(24/10-2023) – Jeg hører jævnligt folk stille spørgsmålet: Vil det, der sker i Mellemøsten lige nu, starte 3. verdenskrig?
Amerikanerne, russerne, iranerne, kineserne, Europa – alle placerer deres tropper i regionen. Er en 3. verdenskrig ved at blive forberedt?
Det korte svar på dette spørgsmål er nej.
Det lange svar er, at jeg har det samme indtryk af den tredje verdenskrig, som jeg har af verdens ende, lovet af miljøforkæmpere. Siden jeg var barn, har jeg hørt om verdens undergang. Der ville ikke være nok at spise til alle. I 1990 skulle vi alle dø af sult.
Logisk set burde vi også have haft sur regn, som kunne ødelægge al maden i verden. Der var problemet med ozonlaget og smeltningen af isen på Nordpolen, som logisk set burde have begravet os under flere centimeter vand. En god del af Danmark skulle være forsvundet under vand i 2000 eller 2002. Sådan er det stadig ikke.
Og i dag er det kulilte, der absolut ikke udgør nogen fare, men som får staterne til at finde flere metoder til at pålægge os nye skatter.
Tredje verdenskrig er lidt det samme.
I starten var det atomkrigen, der skræmte os. Det var også tilfældet, da Ronald Reagan blev præsident.
Alle medier talte om 3. verdenskrig. Der var atomoprustningen mellem USA og Sovjetunionen under den sidste fase af den kolde krig i 1980’erne.
Også dengang var vi bange for en 3. verdenskrig.
I sidste ende bragte Reagan Glasnost med Gorbatjov. Og i stedet for en 3. verdenskrig blev Sovjetunionen demonteret, og Berlinmuren faldt.
Da Donald Trump blev præsident, nok en gang, så var 3. verdenskrig også nær.
Men den kom ikke. Donald Trump var den eneste amerikanske præsident, der ikke startede en eneste konflikt, men som på den anden side har skabt flere fredsaftaler mellem De Forenede Arabiske Emirater og Israel, Bahrain og Israel, Marokko og Israel …
Og det er altså heller ikke denne gang, vi skal opleve den tredje verdenskrig.
Situationen er nemlig ikke så brandfarlig, som man skulle tro.
Først er der Iran
Iran vil gerne bruge denne konflikt til at angribe Israel, men de har ikke de våben, der er i stand til at ramme Israel på denne afstand.
De er tvunget til at transportere deres tropper gennem Irak og Syrien, før de kan komme nær grænsen. Israel forhindrer alle iranske troppers ankomst.
Desuden, hvis Iran skulle være i stand til at slå Israel med blot én soldat, ville konsekvenserne være forfærdelige for dem.
Fordi hvis Iran ikke kan ramme Israel på denne afstand, er det modsatte fuldt ud muligt.
Den stealth F-35, der er specielt bygget til Israel med yderligere brændstofreservetanke, kan ramme Teheran uden problemer og det, før de iranske præster kan nå at sige “ved profetens skæg!”
Og da der er god chance for, at israelerne kender helt ud til farven på Khameneis toiletpapir, (og han ved de ved!), vil de være forsigtige og undgå en direkt konflikt.
Men Iran ønsker ikke at stå passivt tilbage, så de ønsker at bruge deres stedfortrædere, herunder Hezbollah samt deres tropper i Yemen (Hutiene), til at føre deres krig.
Hezbollah har mellem 150.000 og 160.000 missiler rettet mod Israel (når vi kommer til det antal, så er 10.000 missiler fra eller til en detalje).
Hvis de skulle affyre dem mod Israel, ville de have gjort det nu.
Hezbollah har ikke gjort det indtil videre, så det vil de nok heller ikke.
Der er flere grunde til dette.
Den første grund er, at Libanon stadig er et ødelagt land. Det har endnu ikke kommet sig over krigen i 2006 mellem Hezbollah og Israel. Libanon er stadig ikke genopbygget og ville ikke være i stand til at udholde endnu en krig.
Hezbollah ved godt, at Israel har kendskab til de steder, hvor de fleste af deres affyringsramper er placeret.
Udover total ødelæggelse af Libanon ville deres missiler højst sandsynligt ikke kunne affyres. De få, der bliver affyret, vil blive stoppet af Davids Slynge, Israels anti-interkontinental-missilsystem.
Hezbollah er blevet aktiveret af Teheran, men de går ikke aktivt ind i krigen, især fordi det ikke ville være fordelagtigt at alliere sig med Hamas efter det, de gjorde den 7. oktober.
De nøjes derfor med at udføre mortérangreb og fyre nogle kortdistancemissiler af, men de anvender ikke deres avancerede våben. Risikoen for at tabe krigen og blive stigmatiseret er for stor.
Men de har ikke råd til bare at stå stille. Derfor disse angreb ved den nordlige grænse.
Hvad med Kina og Rusland?
Kina og Rusland viser tænder, men Rusland har ikke længere nogen tænder.
Rusland er allerede godt involveret i Ukraine. Rusland er udmattet og har simpelthen ikke styrken til at intervenere i Mellemøsten. De kan ikke gøre noget.
Hvis de prøver, vil de hurtigt blive ydmyget. De er allerede tilstrækkeligt ydmyget af, hvad der foregår i Ukraine. De ønsker ikke at føje spot til skade.
Men de føler sig forpligtet til at markere deres territorium og yde deres “støtte” for ikke at blive overhalet af USA og Vesten.
Kina har ikke lyst til at intervenere i Mellemøsten.
For det første er Kina ikke interesseret i at blande sig i Mellemøsten. Kina bryder sig ikke om arabere. De har intet andet end foragt for muslimer og er ikke interesseret i at hjælpe dem. Kina udfører etnisk udrensning og massakrerer muslimske arabere på sit eget territorium. De er ikke interesseret.
Men da de forsøger at udvide deres globale tilstedeværelse, har de allerede gjort flere træk i Afrika. De forsøger også at få indflydelse i Mellemøsten for at få en vis relevans.
Så de viser tænder, de vil måske give en smule hjælp, hvis det ikke er for farligt, men de går ikke i konflikt og fyrer ikke op under situationen.
Dog vil de gerne signalere deres tilstedeværelse og vise sig som en international spiller.
Amerikanerne, og vesterlændingene generelt, har flere tropper stationeret i Mellemøsten.
Det er et klart signal til Rusland, Kina og Teheran om, at hvis de så meget som løfter et øjenbryn, vil det ikke kun være den israelske hær, der tager affære, men den amerikanske hær vil også stå ved deres side. Vesten risikerer også at komme i spil og samarbejde med Israel.
Så en tredje verdenskrig er ikke på brættet lige nu. Vesten står for stærkt dér og der er ikke noget at vinde hverken for Rusland, Kina eller Iran for den sags skyld. Det forekommer mig usandsynligt, at situationen vil blive mere ophedet, end den allerede er (selv om den allerede er ret kompliceret). (Cyril Malka)
