(11/03-2026) – Iran gik ind i nuværende konflikt fuldt forberedt … Troede de.
Årtiers forberedelse lå bag: et netværk af stedfortrædere (Hamas, Houthi, Hizbollah, nogle i Irak, osv.), en betydelig mængde militærteknologi baseret på russiske og kinesiske systemer, og en detaljeret strategi for, hvordan man tvinger USA og Israel i knæ.
Problemet blev bare, at det hele byggede på en antagelse om, at deres kinesisk og russisk teknologi ville holde og … Det gjorde den ikke.
Da iransk/russisk/kinesisk militærteknologi mødte moderne, avanceret amerikansk/israelsk krigsførelse ansigt til ansigt, blev det ikke til en kamp. Det blev til en lektion.
Inden for de første to dage af konflikten havde Iran mistet sit samlede luftforsvarssystem. Der var ikke mere flåde. Ikke mere luftvåben. Hele kommando- og kontrolstrukturen var smadret.
Det, der er tilbage, er en decentraliseret, kaotisk samling af lokale kommandocentre, hvor enhver med en smule autoritet forsøger at agere selvstændigt, fordi der simpelthen ikke er nogen central kommando tilbage.
Hvad der sker i øjeblikket er designet til at ligne en fortsat krigsførelse, men det er kun en facade.
Og alt det her er ikke en tilfældig udvikling, men det er slutresultatet af en strategi, der aldrig holdt i mødet med virkeligheden.
Iran havde to planer. En plan A og en plan B.
Plan A: Den strategiske offensiv der aldrig fandt sted
Den oprindelige iranske plan var ambitiøs. Den byggede på to søjler.
Den første søjle var at påføre USA strategisk skade.
Konkret betød det angreb på amerikanske baser rundt om i Golfen, og i større skala at aktivere de sovende celler Iran har placeret i USA, Europa og globalt.
Formålet var at skabe nok kaos og materielle tab til at bremse den amerikanske krigsførelse, inden den for alvor kom i gang.
Drømmescenarierne inkluderede at sænke et hangarskib eller to, nedskyde kampfly og ramme logistiske knudepunkter.
Ikke for at vinde en direkte krig mod USA, men for at gøre prisen høj nok til at Washington ville tøve.
Den anden søjle var Israel. Her var den iranske strategi at ramme civil infrastruktur: kraftværker, afsaltningsanlæg, raffinaderier, produktionsfaciliteter.
Altså ramme det Israel ikke kan undvære. Skab en humanitær og økonomisk krise indefra og kombinér det med raketter fra Hizbollah i nord, Hamas i Gaza, houthierne fra Yemen og de irakiske militsgrupper.
Det ville være en krigsring rundt om Israel fra alle sider.
Men absolut ingen af disse ting skete.
Der er mange årsager til det.
For det første var stedfortræderne allerede sat ud af spillet, inden konflikten eskalerede til et direkte opgør.
Hamas er stærkt svækket. Hizbollah har mistet sin kommandostruktur og er i dag en skygge af, hvad det var.
Houthierne fik frataget deres lederskab måneder forinden og ingen ud over dem selv tager dem alvorligt og de irakiske militsgrupper fungerer, men uden den koordinerende iranske kommandostruktur er de ikke i stand til at levere det, planen krævede.
Det vil sige at Iran gik ind i den direkte konfrontation uden sin primære styrke, altså stedfortrædernætværket, der skulle absorbere det første slag og åbne fronter overalt på samme tid.
For det andet var de iranske sovende celler tilsyneladende enten inaktive, kompromitterede eller uskadeliggjort.
Ingen hangarskibe blev sænket. Ingen kampfly blev skudt ned. Ingen større strategisk infrastruktur hverken i USA eller Israel blev ramt. Antallet af dræbte civile i Israel er i størrelsesordenen ti til tredive mennesker, og selv om det er tragedie for dem det rammer, det er bestemt ikke den strategiske disruption planen krævede.
Alt dette betød, at Iran var tvunget til at falde tilbage på Plan B.
Og når Plan B er Plan B (altså mindre godt end Plan A), tænker man sit.
Plan B: En desperat guerillaplan
Plan B er kvalitativt anderledes end Plan A.
Hvor Plan A var en strategisk offensiv designet til at levere målbare militære og civile tab, er Plan B det man bedst kan beskrive som en “regional terroristplan”.
Det er en indrømmelse af, at man ikke kan vinde.
Det er det, man gør, når man er ved at tabe, og man forsøger at sætte gang i kaos nok til at nogen stopper kampen, inden man er helt ude.
Planen har fire elementer.
Første element: Økonomisk pres på Golflandene.
Ideen er at bombardere lufthavne, hoteller og oliefaciliteter i Saudi-Arabien, UAE og Qatar.
Altså: Skræm,e turisterne væk, forstyre olieproduktionen og dermed tvinge disse lande til at gå til Washington og bede Trump om at stoppe krigen, fordi Iran er ved at ødelægge dem.
Det er den underliggende logik.
Men det slog fejl fuldstændigt.
Golflandene skyder 90 procent af de iranske missiler ned.
Jo, de lider begrænsede materielle tab og fremfor at bøje sig under presset har angrebet haft den stik modsatte effekt: Saudi-Arabien, UAE og Qatar rykker tættere sammen med USA og Israel.
Det iransk-saudiske forhold, der delvist var ved at normalisere sig, er nu ud af spillet.
Qatar, der i årevis var Irans tætteste regionale allierede og husede Hamas politisk lederskab, er nu i gang med at udvise Hamas fra sit territorium.
Det er en komplet og total strategisk bagvendthed.
Irans angreb har accelereret præcis den regionale samling mod Iran, som man brugte årtier på at forsøge at forhindre.
Derudover kommer den langsigtede konsekvens: Golflandene kommer nu til at købe israelske luftforsvarssystemer i et omfang og over en tidshorisont, der strækker sig mindst ind i 2030’erne.
Israel vil tjene titalls, måske hundredvis af milliarder dollars på dette.
Det er ikke en utilsigtet sidegevinst for Israel. Det er en strukturel gevinst der opstod direkte som konsekvens af Irans aggressive handling.
Andet element: Blinde USA ved at angribe radarer.
Iran angreb et antal radarer i Golfen for at “blinde” USA og Israel, og dermed gøre forsvaret mindre effektiv eller uduelig.
Det lyder som en forståelig taktisk ambition.
Problemet er, at det amerikanske og israelske luftforsvar ikke er et enkelt system med én type sensor.
Det er et lagdelt system med komponenter i rummet, mobile enheder, langrækkeviddessystemer, stationære installationer, luftbårne platforme placeret i Golfen, i Europa og over Israel selv.
At ødelægge et antal jordbaserede radarer i Golfen fjerner ikke adgangen til dette netværk.
Det er denne misforståelse der gør den del af planen til et symbolsk angreb mere end strategisk.
Resultatet bekræfter dette: selv efter angrebet på radarerne fortsætter interception-raten med at ligge på 90 procent.
USA og Israel er ikke spor blinde. De er fuldt funktionsdygtige.
Tredje element: Udtøm Israels interceptorer. Dette element er det, der oftest fremhæves som en plausibel strategi af analytikere og kommentatorer, der ikke ved, hvad de taler om.
Logikken er simpel: Et israelsk interceptormissil koster væsentligt mere end en iransk ballistisk raket eller en drone.
Fyrer man nok af dem, tømmer man lagerbeholdningen af interceptormissiler og gør forsvaret impotent i uge tre og fire af konflikten.
Ja, det er korrekt, at interceptorer er dyrere end det de skyder ned.
Men dette argument overser en anden del af regnestykket: For hver gang Iran affyrer en raket fra en affyringsrampe, kan den pågældende rampe identificeres fra satellit.
Det tager tid at affyre disse raketter. Og mens de varmer op, de genererer en markant varmesignatur.
USA og Israel ser det.
Og i mange tilfælde rammer de ikke kun det afskudte missil, de rammer affyringsrampen mens missilen stadig er på den.
Affyringsrampen bliver til éngangsaffyringsramper.
Brug én gang, og den er væk, hvad enten den bliver affyret eller ødelagt før affyringen.
Konsekvensen er, at mens analysen fokuserer på udtømning af interceptorer, sker der parallelt en systematisk udtømning af iranske affyringsplatforme, og den udtømning er irreversibel på kort sigt.
Op til i dag, er cirka 70 procent af Irans affyringsramper allerede ødelagt.
Antallet af missiler der affyres dagligt er faldet med 85 procent siden konflikten begyndte.
Affyringer går ned fra dag til dag og er stadig faldende.
Den israelske og amerikanskstøttede beholdning af interceptorer var desuden bygget op i årevis med vidende om, at denne konflikt kom.
Beholdningen var altså ikke nul da krigen startede. Og produktionen er stadig i gang.
Iran kan ikke vinde dette regnestykke, fordi det handler om affyringsramper, ikke om missiler.
Man kan ikke affyre missiler med slangebøsser og missiler uden affyringsramper er lagerplads, ikke krigsførelse.
Fjerde element: Globalt olieprispres via Hormuz-strædet.
Det er det element, der bedst illustrerer misforholdet mellem Irans strategiske selvbillede og den faktiske situation.
Tanken er: luk Hormuz, og 20 procent af verdens daglige olieforsyning forsvinder. Oliepriserne eksploderer. Verdensøkonomien vakler og USA og de vestlige allierede er tvunget til at stoppe krigen for at beskytte energisikkerheden.
Det er en naiv forestilling, og den er naiv af en specifik grund: Iran er selv 90 procent afhængig af at sælge olie (til Kina) gennem det samme stræde.
Lukker Iran Hormuz, skærer Iran sin eneste betydningsfulde indkomstkilde over.
Iran har allerede et massivt valutaproblem, en inflationskrise og en økonomi under ekstremt pres. At lukke Hormuz er ikke et trumfkort, det er selvmord.
Og ud over dette vil USA åbne strædet igen. Det er ikke et spørgsmål om vilje eller evne, det er et spørgsmål om hvornår.
Den militære kapacitet til at gennemtvinge fri passage er til stede, og de strategiske reserver i USA og hos allierede kan holde priserne nogenlunde stabile i den tid det tager.
Jeg ved ikke i Danmark, men USA og Frankrig har reserver til at holde i flere måneder. I Frankrig er over 60% af olieprisen skatter. Det er bare om at reducere skatten tilsvarende ned for at holde prisen (og lave økonomier i andre områder for at stabilisere det). Det er ikke det samme som oliekrisen af 1973 og kan ikke blive det.
Olieprisen har svinget under konflikten, op og ned i et interval der afspejler nervøsitet snarere end reel mangel. Det er ikke det pres der vil stoppe krigen.
Iran mangler holdbarhed
Kerneproblemet for Iran er ikke blot, at Plan B er svagere end Plan A. Det er, at Iran kom ind i denne konflikt med nul buffer.
Landet er ramt af en flerårig vandkrise af strukturel karakter. Landbruget er under voldsomt pres. Vandressourcer tørrer ud. Det er ikke konjunkturelt, det er geografisk og klimatisk og løser sig ikke ved politiske beslutninger på kort sigt.
Den iranske økonomi var i alvorlig krise inden konflikten begyndte: Inflation, valutakollaps, arbejdsløshed og et sanktionspres der har begrænset den økonomiske handlefrihed i årevis.
Protesterne i kølvandet på Mahsa Amini-bevægelsens opkomst var ikke i bund og grund politiske i snæver forstand, de var udtryk for en befolkning der lever under et voldsomt økonomisk pres og er ved at miste tålmodigheden med et styre der ikke leverer basale materielle forbedringer.
Irans naboer er i dag vrede. Ikke bare formelt fjendtlige, men aktivt handlende imod iransk indflydelse.
Qatar udviser Hamas. Libanon forhandler om at fjerne Hizbollah som betingelse for en våbenstilstand.
Saudi-Arabien og UAE er funktionelt set i den modsatte lejr. Det regionale isolement er nu mere totalt end på noget tidspunkt i de seneste to årtier.
Og affyringsramper forsvinder. Dag for dag. Der er ingen luftvåben der kan fylde hullet. Ingen flåde der kan projicere magt. Ingen kommandostruktur der kan koordinere en sammenhængende respons.
Det, der er tilbage, er raketter i lagre uden platforme at affyre dem fra, et befolkningsgrundlag under pres og et regime der forsøger at kommunikere styrke til sine egne borgere i en situation, der modsiger det.
Krigen, forstået som Irans evne til at påføre fjenden meningsfuld skade, er i praksis ovre, når de resterende affyringsramper er elimineret.
Jeg vil sige, at det er et spørgsmål om dage eller uger, ikke måneder.
Hvad der er tilbage
Det iranske folk er ikke det iranske regime. Det er to ting. Landet, civilisationen, befolkningen, kulturen, det er noget der eksisterede i årtusinder inden det nuværende styre og vil eksistere efter det.
Det, der er ved at kollapse, er det islamiske republiks styringsform, ikke Iran som nation.
Og netop derfor er spørgsmålet om regimeskifte interessant, men ikke afgørende for vurderingen af den aktuelle situation.
Regimet kan formelt set overleve dette i måneder eller endda år efter krigen.
Undertrykkelsesapparater kan fungere selv i en nødretstilstand. Men den strategiske kapacitet er brugt op.
Evnen til at projicere magt eksternt, til at true naboer med eskalation, til at bruge stedfortrædere som buffere, alt dette er nu svækket til et punkt, der ikke er mulig at vende på kort sigt.
Det, der definerer den islamiske republik som en regional magt, er ikke territoriet eller befolkningens størrelse. Det er trusselsprojektionen.
Den byggede på missilkapacitet, stedfortrædere og evnen til at skade fjender uden direkte konfrontation.
Alle tre elementer er nu i opløsning.
Golflandene har det fint. Israel er funktionsdygtigt. USA har ikke mistet et eneste hangarskib, ikke et eneste kampfly i direkte kamp.
Og Iran affyrer nu enkeltcifrede antal missiler om dagen fra en hastigt krympende beholdning af affyringsplatforme.
Uanset hvornår det formelle opgør kommer, uanset om Donald Trump erklærer sejr om tre uger eller processen trækker ud i måneder, er det strukturelle resultat det samme: det iranske regimes epoke som den dominerende destabiliserende kraft i Mellemøsten er forbi.
Det er ikke en prognose. Det er en beskrivelse af et faktum. (Cyril Malka)
