(13/04-2021) – Uafhængighedsdag (hebraisk: יום העצמאות Yom Ha’atzmaut, lit. “Uafhængighedsdag”) er Israels nationale dag til minde om den israelske uafhængighedserklæring i 1948.

Fordi Israel erklærede uafhængighed den 14. maj 1948, hvilket svarede til den hebraiske dato 5 Iyar det år, bliver Yom Ha’atzmaut fejret på denne dato af den hebraiske kalender.

I år (2021) vil Israels uafhængighedsdag derfor finde sted fra solnedgang til solnedgang, den 14.-15. April. Israel vil så fejre sin 73. års uafhængighed.

I forbindelse med denne dag synger vi naturligvis Israels nationalsang: Hatikva (håbet). Og i denne anledning har jeg samlet her lidt historie om denne smukke sang.

Teksten

Teksten er er skrevet af en noget bohemsisk digter, Nephtali Herz Imber, født i 1856 i det østrig-ungarske Galicien, i hjertet af “Hassidland”. Vidunderbarn, men ustyrlig, forlader den unge Imber sin familie i en alder af 15 år for at foretage en rejse mod øst, som fører ham til Palæstina.

Dér bliver han påvirket af de første sionister som er vendt tilbage til deres rødder og han mente at jøderne skulle lave deres Aliya (tilbagevenden til Israel), for det jødiske folk skulle ikke forblive i eksil fra sit jord.

Han skrev det i en digt som han kaldte “Tikvatenu” (vore håb).

I 1887, Samuel Cohen, en jødisk immigrant fra Moldavia, tilføjede melodien fra en moldovisk sang, ændrede digtens titel til Hatikva (håbet) beholdte kun de to første strofer som han byttede om på for at give den mere logik og sangen blev en slags hymn for yishuvimene (fælles gård).

Fra den femte jødiske kongres begyndte kongresmedlemmer at synge den. Theodor Herzl, som var zionismens fader var ikke vild med den sang. Han havde ikke tænkt på at der skulle være en nationalsang eller så noget for bevægelsen og desuden foretrak han noget mindre vemodigt. Mere “Marseillaise-agtigt”.

Ikke desto mindre så blev det den sang som blev sunget af alle da Israel endeligt blev erklæret fri for besættelsen i 1948.

Noget som få ved og tænker på: Vi skulle vente helt til 2004 og en lov, der er foreslået af den drusiske politiker (Likud) Ayub Kara, før Hatikva officielt blev salmen for staten Israel.

Næsten et århundrede efter Naftali Imbers død, der døde i 1909 i New York. Hans rester blev overført til Israel i 1953.

Musikken

Der er blevet sagt en masse vrøvl om musikken. Deriblandt at det skulle være fra Moldau af Smetana.

Selv om det er rigtigt at man kan genkende enkelte toner, så er melodien i virkeligheden meget ældre.

Man skal helt til renæssancens tid, i 1645 for at være præcis for at finde inspirationen til melodien.

Melodien er inspireret af dansen La Mantovana af Gasparo Zanetti.

Du kan høre den her: https://youtu.be/KK1Im3cvpz8

Her kan du høre Hatikva, sunget på hebraisk af Enrico Macias. Du kan følge med teksten både på hebraisk, fonetisk og oversat til engelsk.

Sjovt nok, selv om jeg har hørt den sang hundreder af gange, bliver jeg altid rørt.

Ordet “Zion” er synonymt med Israel og Jerusalem.

Ordene “Vores håb er ikke død” er hentet fra et afsnit fra profeten Ezekiel: “Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!” (Ez 37:11). (Cyril Malka)

>
Scroll til toppen