(04/06-2026) – Trump ønskede at finde en iransk pendant til venezuelaneren Delcy Rodriguez, altså en person der ville skabe et regimeskifte og adlyde hans ordrer. Det fandt han ikke.
Han håbede at regimet ville kollapse, regimet kollapsede ikke og er blot blevet et “Revolutionsgardets-regime”.
Han troede at regimet ville blive kvalt, og at en blokade af Hormuzstrædet ville føre til denne kvælning, det blev ikke tilfældet. Selv om jeg må indrømme, at jeg troede, at blokaden ville virke sådan.
Den iranske økonomi er ødelagt, men Revolutionsgarden er ligeglade: de skyder bare løs med maskingeværer i folkemængder i januar, og selv hvis iranerne skulle sulte ihjel, ville det ikke betyde noget for dem.
I modsætning til USA, eller til enhver anden demokrati, hvad folket mener har ingen betydning for den iranske styre.
Der kan ikke være tale om oprør inden for Revolutionsgarden eller hæren, og endnu mindre fra Basij-medlemmerne.
Revolutionsgarden holder befolkningen i skak via terror og er fanatikere. Basij-medlemmerne er mordere og har ikke noget at miste.
Der er forlydende om, at en bølge af intensive amerikanske bombardementer snart vil finde sted.
Det tror jeg ikke på: Det iranske regime har genfundet evnen til at angribe afsaltningsanlæggene i emiratstaterne og Saudi-Arabien, og de pågældende lande anmoder udtrykkeligt regimet om at skåne dem for en humanitær katastrofe.
Hvis Trump slog til igen i dag, ville Iran ødelægge de øvrige afsaltningsanlæg og den frygtede humanitære katastrofe ville ske. Det vil Iran gøre uden at blinke.
Jo… Trump kan ramme Kharg-øen, broerne og jernbanelinjerne, men det er langt fra sikkert, at det ville føre til et regimefald.
Ikke i dag.
Måske hvis han var gået i gang meget tidligere. Nu er det for sent.
Den amerikanske hær havde en strategi, men de afbrød strategien til fordel for forhandlinger, og det, selv om det var åbenlyst, at det ikke ville føre til noget.
Blokaden af Hormuzstrædet er stadig på plads fra Irans side, tilstopningen af strædet af USA ligeså, og selv om nogle skibe eskorteret af den amerikanske flåde formår at passere, er konsekvenserne for verdensøkonomien alvorlige.
De er alvorlige også for emiratstaterne og Saudi-Arabien.
Trump ønsker nu at komme ud af den situation, han har bragt sig selv i, ved at begrænse skaderne og forsøge at indgå en aftale med det iranske regime, hvilket vil indebære indrømmelser.
Trump vil forsøge at fremstille dette som en sejr, men det vil næppe narre nogen.
Regimet gennemfører angreb og Trump reagerer på disse angreb ved at fremvise en holdning af fasthed, men i virkeligheden er våbenstilstanden fortsat i kraft.
Det iranske regime er stærkt svækket, men det befinder sig i en styrkeposition over for Trump.
Det kan stille sine krav, og det gør det.
Forhandlingerne føres i Qatar, som trods iranske angreb på dets gasfelter grundlæggende forbliver på det iranske regimes side, og det er meget sigende for den nuværende situation.
De føres i forbindelse med Pakistan, der ligeledes grundlæggende er en allieret med det iranske regime og med det kommunistiske Kina, selv om de pakistanske myndigheder har gode forbindelser til USA.
Pakistan er meget fattigt, men det er en atommagt, og har ligesom Rusland og Kina bidraget i høj grad til fremskridtene i Irans militære atomprogram.
At forhandle via Qatar og Pakistan er at lytte til det iranske regimes krav.
Som om det ikke var nok, behandler Trump ikke længere Binyamin Netanyahu, der var hans vigtigste allierede i begyndelsen af krigen og i dens offensive fase, som sin vigtigste allierede.
Netanyahu ønsker at gøre en ende på det iranske regime og gå hele vejen.
Han kan dog ikke handle uden Trumps samtykke og kan derfor ikke handle mod det iranske regime.
Nu betragtes Bibi som en hindring af Trump.
Netanyahu ønsker i det mindste at gøre en ende på Hizbollah.
Men Iran har ladet Trump vide, at hvis Netanyahu fortsatte med at angribe Hizbollah, ville regimet afvise enhver mulighed for en aftale.
Og så bad Trump Netanyahu om at begrænse og derefter indstille sin offensiv i Libanon.
Der fulgte en stormfuld diskussion mellem Trump og Netanyahu.
Den “våbenstilstand” der blev aftalt, blev naturligvis straks brudt af Hizbollah.
Netanyahu har reageret som han nu skulle. Han har jo til hensigt at bevare sit lands sikkerhed og vil, i modsætning til Trump, ikke indrømme Hizbollah noget.
For at vise det iranske regime tegn på god vilje offentliggjorde Trump en erklæring på det tidspunkt, hvor han opnåede den straks brudte våbenstilstand. Erklæringen lyder:
“Jeg havde et meget produktivt opkald med Israels premierminister Bibi Netanyahu, og der vil ikke være [israelske] tropper på vej til Beirut, og de [israelske] tropper, der var undervejs, er allerede vendt om. Sideløbende hermed havde jeg, via deres højtstående repræsentanter, en meget god samtale med Hizbollah, og de accepterede at indstille beskydningen og sagde, at de ikke vil angribe Israel, hvis Israel ikke angriber dem.”
For få uger siden ville Trump aldrig have skrevet om en “meget god samtale med Hizbollah” og ville have behandlet organisationen som den fjende, den er.
Han ville aldrig have forhandlet i venskabelige vendinger med en terrororganisation, hvis primære mål er Israels tilintetgørelse, og som er ansvarlig for hundredvis af amerikaneres død.
Han ville selvfølgelig aldrig have krævet, at israelske tropper vendte om.
Og selv om det hævdes, at Trump talte således af taktiske grunde, er virkningen af hans udtalelser om Israel og Netanyahu ikke mindre end katastrofal.
Inden han talte om et “meget produktivt opkald”, havde Trump kaldt Netanyahu for “gal” og sagt til ham, at han uden Trump ville sidde i fængsel.
Han har ikke afvist at have sagt dette.
Det faktum, at Trump når frem til denne type holdning for at opnå en aftale med det iranske regime, synes jeg er dybt skuffende.
Jo, jeg kan godt se, at Trump ønsker at komme ud af en meget dårlig situation, som han selv har bragt sig i.
Hvis brændstofpriserne ikke falder i løbet af sommeren, og gallon-prisen ikke kommer under 4 dollar, vil alt hvad Trump har opnået blive tilsidesat af en tilstrækkelig stor del af vælgerne til, at Demokraterne vil vinde klart mellemvalget.
Hvis Demokraterne, der nu befinder sig på den yderste venstrefløj, vinder i november, vil to mareridt-agtige år følge, det iranske regime vil forblive på plads, og præsidentvalget i 2028 vil stå på spil.
Det, man vil høre, er at et tredjeverdens-land med et begrænset militærbudget, Iran, har udfordret verdens førende militærmagt… og vundet!
Den vestlige verdens fjender vil være galvaniserede.
I den muslimske verden og i venstre- og ekstremistiske venstrebevægelser vil det blive sagt, at det iranske regime har vundet over USA, da det har overlevet. Det iranske regime vil sige det samme.
Den muslimsk-arabiske verden, særligt emiratstaterne og Saudi-Arabien, vil drage deres konklusioner og sørge for at vise det iranske regime respekt, da det tydeligvis stadig har midlerne til at ramme dem.
Hizbollah og Houthi-militser vil overleve, Hamas ligeså.
Israel vil befinde sig i en vanskelig situation, og den amerikanske venstrefløj og størstedelen af de europæiske ledere vil støtte Demokraternes tilbagevenden til magten og tage stadig tydeligere afstand fra Israel, fordømme Netanyahu og lægge intenst pres på Israel for at en palæstinensisk terroriststat kan se dagens lys.
Ruslands og Kinas position vil blive styrket.
Det værste er ikke givet på forhånd, og det er muligt, at Trump finder en måde at vende situationen på, men helt ærligt har jeg svært ved at se, hvordan.
Regimets fald var ikke umuligt. David Barnea, Mossads afgående chef, er aldrig holdt op med at sige det.
General Keane, tidligere vicestabschef for den amerikanske hær, og general Keith Kellogg, tidligere medlem af Det Nationale Sikkerhedsråd under Trumps første administration, er ligeledes aldrig holdt op med at sige det.
Jeg vil tro at disse mennesker er godt informeret og strategisk kompetente. De har rådgivet ham. Trump valgte en anden vej, og den risikerer at koste ham meget dyrt.
Problemet er ikke kun, at det kan koste ham dyrt, problemet er også at det kan koste dyrt for USA, for Israel og for hele den vestlige verden. (Cyril Malka)
