EU og hermed også Danmark skærper tonen ifm. annektering af de israelske bosættelser i Judæa-Samarie da de betragter det som et “alvorligt brud af international ret.”

Der er ligefrem tale om “konsekvenser”, hvis Israel anekterer disse territorier.

“EU” glemmer blot en vigtig ting, og det er at de omstridte territorier (og altså ikke “besatte territorier”) er en juridisk hovedpine for alle, også for Israel.

Sagen er, at siden slutningen af den britiske mandat i Palæstina og siden araberne forkastede partitionplanen i 1947 så er de omstridte territorier af Judæa-Samarie ikke under nogens suverænitet.

De blev taget af Jordan i krigen i 1948 og blev befriede af Israel i 1967 som svar til en arabisk angrebskrig.

Ifølge international ret må et land beholde de territorier det får fat i under et forsvarskrig, hvilket var tilfældet også i 1967 såkaldte “seksdageskrig”.

Israel måtte beholde disse territorier indtil en fredsaftale med Jordan hvor der kunne forhandles om dem (og Israel havde ingen pligt til at tilbagelevere dem).

Men i 1988, før at Jordan skulle skrive under på fredsaftalen med Israel, trak Jordan sit krav tilbage på disse områder.

Israel var så nu i besiddelse af territorier som modstanderen ikke krævede tilbage og som ingen havde krav på. Der eksisterede ingen suverænitet på disse territorier og de kunne derfor ikke leveres tilbage til nogen som helst.

Terror-organisation PLO, som udnævnte sig selv forsvarer af “det palæstinensiske folk” var naturligvis ingen stat, men blot en terror-organisation og den havde absolut ingen krav på nogen territorier.

Derudover, i 1988, befandt PLO’s hovedkontor i Tunis. Og PLO var ikke den fjende, Israel havde taget disse områder fra i 1967 og derfor kunne der ikke være tale om at give terrorganiationen disse landområder.

Ikke desto mindre er det det, Israel har forsøgt at gøre i 1993 med Oslo-aftalen: I et forsøg på at løse problemet har Israel begået den fejl at erkende terror-organisationen som en enhed med en mulighed for suverænitet med hvem der kan diskuteres.

Den såkaldte Oslo-aftale gik ud på at den nyskabte “PA” (Palestinian Authority) skulle være i stand til at administrere sine territorier i 2000 sammen med en fredsaftale, hvilket vil have ført til skabelsen af en “Palæstinensisk stat”.

Men, endnu en gang, førte disse forhandlinger ikke til fred: PLO startede den anden “intifada”, hvilket slagtede nok en gang fredsduen og, i de sidste 20 år, er hvert forsøg på en fredsaftale blevet dræbt i ægget af araberne.

Araberne vil gerne forhandle med Israel på betingelsen af at Israel accepterer alle deres krav uden undtagelse. Hvilket vil sige at der jo ikke er tale om nogen form for forhandlinger!

Og dette show har varet i 20 år.

Ved at true Israel med “konsekvenser” hvis områder bliver annekteret, spiller EU arabernes spil altimens den lader som om den er “objektiv” og “ønsker kun fred”.

Ved at true Israel, støtter EU arabernes krav der går på at holde fast på denne status quo, velvidende om at araberne vil aldrig bryde denne status quo og komme til forhandlingsbordet. De er ikke interesserede i forhandling. De er ikke interesserede i fred. De er interesseret i tilintetgørelsen af Mellemøstens eneste demokrati og verdens eneste jødisk stat.

EU og Danmark støtter de arabiske krav, som, for nogle af dem, underskriver tilintetgørelsen af Israel og åbner op for mulighed for en yderst voldelig civilkrig.

EUs valg er at true Israel hvis Israel prøver at løse denne konflikt. Det er klart og tydeligt en antisionistisk valg som forstærker konflikten og opfordrer til endnu flere antisemitiske angreb i Mellemøsten og i resten af verden.

Det, EU burde gøre er at stole på sin demokratisk allieret og støtte de realistiske og modige israelske beslutninger som kan ændre paradigmet. (Cyril Malka)

>
Scroll to Top