For 26 år siden

(01/11-2020) – I dag for 26 år siden skete der noget få israelere nogensinde vil glemme. Og noget man sjældent taler om i medierne.

Der skete et attentat i en bus midt i Tel-Aviv, i Dizengoff-gade, som er den gade man kunne sammenligne med Champs-Elysées i Paris eller Strøget i København (med denne forskel at det ikke er en gågade).

Når der er attentater i Israel, bliver disse sjældne omtalte i europæiske medier medmindre terroristen bliver dræbt. I så fald bliver det titlet med noget som “Palæstinenser skudt i Jerusalem”, og man skal langt i teksten for at finde ud af hvad der skete.

Når en attentat som den for 26 år siden sker i Israel, så kan man læse noget som “Bus eksploderer i Tel-Aviv”… Som om israelske busser havde det med at sprænge i luften af sig selv.

Her er en vidnesbyrdet fra nogen jeg kender og som var fem år gammel da det skete (Cyril Malka):

I dag for 26 år siden var en af ​​de dage, jeg aldrig vil glemme.

Denne dag, kl. 09:00 eksploderede en selvmordsbomber sig selv i en bus fuld af mennesker på Dizengoff-gade i Tel Aviv.

22 mennesker blev myrdet under det terrorangreb. Dengang var jeg 5 år gammel. Jeg var på Gabrieli skole og var ankommet et par busser før for 14 minutter siden.

Jeg husker eksplosionen, der rystede klassevinduer og snesevis af sirener.

Allerede som børn lærte vi at identificere situationen, og vi flygtede lige fra skolen mod Dizengoff-gade.

Vi ankom sammen med sikkerhedsstyrkerne og så et billede, der aldrig vil forlade os: snesevis af ødelagte kropsdele, spredt til ti-femten meter omkring bussen, politibetjente, der gik rundt og græd af chokket og ikke vidste, hvad de skulle gøre, og hvordan de skulle få hundreder af nysgerrige væk.

Røg var overalt i området, og lugten af ​​krudt blandede sig med lugten shawarma, der var i nærheden. Dette vil aldrig forlade min hukommelse.

Jeg stod der i lange minutter fængslet i denne surrealistiske oplevelse, indtil de fik os væk.

Jeg husker, at jeg gik tilbage til skolen uden at forstå, hvad vi så. Dagen efter gik vi til en Dizengoff-gade, der var blevet til en spøgelsesgade. Alle træerne var blevet trimmet for at få kropsdelene af dem.

Hver gang jeg ser linje 5, jeg kan høre gråd, jeg kan se blod og lugte ting der aldrig vil forlade mig.

Det mest utroligt er at to år senere jeg kom i nøjagtigt samme situation hundrede meter længere væk i et terrorangreb på selve Dizengoff Center.

Trist … Tel Aviv er en by, der har lidt så meget terror og blod og død og stadig med så kort hukommelse …

Vi, børn af den såkaldte “fredsplan”, Oslos akkord glemmer ikke og tilgiver ikke.

Må mindet efter ofrene være velsignet.