus) i permanent kamp mod Dar el Harb (krigens hus, dvs. resten af verden).

En konflikt mellem civilisationer

Det er simpelthen et spørgsmål om at udslette den jødisk-kristne civilisation af retfærdighed og frihed (ethvert menneskes frie vilje og værdighed skabt “i Guds billede”) ved at underkaste en føjelig flok de totalitære diktater fra Allahs selvudråbte repræsentanter på jorden, som beriger sig selv med milliarder i Doha med europæiske penge. Sådan set betaler du for det også gennem din skattebillet.

Til dette formål bruger Det Muslimske Broderskab. både Takiya (den “lovlige løgn”, for at lulle og bedrage modstanderne, for Allahs ultimative ære) og den mest barbariske vold, som vi så i Israel den 7. oktober 2023, men også andre steder i verden, i Frankrig, i England, i Spanien, i Danmark, osv.

Ødelæggelsen af jødisk uafhængighed og suverænitet i Israel er et første skridt. Det er nedfældet i Hamas’ charter og er et nødvendigt skridt for jihad, fordi jøderne forsvarer deres uafhængighed og suverænitet og udgør en slags blokering, en lås, mod islams uendelige planetariske ekspansionisme.

En forsvarskrig, påtvunget Israel:

Staten Israel har derfor hjemkaldt sine reservister og indledt en hårdt tiltrængt kampagne for at udrydde denne store eksistentielle trussel mod den og dens borgere, samtidig med at den træffer forholdsregler for så vidt muligt at undgå civile tab.

Denne israelske militærkampagne har stået på i mere end 2 måneder med voldsomme kampe og tab på begge sider.

Tabene er heldigvis meget større for terroristerne end for Israel, der forsvarer sig selv.

Journalister fra hele verden, regeringer, FN osv. blev straks dybt bekymret over Gazas befolkning og beskyldte uretfærdigt Israel for at “massakrere civilbefolkningen”.

Hamas’ løgne

Hamas, som havde beskyldt Israel for at bombe et hospital med 500 sårede, løj som altid: Det var et Islamisk Jihad-projektil, der dræbte 10 mennesker.

De kendte propagandamedier (Politiken, Berlingske, DR, osv.) var hurtige til at videresende disse falske oplysninger.

De var dog knap så hurtige og knap så larmende da de trak i land igen.

På samme måde svarer tallene på 20.000 “civile” tab, som Hamas proklamerer, faktisk til 8.000 Hamas-krigere, nogle af dem meget unge (15 eller 16 år), der fejlagtigt regnes som “børn”, for at vende den godtroende verden mod Israel.

Det er værd at notere at en Kalashnikov brugt af en 15-årig dræber lige så godt som en Kalashnikov brugt af en 35-årig. Det centrale begreb her er ikke alderen på den der holder våbenet, men det, at han er bevæbnet.

Israel, styret af sine etiske værdier om respekt for livet, tager enhver mulig forholdsregler for at undgå civile tab, i denne krig. Der er blevet pålagt flere krav til det israelske hær end til nogen anden hær i verdenskrigenes historie.

Hamas afholder sig fra at afsløre det nøjagtige antal af sine tab af krigere, som alle automatisk bliver omtalte som “civile” i denne krig, der er påtvunget Israel.

Resultatet er enorme demonstrationer over hele verden og udløsning af uacceptabelt voldeligt anti-jødisk had, forårsaget af det dumme ekko af Hamas’ løgnagtige propaganda i de vestlige medier.

Journalister og kommentatorer fra hele verden, regeringer, FN osv. kræver våbenhvile og en “politisk løsning”.

Sjovt nok er der ikke blevet krævet det samme i Ukraine, i Yemen og andre steder i verden.

Den “Politiske Løsning”

Hvad kan den “politiske løsning” på denne konflikt være?

For at resumerer er konflikten mellem

1. den demokratiske stat Israel, som integrerer ikke-jødiske mindretal (kristne, muslimer, drusere osv.) i fuldkommen sikkerhed med streng ligestilling af rettigheder for et uafhængigt retsvæsen, der er enestående i Mellemøsten, på den ene side

og på den anden side:

2. Islamiske terrorbevægelser, der forfølger og fordriver kristne og deltager i fortsatte angreb på jøder. Dels er der angreb fra Hamas i mere end 17 år siden dens voldelige magtovertagelse mod Fatah, men også morderiske angreb finansieret af “Det Palæstinensiske Selvstyre” (Palestinian “authority”), som opstod efter Oslo-aftalerne, og som giver generøse livstidsbelønninger til morderne på jøder og deres familier?

Zionisme og palæstinensisme

Den nationale zionistiske bevægelse er et oprindeligt folks tilbagevenden mod land.

På den anden side havde der indtil 1967 og indtil den arabiske koalitions nederlag aldrig været tale om en “palæstinensisk nationalstat”.

Jordan besatte Judæa, Samaria og den østlige del af Jerusalem og Egypten besatte Gazastriben, uden at nogen palæstinensiske stat blev gennemført.

Selve ideen om en “palæstinensisk stat” er blot KGB’s opfindelse i 1967 for at overføre konflikten fra en militær dimension uden håb for araberne til terrorisme og pseudodiplomati.

Det er intet andet end et kunstigt begreb blottet for enhver reel legitimitet.

Og kan der være nogen legitimitet i en national stræben, der definitivt og uigenkaldeligt kun er baseret på sin nabos forsvinden, enten på en erklæret måde (Hamas, Islamisk Jihad…) eller på en lusket måde ved systematisk at støtte mordene på jøder (Det Palæstinensiske Selvstyre)?

Zionismen er på den anden side en legitim nationalisme, fordi den altid har accepteret ideen om en fredelig deling med sine naboer, en deling, der nu og definitivt er umulig med dødelige fjender af absolut umenneskelighed, fjender, der nu simpelthen skal holdes på størst mulig afstand så jøder er ude af fare.

Endelig bør det også bemærkes, at den “palæstinensiske” stat, den berømte “anden stat”, allerede eksisterer.

Ifølge San Remo-aftalen fra 1920 skulle hele den palæstinensiske mandatområde gives tilbage til jøderne, men pga af voldsomme protester fra araberne fjernede man 77% af dette område og man gav den til araberne.

Dette blev til Jordan med sin konge som blev sendt derud fra Den Arabiske Halvø, for at regere over 1.500.000 “palæstinensiske arabere” som nu befolkede den ørkenstat. En stat som kunne blive grøn som ørkenen i Negev i Israel hvis den befolkning var i stand til at gøre noget andet end at føre krig.

Tvangspræget palæstinensisme:

Uddrag fra Wikipedia (min oversættelse):

Den palæstinensiske politiker Awni Abd al-Hadi sagde i 1937: “Der findes ikke et sådant land som ‘Palæstina’.

‘Palæstina’ er et udtryk, som zionisterne opfandt.”

Philip Khuri Hitti, en arabisk historiker, såvel som mange arabiske personligheder som kong Hussein af Jordan, Hafez al-Assad, Saudi-Arabiens repræsentant i FN og repræsentant for Den Arabiske Højkomité ved De Forenede Nationer, erklærede i 1947, at “Palæstina” er en syrisk provins.

Nogle historikere anser palæstinensisk identitet for at være en opfindelse, opmuntret af arabiske stater i konflikt med Israel.

Journalisten Raphaël Delpard hævder, at begrebet “det palæstinensiske folk” blev opfundet af KGB i kølvandet på Seksdageskrigen (1967) for at det sovjetiske regime kunne bevare indflydelsen i Mellemøsten.”

Mange politikere fra hele verden råber op om en hurtig oprettelse af en “demokratisk og fredelig palæstinensisk stat”, som de mener er uundværlig.

Ingen vil kunne bilde mig ind at de ved udmærket, at det ville være en Judenrein-terrorstat, hvilket ville berøve den jødiske stat, der allerede er lille, enhver strategisk dybde, der ville gøre det muligt for den at overleve terrortruslen.

For palæstinensisme er i sidste ende kun et redskab, der er bestemt til at sikre, at jødisk uafhængighed i sidste ende forsvinder.

Palæstinensisme med dens uudtømmelige fortælling om offerrollen og ubarmhjertige støtte til et såkaldt “palæstinensisk” folk, “ofre for Israel,” blev meget hurtigt en slags religion.

Den blev brugt til at dæmonisere Israel som “palæstinensernes bøddel” og til at gøre det til syndebuk for al verdens elendighed.

Israel er denne syndebuk, der er skyldig i alt ondt og det er meget nyttig for de arabiske lande, for de korrupte og voldelige politiske og sociale systemer, for at aflede de frustrerede massers vrede mod den “zionistiske fjende”, som er universelt ansvarlig, selv for oversvømmelserne og oversvømmelserne i Medjerda i Tunesien!

Og ikke at glemme at det også er Israels skyld hvis “palæstinensiske” mænd slår deres hustruer ifølge FN.

Det kristne Europa som skammede sig over sin deltagelse på forskellige niveauer i forfølgelsen af jøderne gennem århundrederne og i folkemordet på Shoah er nu blevet lettet over fejlagtigt at kunne hævde, at Israel praktiserer et påstået “folkemord” på palæstinenserne og nu kan Europæerne nazificerede jøderne for at lindre deres dårlige samvittighed.

Ved et bedragerisk kunstgreb blev Israel og jøderne de “virkelige syndere”.

Den angiveligt progressive venstrefløj er også lidenskabeligt palæstinensisk.

Et bæredygtigt, velstående og kreativt Israel, der forbliver fast forankret i sin årtusinder gamle identitet, historie, kultur og spiritualitet, er et “meget dårligt eksempel” og en uoverstigelig hindring også for dystopisk, transhumanistisk, woke og elitær globalisme, der hævder at erobre og standardisere planeten på en ren tavle.

Palæstinensisme passer derfor alle, og alle bidrager til den, med utallige FN-resolutioner til støtte for den “palæstinensiske sag”, massive og vedvarende fonde, uophørlige og falske fordømmelser af Israel, der angiveligt er skyldig i “racisme”, “folkemord”, “apartheid”, “etnisk udrensning” osv.

Når det i virkeligheden er de arabiske lande, der virkelig er skyldige i “racisme”, “folkemord”, “apartheid”, “etnisk udrensning” osv. mod jøderne, de kristne, og endda mod de muslimer som ikke er af samme retning som dem.

Befolkninger instrumentaliseret til had og konflikt

Det absolutte og presserende behov for en “palæstinensisk stat”, en terror- og Judenrein-stat, blev en verdensomspændende besættelse.

De arabiske befolkninger i Judæa, Samaria og Gaza blev hjulpet og støttet økonomisk for at fremprovokere en befolkningseksplosion.

Den befolkning blev og bliver stadig opdraget og programmeret med anti-jødisk had undervist fra barndommen. Det kan man se i store familier, og aktivitet fokuseret næsten udelukkende på træning og forberedelse til terrorisme til jihad, til mord på jøder, til martyrium, for Paradisets skyld og for Allahs større ære.

… Og alle synes det er helt fint?

Umiddelbart efter den barbariske massakre den 7. oktober, og som belønning for begåelsen af disse grusomheder, har EU tredoblet sin støtte til “palæstinenserne”, en støtte, der blandt andet vedrører produktion af lærebøger, der underviser børn i had til jøder og Israel i UNRWA’s skoler.

Her bliver liget af en israelsk kvindet taget som “gidsel” og ført ind i Gaza den 7. oktober. Husk at disse er “stakkels civile palæstinensere” . Husk også at “stakkels civile palæstinensere” deltog i plyndringen og massakren selvsamme 07/10.

Klik her hvis du ikke kan se eller downloade videoen.

Allerede i 2004 afviste Det Socialistiske Parti efter anmodning fra Chris Patten, François Zimeray, fordi han havde anmodet om, at kontoret for bekæmpelse af økonomiske kriminalitet inspicerede europæisk bistand til Palæstina og skolebøger, der underviste i had og mord på jøder.

Den nuværende krig, indledt af det uhyrlige angreb den 7. oktober 2023, var at forvente som en uundgåelig konsekvens af denne eksplosive koncentration af fjendtlige befolkninger som er vedligeholdt og finansieret af omverdenen.

De er et unikt tilfælde i historien. De er i en situation af evige flygtninge, generation efter generation, og programmerede af islamo-supremacistiske, hadefulde og fanatiske ideologer og de står ved selve Israels porte.

Kan nogen ved sin fulde fem forestille sig, at hvis de lykkedes dem at tilintetgøre Israel, så vil de lade det stå ved det? Kan ingen virkelig se, at så står Vesten næste på listen?

Løsningen for fred

Alle kommentatorer er hurtige til at stille spørgsmålet om, hvad der kommer næste: hvad med efter krigen? Hvad vil der ske med Gaza?

Hvornår vil den hårdt tiltrængte “tostatsløsning” blive indført?

Premierminister Netanyahu har med rette forklaret, at Gazastriben under alle omstændigheder ikke længere bør kontrolleres af hverken den folkemorderiske terrorist Hamas eller det ligeledes terroristiske Palæstinensiske Selvstyre, fordi det systematisk støtter mordene på jødiske civile.

For at garantere de israelske borgeres sikkerhed er det derfor bydende nødvendigt, én gang for alle at fjerne de “islamisk-palæstinensiske” bevægelser og ideologier, som i bund og grund er antisemiter og kriminelle, og sætte dem ud af spillet. Det er deres grundlæggende doktrin.

Overbefolkningen i Gaza og Judæa og Samaria har takket være generøse internationale financieringer ført til en befolkningseksplosion og skabt en situation med bevidste spændinger, som så mange uhelbredelige antisemitter rundt om i verden følger med stædig perversitet.

Dette skal bringes til ophør en gang for alle.

Jøderne havde altid naivt foreslået deling og fredeligt naboskab. Husk at det hver gang har været araberne som svarede nej til alle delingsforslag.

Den utopi er nu uigenkaldeligt umuligt efter 7. oktober 2023.

Der kan ikke være tale om en tostatsløsning.

Ved at trække sig helt ud af Gazastriben i 2005 havde Israel naivt ønsket at lade muslimer organisere sig frit. De kunne have bygget noget på det stykke land og opført sig i princippet som gode fredelige naboer.

Men næh! Ikke tale om.

Dette har resulteret i oprettelsen af en terroristisk og pogromistisk fæstning med total fjendtlighed, hvor had til jøder praktisk talt er den eneste lære, der gives til denne hær af unge, det hele takket være europæiske midler.

Da denne muslimsk befolkning ikke kan leve i fred side om side med jøderne eller hos jøderne, må de fjernes til et sted inden for den enorme “palæstinensiske” verden.

Der har før været mange massive bevægelser af mennesker i historien, i millionvis, for at afslutte konflikter, hvad enten det er i Europa, Indien eller andre steder, og nu har vi mulighed for at gennemføre en af dem for en reel fredsløsning.

Der er 22 arabiske lande. Der er 57 muslimske lande i verden, som bør byde disse befolkninger velkommen og tilbyde dem en anden aktivitet end tvangsmord på jøder.

De burde kunne tilbyde dem en sundere og mindre farlig aktivitet.

Internationale financieringer må nu anvendes til udvandring af to millioner af disse dødelige fjender af jøderne og deres bosættelse til andre horisonter, for deres eget bedste og for verdensfredens skyld.

Fordi verdensfreden begynder med freden i Israel. (Cyril Malka)