Og hvis …

(20/06-2023) – Jo mere jeg studerer regionens historie, og mere jeg tænker over den, jo mere kommer jeg til denne slutning: Alt er blevet gjort, internationalt, så løftet “om et jødisk nationalt hjem på dets oprindelsesland” bliver holdt men at alt blev også gjort for at dette jødiske nationalhjem, frit og uafhængigt, skulle blive begrænset og især at det ikke skulle overleve.

Ja, det var ikke forventet at det vil holde …

Dette faktum forklarer flertallet af det internationale samfunds holdning til Israel.

Ganske vist var der efter Anden Verdenskrig og Shoa’ens rædsel i en periode en bølge af sympati for Israel, men hurtigt genvandt flertallet af det internationale samfund sin antipati over for jøderne og Israel og deraf dets ønske at begrænse Israel ved at dele det op.

I 1920, under San Remo-konferencen (udstykkelsen af Det Osmanniske Rige), omdefinerede de allierede grænserne for Syrien Palæstina-provinsen og opdelte den i to mandater:

• Et mandat om “Levanten” (Syrien og Libanon) til franskmændene: Folkeforbundet betroede også Frankrig missionen med at skabe to stater i Levanten; en kristen og en shiitisk araber (kurderne var der ikke nogen der tænkte på).
• Et mandat om “Palæstina” (territorium beliggende 77 % øst for Jordan) til briterne: Folkeforbundet betroede også Storbritannien missionen med at hjælpe jøderne med at “genoprette deres nationale hjem i deres oprindelsesland” i Palæstina.

Allerede før vilkårene for det britiske mandat om “Palæstina” af 24. april 1920 blev bekræftet af Folkeforbundets Råd den 24. juli 1922 og trådte i kraft i september 1923, udgav briterne en “Hvidbog om Palæstina”, i juni 1922 under henvisning til mandatets artikel 25.

Denne hvidbog begrænsede det område, der var beregnet til det jødiske hjem, sat betingelser for jødisk immigration og gav emiren Abdullah kontrol over landene øst for Jordan.

Det er begyndelsen på den første deling af Palæstina med Folkeforbundets tavse godkendelse.
I “White Book” fra 1922 blev tre hovedpunkter drøftede:

• For det første gentog den engelske regering sin hensigt om at anvende Balfour-erklæringen, men meddelte, at det “jødiske nationale hjem” ikke ville strække sig til alle de områder, som nævnte erklæring omhandler.
• For det andet ville mængden af jøder, der får lov til at komme ind i Eretz Israel, være begrænset, for ikke at “skade den lokale arabiske økonomi”.
• Endelig ville hele territoriet øst for Jordan ikke længere være berørt af Balfour-erklæringen, og det ville blive et arabisk kongerige, hvor enhver jødisk tilstedeværelse ville være forbudt.

Således ville 77% af “obligatorisk Palæstina” blive adskilt fra resten for at skabe et arabisk kongerige: Transjordan.

Fra september 1922 administrerede Storbritannien den del vest for Jordan som Palæstina, og den del øst for Jordan som Transjordan.

Teknisk og juridisk forblev det et enkelt mandat, “det mandatoriske Palæstina”, men de fleste officielle dokumenter refererede til disse to enheder, som om de var to separate mandater.

Så fra 1922 var det mandatoriske Palæstina allerede opdelt i to dele: Det “jødiske Palæstina” vest for Jordan (af Juda, Samaria og Galilæa) og det “hashemitiske Emirat Transjordanien” mod øst (eller Transjordan, det fremtidige Jordan).

Den 15. maj 1923 opnåede Transjordan en ny grad af uafhængighed, med Abdullah, tredje søn af Hussein bin Ali, som suveræn og Sir John Philby som repræsentant for den britiske regering.

I det palæstinensiske “jødiske hjemland” får araberne lov til at bo og til at leve, mens øst for Jordan i det palæstinensiske jødiske hjemland er jødisk tilstedeværelse forbudt, og dette med Folkeforbundets tavse godkendelse.

Bemærk at det stadig er holdningen i dag: Araberne bor og lever i Israel på samme plan som Jøder, men ingen Jøde kan leve i “palæstinensiske” byer eller i Gaza. Og ingen protesterer over det.

Tilbage til 1923.

Samtidig med Transjordan ny grad af uafhængighed fandt en anden deling af det obligatoriske Palæstina sted: Golan af “Vestens Palæstina” bliver givet af briterne til Syrien som er under fransk mandat.

Det er vigtigt at huske at det, briterne gjorde var bundulovligt og totalt imod forpligtelserne i deres mandat, der forbød dem at afstå det mindste jordstykke, der var inkluderet i dette mandat til en fremmed magt. Dette skete igen, med Folkeforbundets tavse godkendelse.

Mellem 1928 og 1946 førte en række anglo-transjordanske traktater til Transjordanis næsten fuldstændige uafhængighed.

Dette blev pudsigt nok ikke gjort vest for Jordan, der stadig blev styret som en ægte britisk koloni, altid med godkendelses-tavshed fra Folkeforbundet.

I 1937 oprettede briterne Peel Commission: Kommissionen konkluderer, at mandatet er blevet uigennemførligt, og anbefalede deling af det vestlige Palæstina til en arabisk stat knyttet til Transjordanien, en lille jødisk stat og en neutral zone i Jerusalem.

Denne plan forudsatte, at den jødiske stat betalte et årligt tilskud til den arabiske stat og absorberer halvdelen af den arabiske stat for at løse det forventede årlige budgetunderskud i denne arabiske stat og reduktionen af offentlige tjenester på grund af tabet af skatter fra den jødiske stat.

Jeps. Det er korrekt: Den jødiske stat, der skulle fødes, skulle betale en skat til den arabiske stat for at eksistere og bære halvdelen af den arabiske stats årlige underskud.

Med fremkomsten af begyndelsen af Anden Verdenskrig blev den britiske politik i regionen påvirket af ønsket om at vinde støtte fra den arabiske verden, som allerede dengang var ret pro-nazistisk: Macdonalds hvidbog fra maj 1939 erklærede, at det “ikke længere var en del af den britiske regerings politik, at Palæstina eller nogen del af Palæstina skulle blive en jødisk stat”.

Men for en gangs skyld siden 1922 brød Folkeforbundskommissionen sin tavshed og erklærede, at hvidbogen fra 1939 var i modstrid med mandatets betingelser, som den blev præsenteret i fortiden og derfor ikke var gældende. Den jødiske stat i det obligatoriske Palæstina i vest forblev derfor aktuelt.

Udbruddet af Anden Verdenskrig suspenderede yderligere overvejelser.

Efter Anden Verdenskrig, i august 1945, opfordrede præsident Truman til optagelse af 100.000 Shoah-overlevende til “Vestpalæstina”, men briterne fastholdt grænserne for jødisk immigration i overensstemmelse med hvidbogen fra 1939, som var blevet erklæret uanvendelig af Folkeforbundet.

Den 22. marts 1946 forhandlede Abdullah en ny traktat med den britiske regering, der afsluttede det britiske mandat og vandt fuld uafhængighed for Transjordan: Transjordans uafhængighed blev anerkendt den 18. april 1946 af Folkeforbundet under det sidste møde i denne organisation.

På denne dato er Transjordan, som repræsenterer 77% af det oprindelige territorium, forbudt for jøder, ikke længere en del af “mandatorisk Palæstina”, der kun repræsenterer 23% af det oprindelige territorium fra 1922.

Den 29. november 1947 vedtog De Forenede Nationers Generalforsamling, der tog den britiske hvidbog fra 1939, som var blevet erklæret uanvendelig af Folkeforbundet, “Vestpalæstina”-planen som “resolution 181”. Det er den tredje opdeling. af Palæstina.

Ligesom i 1939 anbefalede resolutionen fra 1947 oprettelsen af uafhængige stater på territoriet “Vestens Palæstina”, et arabisk og et jødisk og et særligt internationalt regime for byerne Jerusalem og Betlehem.

Det vestlige Palæstina, der oprindeligt var planlagt til at etablere det jødiske nationale hjem, der kun omfatter 21% af det mandatoriske Palæstinas generelle territorium (77% givet til Transjordanien og 2% af Golan givet til Syrien), bliver derfor for tredje gang delt til fordel for araberne:

• 1% placeret i den internationale zone (hvilket forhindrer jøderne i at gøre Jerusalem til deres hovedstad, hvilket fratager dem deres historiske hovedstads territorium).
• 10% for en arabisk stat Palæstina, som til sidst er bestemt til at fusionere med Transjordanien for at danne en enkelt stor arabisk stat.
• 10% for en jødisk stat skåret i tre dele af den arabiske stat (se 1947-delingskortet).

Det var derfor ikke forventet af det internationale samfunds politikere på det tidspunkt, at denne lille jødiske stat skåret i tre stykker af en arabisk stat som på sigt skulle fusionere med Transjordanien, ville være levedygtig og overleve længe.

Umiddelbart efter generalforsamlingens vedtagelse af resolutionen udbrød der en borgerkrig på initiativ af araberne i “det vestlige Palæstina”, som angreb jøderne fra alle sider, og planen kunne ikke gennemføres.

Borgerkrigen blev fulgt op af proklamationen af den jødiske stats uafhængighed i 1948, og fulgt op af krigserklæringen fra de 5 arabiske nabolande.

Intet blev virkelig gjort af den helt nye organisation, FN, for at forhindre dette.

Ja, det internationale samfund var virkelig sikker på, at denne lille jødiske stat ikke ville overleve, og personligt tror jeg, at alt er blevet gjort for at det ikke kunne overleve. Alt blev gjort for at det ikke kunne være levedygtig.

Ikke bare har det nye stat overlevet, men som en bonus har det besejret den magtfulde militærkoalition af sine fjender!

Og ser man på sagerne i dag, kan vi konstatere at intet har ændret sig.

Mens den “palæstinensiske arabiske stat, fuldstændig fri og uafhængig”, allerede eksisterer, med internationale grænser og uden nogen israelsk eller jødisk tilstedeværelse siden 1946 i Jordan og siden 2006 i Gaza, fortsætter det internationale, politiske og mediesamfund at tale om en “tostatsløsning”.

Og den “tostatsløsning” ville i virkeligheden være en fire-statsløsning: Tre arabiske stater (en palæstinensisk-jordaner + en palæstinensisk-Hamas + en palæstinensisk-Fatah og en jøde).

De søger stadig at reducere det jødiske nationale hjem territorialt, søger altid at skære det i to, forsøger stadig at gøre den mindre levedygtig og svagere og søger altid at fratage den sin historiske hovedstad ved at ville skære den i to.

For at nå dette mål benytter man sig af de laveste slag godt støttet af medierne som ikke skyer nogle midler for at nå deres nynazistisk mål. (Cyril Malka)