(03/06-2019) – Det er i dag at Knesset, den israelske parlament, skulle have mødtes for at starte Bibis femte regeringsperiode.
Og allerede i morgen var det meningen at den skulle have stemt for to love: Den første skulle give Bibi immunitet mod retsforfølgelse og den anden lov skulle forhindre Israels højeste ret at annulere den første lov ved at begrænse den Israels Højesterets magt og kompetencer.
Denne Knesset har kun levet i tredive dag og den eneste lov den har stemt har været at opløse sig selv. Det er aldrig set før i hele Israels historie.
Hvordan er vi kommet så vidt?
Efter afstemningen fik Bibi besked af den israelske præsident, at han havde 28 dage for at udforme en regering bygget på et flertal, altså 61 parlamentsmedlemmer (der er 120 medlemmer i Knesset). Så dette flertal kunne stemme for de to love som jeg har omtalt højere op.
Hvis lovene blev vedtaget behøvede Bibi ikke at svare til Statsadvokatens, Avichai Mandelblits, tilkaldelse og på den måde kunne han ikke blive officielt anklaget i tre retssager for hvilke han er mistænkt og dermed kunne han undgå fængsel hvis han blev dømt skyldig.
Derfor var det vigtigt at Bibi sikrede sig et flertal af 61 parlamentsmedlemmer og annoncere det til præsident Rivlin inden periodens slut.
For at udforme denne regering behøvede han stemmer fra de religiøse partier og dem fra Israel Beteynu (Israel, vores hus) som ledes af Avigdor Yvette Lieberman.
Men det var at gøre regning uden vært.
Netanyahu har undervurderet den uenighed som han har med Lieberman.
Lieberman og Netanyahu var ellers gode venner og tæt på hinanden, men forholdet blev dårligere og dårligere indtil Gaza-krisen hvor Lieberman forlod regeringen i slutningen af sidste år.
Som du kan læse her, i marts 2019 lod Bibi araberne fra Gaza bombardere Israel med over 500 missiler i en nat næsten uden at reagere og endda med at beordre hæren til ikke at reagere.
Efter denne fiasko, Lieberman som blev rasende, erklærede at der var tale om at “kapitulere over for terror”. Han smækkede døren efter sig og gik af som forsvarsminister.
Lieberman følte sig som en papmachéminister. Bibi blev ved med at tage forsvarsmæssige beslutninger uden så meget som at spørge sin minister noget som helst og uden at snakke med ham. Havde Lieberman ikke været her, så havde der ikke været noget forskel.
Officielt var det sådan, at for at få Liebermans partiets stole, så vil Bibi give Lieberman (igen) forsvarsministeriet.
Men det var utopi at forestille sig at kunne sikre sig Liebermans partis stemmer ved at give ham den same betydningsløst post som den han forlod i november med lige så lidt indflydelse.
Det var Lieberman ikke interesseret i og han havde stadig ikke slugt sidste periodes bitter pille.
Derfor krævede Lieberman, at hvis regeringen vil have Israels Beteynus fem stole, så vil han have at Knesset vedtog sin lovforslag om at ortodokse jøder skulle blive tvunget i hæren. Han accepterede ingen kompromis af nogen form. Hvis den lov ikke blev vedtaget, vil han ikke i regeringen.
Idet at Bibis regering også bygger på stemmer af de religiøse partier, var det indlysende, at dette ville de ikke gå med til.
Alle vidste at det her var et dødt løb. Lieberman tog godt nok et emne op, som er vigtigt for de sekulære israelere, men vi vidste alle hvad der gemte sig bag: Lieberman vil forhindre denne regering i at blive til så Bibi kunne sendes til retten.
Der er nok flere grunde til det: Først, havde han en høne at plukke med Bibi. Meget er der skete mellem de to, som vi ikke ved, siden de gik fra at være nære venner til arvefjender.
Derefter brød han sig ikke om den måde han blev behandlet på som forsvarsminister, hvilket godt kan forstås, og den måde krisen om Gaza blev håndteret på i marts 2019.
Endeligt, Bibi har en tendens til at ville regere alene. Han omgiver sig gerne af ja-sigere som lader ham gøre hvad han vil og som han fjerner hvis de viser tegn på uenighed.
Lieberman kan sagtens huske at, imens han var forsvarsminister fik han aldrig lov til at få gennemført nogen af sine prioriteter og han blev ikke engang underrettet da Statsministeren tog beslutninger om sikkerheden.
Derfor vil Lieberman ikke tillade Bibis regering.
Uanset hvilke forslag og store indrømmelser rabbinnerne kom med (meget større end hvad de nogensinde var gået med til før i tiden), så holdt Lieberman fast: Nej. Ingen indrømmelser! Det skulle være loven, som han har det beskrevet og intet andet.
Efter de første 28 dage kom den lovmæssige 14-dages forlængelsen til at danne regeringen, og denne sluttede sidste onsdag (den 29.) midnat (altså natten til torsdag).
Fra det tidspunkt, det der kunne ske var at præsident Rivlin kunne kræve en anden partileder til at lave en koalition. I det tilfælde vil det uden tvivl have været Benny Gantz, som er leder af den næststørste parti (: Kachol-Lavan (Blå-Hvid). Den fik en eller to stole mindre end Bibis Likud.
Denne chance vil Bibi ikke tage. For det første fordi Gantz måske kan få et par vigtige støtter fra Likud til at skifte side og komme til ham og dermed lave en meget stor koalition som intet ville kunne true.
Og i så fald, naturligvis, ville de to love som Bibi så gerne vil have vedtaget ikke komme på tale.
Idet at Bibi forstår at han ikke kan få de 61 stole og flertallet, og eftersom han ikke vil tage risikoen for at den næste regering skal være Kachol-Lavan, bestemte han sig for at få Knesset til at stemme om sin egen opløsning.
74 medlemmer stemte for opløsningen og 45 imod.
Blandt de 74 stemte alle de religiøse partier, alle likudmedlemmer og alle de arabiske partier som håber på at få en bedre resultat ved næste valg efter den katastrofevalg de heldigvis fik i april.
Før vi ser på den nye dato, er det også vigtigt at huske, at israelerne gik som bekendt til valg den 9. april i år, men at valget skulle først have fundet sted engang i november, hvis man fulgte skemaet.
Man kan naturligvis fremskynde en valg i særtilfælde eller i krisetilfælde, men der var ingen presserende årsag til at fremskynde valget syv måneder frem.
Den eneste ting var, at Bibi var tilkaldt til Statsadvokat den 10. juli i år så han kan blive forhørt i de tre sager, han er anklaget for (korruption, bedrageri og tillidsbrud).
Bibi havde regnet med at vinde valget nemt i april, hvilket gav ham rigelig tid til at udforme en ny Knesset og få stemt lovene ind inden juli.
For at sikre sig endnu mere tid, har Bibi påstået, at han ikke havde råd til at betale sine advokater (selv om han er multimillionær), hvilket gjorde at de ikke hentede sagens akterne hos Statsadvokaten.
Han betalte sine advokater først efter at Avichai Mandelblit påtvung ham det, men det gjorde at advokaterne kunne sige, at de behøvede tid til at læse sagens akter (som er mangfoldige) og de fik Bibis forhør udskudt til den 2. eller 3. oktober i år i stedet for 10. juli.
Jeg vil lige tilføje at den manøvre til at forsinke en sag er lovlig ift. israelsk ret.
Den næste valgdag der blev valgt er den 17. september i år.
Det vil sige at Bibi har lige omkring to uger for at få stemt de to love, han behøver for at undgå forhøret (forudsat han bliver genvalgt).
Det forekommer ret usandsynligt at Bibi kan stampe en Knesset og aftaler og få stemt de to love i tide.
Især skal man huske at det jødiske nytår i år falder 30. september og 1. oktober, altså dagen før at Bibi skal møde Statsadvokaten og at disse to dage er helligdage.
Selv om vi antager, at han kan få samlet et Knesset med et flertal, så er der muligheder for de venstrepartier til at forsinke processen. De behøver ikke at gå imod loven, men de kan skabe ekstra debatstid, ændringsforslag og andet, som vil forsinke gevældigt vedtagelsen af loven så den ikke kan komme på plads inden 2. oktober.
En ny valg koster fire til fem milliarder shekeler (ca.7 til 9 milliarder Kr.) Vi skal ikke stemme for at forbedre sociale forhold, hospitalsvæsenet, give flere beføjelser og midler til hæren, men for at undgå at Bibi skal i retten … Der virker som en luksus. Især at selv om han vinder, medmindre der sker en mirakel,kan han ikke undgå det. (Cyril Malka)
