(30/08-2020) – Det korte svar til dette spørgsmål er: Nej! Det er aldrig sket. Snarere tværtimod: De blev bedt om ikke at tage fat i våbnene og blive. Og til gengæld blev jøderne smidt ud af de arabiske lande de havde boet i i generationer undtagen i de lande der stadig var under fransk styre (Algeriet, Marokko, Tunesien), dér blev jøderne først smidt ud da Frankrig trak sig ud.
Men lad os se fakta og historien. Hvad siger historien?
Historien er faktisk forholdsvis enkelt: I 1947 tilbyder FN en deling af landet mellem jøder og arabere.
Som man kan se på kortet, var det jødiske land skåret i tre stykker og de stumper som blev tildelt jøderne var meget mindre end hvad der blev lovet dem i Balfour-erklæringen af 1917 og i San Remo konference i 1922.
Araberne siger nej til dette plan (plan som de lige pludseligt i øvrigt gerne så implementeret i dag).
Den 15. maj 1948 bliver staten af Israel anerkendt og som bekendt angriber fem arabiske lande (Egypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak) den nye udklækket stat med den erklæret mål at begå den største massakre nogensinde.
Azzam Pasha, som var generalsekretær af den arabiske liga udtalte lige præcis: “Dette vil blive en udryddelseskrig og den vil være en enorm massakre som man vil tale om lige så meget som man taler om mongolernes massakre og korstogene”
Der blev krævet af de arabere som boede i Israel at de skulle forlade stedet fordi “vi vil udrydde alt, hvad der lever. I vil kunne komme hjem om en uge eller to, når vi har ryddet det hele op.”
Du kan se, som bevis, følgende videoer:
En araber fortæller at de har modtaget ordre om at forlade stedet i 1948, ellers ville de blive betragtede som forrædere:
En araber fortæller at det jordanske hær gav dem ordre om at forlade stedet og sagde til ham at de ville kunne komme tilbage “om to timer”:
Samme ting: “I kan komme hjem igen om en til to uger.”:
Som en flytning fortæller her: “Jøderne sendte en mediator til os. En mand vi kendte og som kendte os. Han gav os to valg: Det første valg var at vi gav vores våben, blev på vores land og levede som vi altid havde levet. Det andet valg var at vi forlod stedet og beholdt vores våben. Hvis I ikke vil gå, hvis I vil blive, forbered jer til kamp.”:
De arabere som afleverede deres våben, blev i Israel og levede i fred, lever stadig væk i Israel, stadig i fred (de og deres familier og efterkommere), de har de samme rettigheder og de samme pligter som alle andre israelere undtagen pligt til at gå i hæren (det er frivilligt om de vil eller ej).
De studerer i de samme universiteter, spiser i de samme restauranter, tager de samme busser og tog, har deres egen parti i Knesset (det israelske parlament), parti som ikke generer sig for at fornærme Israel og åbenlyst støtte terrorisme og taler for Israels tilintetgørelse og de har endda en dommer i den “supreme court”, som er Israels højeste retsinstans.
Hvis dét er apartheid, så laver jøderne et meget dårligt stykke arbejde!
Altså, for at resumere: Nej, jøderne har ikke smidt araberne ud op til 1948-konflikten. De daværende arabiske ledere har ansvaret for det. (Cyril Malka)
