(15/03-2026) – Lad os sige det som det er. Mange journalister er klovne. De er drevet af anti-amerikansk og anti-israelsk besættelse og forveksler deres ønsker med virkeligheden.

I årevis har de beskrevet Irans islamistiske ledere som “konservative”, mens de beskriver Netanyahu som en “yderligtgående højreekstremist.”

Lad os også slå en anden ting fast. Militært set er Iran ikke i stand til at “knuse” USA og Israel.

Det er så langt fra virkeligheden, at det er rent ud sagt komisk.

I den nuværende strategiske analyse er der ikke et eneste seriøst militært analysecenter, der mener, at Iran militært dominerer konflikten.

Amerikanske og israelske angreb har svækket centrale iranske kapaciteter, herunder krigsskibe, nukleare anlæg og militær infrastruktur.

Iran udsættes dagligt for snesevis af luftangreb, som landet er næsten ude af stand til at forhindre, fordi det ikke besidder luftoverlegenhed.

Den amerikansk-israelske strategi sigter mod at destruere de ballistiske missiler, den iranske flåde og regimets projektionskapacitet. Og selv om præsident Trump har en tendens til at prale og overdrive, er det ikke urealistisk at antage, at næsten 90 procent af arsenalet af ballistiske missiler og droner er blevet ødelagt.

Når det gælder rå militær styrke, er kløften så enorm, at jeg undrer mig over, hvor nogle medier henter deres oplysninger fra. Her det fra tivolilykkeposer eller ren gætteri?

Det amerikanske forsvarsbudget udgør adskillige hundrede milliarder.

Dertil kommer total overlegenhed i luften og i rummet samt fuldt udviklede cyber- og ISR-kapaciteter, det vil sige efterretning, overvågning og rekognoscering.

Det er da også netop derfor, at krigen ikke forløber som en symmetrisk konventionel konfrontation.

Forveksling af skadeskapacitet med sejr

Når Iran affyrer missiler eller truer med at lukke Hormuzstrædet, kan visse aktivistjournalister fremstille det som “Iran holder stand” eller “Iran påfører modstanderen et tilbageslag”, mens der i virkeligheden er blot tale om chikanehandlinger og bestemt ikke om “militær dominans”.

Derudover dækker nogle medier primært missiler, der rammer Israel og andre lande i Mellemøsten og de tier næsten fuldstændigt om ødelæggelse af iransk infrastruktur, iranske militære tab og vestlig operationel overlegenhed.

Det skaber en slagside, der er beregnet til at påvirke offentligheden.

En del af pressen er traditionnelt kritisk over for amerikanske militæroperationer og dette fænomen er ikke nyt.

Under Irakkrigen anklagede kritikere allerede dengang en del af pressen for at anlægge et stærkt pessimistisk syn på de amerikanske operationer, båret af en politisk kultur, der er kritisk over for Washington og af en plump jalousi over for dem, der vinder.

Her er et overblik over, hvad jeg taler om:

Omtrentlig fordeling af amerikanske luftmidler under kommando af De Forenede Staters Europakommando (EUCOM) eller med brug af dets luftrum.

Hertil kommer de amerikanske luftmidler under CENTCOM.

Dernæst har vi to hangarskibe. Det ene er Gerald Ford,

og det andet Abraham Lincoln.

Hertil kommer EUCOM’s søstyrke,

samt CENTCOM’s søstyrke.

Konklusionen er at Iran fremstår i dag som et militært svækket land, men det er stadig i stand til at slå farligt tilbage.

Intet mere end det, men det er nok, naturligvis. (Cyril Malka)