(23/06-2026) – Der er en del forvirring omkring den nye amerikansk-iranske aftale, hvor begge parter på skift fejrer den og beskylder hinanden for ikke at overholde den.
Lad os analysere lidt, hvad der sker, hvad det betyder og hvad det kan betyde på lang sigt.
Hvorfor virker aftalen så forvirrende?
Alle fejrede aftalen den ene dag, og dagen efter beskyldte Iran USA for ikke at overholde den, mens USA sagde det samme om Iran. Det ser ud som en stor virvar. Men faktisk er kaosset kun tilsyneladende. Ser man på det geopolitiske skakbræt, er forløbet både logisk og forudsigeligt.
Hvad var Trumps egentlige mål?
Trumps mål var ikke at hjælpe det iranske folk og heller ikke at hjælpe israelerne. Det handlede heller ikke om Epstein-filerne. Målet er det samme som det har været i årevis: at begrænse Kinas adgang til billig energi. Klemmer man Kina på energien, vil Kina makke ret.
Desværre, og ironisk nok endte det med, at det var Trump selv, der blev klemt.
Hvorfor gik planen i vasken?
Den første og ret indlysende årsag er, at Iran ikke er Venezuela.
Regimet er kold, kynisk og faktisk ret psykopatisk ligeglad.
Iran har ikke brug for et luftvåben, en flåde, infanteri eller luftforsvar, og det er ligeglad med, hvor mange der dør eller sulter.
Så længe lederne overlever i deres bunkere, kan man blive ved med at bombe uden effekt.
På deres side, er det nok med en granat spændt fast på en drone til 1.500 dollar og så kan Iran ramme et skib i Hormuzstrædet og lukke strædet.
Det kræver ingen flåde, ingen fly og yderst få midler.
Trump regnede med, at tre dages bombning ville få iranerne til hurtigt at kapitulere og indgå en aftale.
Det skete, som bekendt, ikke.
Hvilket pressionspunkt fik Iran?
Iran lukkede Hormuzstrædet.
Olien holdt op med at flyde, og dermed truede stigende benzinpriser i USA og faldende popularitet for Trump.
Faldende popularitet for præsterne også, men de er ligeglade. De er ikke valgt ind og de utilfredse bliver bare skudt. Sådan kan Trump ikke handle i et valgår.
Og det er aldrig helt lykkedes Trump at sælge krigen til den amerikanske befolkning. Især fordi han troede, det ville blive en let sejr og glemte forberedelsen.
Iran kan desuden, ud over Hormuzstrædet lægge pres på endnu en strategisk flaskehals: Bab-el-Mandeb-strædet, der fører til Suezkanalen, og dermed gøre situationen værre.
Hvad går aftalen i virkeligheden ud på?
Så… Hvad går den aftale egentligt ud på?
Det er ikke andet end et tilbagetog.
Iran har lukket Hormuzstrædet, så Trumps udspil er henvendt til Iran: genåbn strædet, så olien igen kan flyde til gavn for Israel, Golflandene og alle andre.
Til gengæld er der penge på bordet, Iran kan opkræve gebyrer som det passer dem, og de skal bare lade USA være.
Lad os gå tilbage til status quo.
Hvad betyder det for Israel?
Det er meget dårligt nyt for Israel.
Hvis aftalen bliver permanent, er Iran så godt som sikret en vej til atomvåben.
Når Trumps periode slutter, vil den næste præsident, sandsynligvis en demokrat, være mindre aggressiv (også selv om han er republikaner, i øvrigt), og Iran kan genstarte sit atomprogram i forvisning om, at ingen går i krig over det.
Det er dårligt nyt for Israel og for Golflandene, særligt Saudi-Arabien og Emiraterne.
Kan det hele være et bluffnummer?
Man kan ikke udelukke fuldstændigt, at det kan være en bluffnummer.
Vil man lulle iranerne i søvn, kan man iscenesætte en meget offentlig strid med sin partner, Israel, sælge striden hårdt og lade iranerne tro, at de har vundet.
På den måde kommer man gennem de næste måneder, gennem VM, gennem sommeren og, især, gennem midtvejsvalget, for derefter at lade helvede bryde løs, når valget ikke længere er et problem.
Men det giver kun mening, hvis hensigten er at udskifte regimet, og det kræver at man sender tropper. Det kan ikke gøres fra luften alene, hvilket vi netop har set.
Personligt tvivler jeg på, at Trump har viljen til at sende amerikanske soldater ind i Iran, især efter erfaringerne fra Irak, Afghanistan, osv..
Hvad er det mere sandsynlige scenarie?
Den mest sandsynligt nu, er at Trump justerer strategien og laver krigen om til en udmattelseskrig.
I stedet for en direkte krig mod Iran arbejder USA gennem Golflandene og Israel, på samme måde som man støtter Ukraine mod Rusland.
Det er en kombineret krig, der er økonomisk, men også indebærer sabotage, elektronisk krigsførelse, hacking og militære operationer.
Fordelen er, at hvis det går galt, er det Israel eller Golflandene, der står med ansvaret, og hvis det lykkes, kan USA klemme Kina uden mere politisk smerte og problemer hjemme.
Et tidligt skridt vil være en rørledning, der omgår både Hormuzstrædet og Suezkanalen, fra Saudi-Arabien til Israel og videre til Middelhavet og Europa.
Det vil også løse det tyrkiske problem og tvinge Tyrkiet, Israel, Saudi-Arabien, Emiraterne og Indien at samles om en fælles interesse i at skubbe Iran, Kina og Rusland til side gennem en ny økonomisk orden.
Om det er muligt eller ej, er en anden sag.
Er det godt eller skidt på den lange bane?
På kort sigt gør det ondt, men på lang sigt er det godt for USA, Israel og Golflandene.
Iran har spændt ben for sig selv ved at ødelægge mulighederne for samarbejde med Golflandene, der nu trækkes tættere på Abraham-aftalerne. Det var præcis det, Iran ville forhindre, og det er mislykkedes i meget høj grad.
Ja, Iran med alle de penge de får vil gå efter flere raketter og våben frem for til at løse landets økonomiske krise, inflation og vandmangel. Og på længere sigt kan det meget vel være, at folkets opstand vil lykkes.
Er krigen forbi?
Nej, ikke nødvendigvis.
Vi kan først betragte krigen som helt slut, når amerikanske styrker, militære aktiver og teknologi forlader Golfen.
Det er bestemt ikke tilfældet i øjeblikket og indtil videre er den amerikanske tilstedeværelse i regionen kun vokset, siden det hele begyndte.
Lad os nøjes med at dømme handlinger frem for ord, og så længe USA bygger militær styrke op i området, betyder det ganske engkel, at denne runde ikker er ovre endnu. (Cyril Malka)
