At anerkende en “palæstinensisk stat” ville krænke folkeretten

(22/09-2025) – FN’s medlemsstater har ikke anerkendt en palæstinensisk stat, da Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed og de palæstinensiske selvstyreområder ikke opfylder de betingelser, som folkeretten stiller (Montevideo-konventionen).

Der findes ikke et klart elelr definitivt territorium, der er ingen effektiv regering eller kontrol over et uafhængigt område. Området er underlagt Israels sikkerhed. Selvstyremyndigheden kontrollerer ikke et territorium frit og uafhængigt. Og den udgør ikke en “fredselskende stat”. Montevideo-konventionen anses for at være grundlaget for den internationale sædvaneret med hensyn til de elementer, en enhed skal besidde for at kunne betragtes som en stat.

Derudover begrænser artikel XVII (afsnit 1 til 8) i Mellemaftalen fra 1995 mellem Israel og PLO palæstinensernes kompetence, beføjelser og ansvar.

Frankrig, England og dets allierede ønsker at opstille nye betingelser i strid med de bestemmelser, som folkeretten fastsætter, nemlig Montevideo-konventionen om staters rettigheder og pligter (1933). Første krænkelse af folkeretten begået af lande, der hævder at respektere og nøje forsvare den.

Ifølge Mellemaftalen har PLO accepteret, at den Palæstinensiske Myndighed ikke skal have diplomatiske forbindelser med andre stater. Frankrig og dets allierede forener deres kræfter for at krænke denne internationale aftale indgået mellem Israel og PLO. Anden krænkelse af folkeretten.

Og da PLO er en terrororganisation, eftersom den finansierer terrorister og deres familier (betaling for at dræbe) for at støtte sine ambitioner om at blive en stat, krænker de, der arbejder for at give den denne status, alle de internationale bestemmelser vedrørende bekæmpelse af terrorisme. Tredje krænkelse af folkeretten.

Derudover fastslår artikel XXXI (6) i Mellemaftalen fra 1995 mellem Israel og PLO, at: “Ingen bestemmelse i nærværende aftale foregriber eller forudbestemmer resultatet af forhandlingerne om den permanente status, som vil blive ført i overensstemmelse med Principerklæringen (DOP). Ingen af parterne skal ved indgåelsen af denne aftale anses for at have givet afkald på sine eksisterende rettigheder, krav eller positioner.” Israel har ikke opgivet sine rettigheder over Judæa-Samaria og Gaza. Hverken PLO eller dets allierede kan hævde det modsatte. Fjerde krænkelse af folkeretten.

Mellemaftalen fastslår, at den endelige status for de områder, der administreres af den Palæstinensiske Myndighed, skal forhandles mellem parterne. Tredjepartsstater som Frankrig har ingen ret til at blande sig. Det er indblanding. Femte krænkelse af folkeretten.

Frankrig og dets allierede søger at påtvinge den jødiske stat noget, som ingen stat ville drømme om at påtvinge en ikke-jødisk stat, nemlig at konfiskere en del af dens territorium for at anerkende en anden stat på en del af dens territorium og indføre sanktioner, hvis Israel ikke efterkommer kravet. De handler som “røvere” og vil tilegne sig land, som ikke tilhører dem og aldrig har gjort det. Sjette krænkelse af folkeretten.

Frankrig og Storbritannien kan ikke lovligt anerkende en arabisk-muslimsk “palæstinensisk stat” på territoriet for det jødiske nationale hjem defineret i det britiske mandat. Frankrig, Storbritannien og de øvrige stater er bundet af traktaterne fra San Remo, Sèvres og Lausanne, som de har underskrevet, og af indholdet i det britiske mandat, som de har stemt for sammen med 48 andre medlemsstater i Folkeforbundet. En sådan anerkendelse ville udgøre en syvende krænkelse af folkeretten og en krænkelse af de traktater og aftaler, Frankrig har indgået.

Enhver anerkendelse af en “palæstinensisk stat” på territoriet for det jødiske nationale hjem (selv hvis det ikke er præcist afgrænset) udgør også en krænkelse af artikel 80 i FN-pagten, som forbyder FN og dets medlemsstater at ændre bestemmelserne i de mandater, som Folkeforbundet har fastlagt. Ottende krænkelse af folkeretten og FN-pagten (som er en international traktat).

Som en skærpende omstændighed vil Frankrig opfordre stater til at anerkende en palæstinensisk stat og dermed til at krænke artikel 80 i FN-pagten i selve FN’s lokaler, hvilket udgør en skærpende omstændighed.

Folkeforbundets mandater giver rettigheder til de folk, der er nævnt i disse mandater. Disse rettigheder kan ikke ændres og overlever mandaterne. I det foreliggende tilfælde tilhører rettighederne til territoriet, der er udpeget som det jødiske nationale hjem, stadig det jødiske folk, og ved at fratage hele eller dele af dette territorium for at tildele det til terrorister eller andre, vil de allierede krænke rettighederne for alle jøder i hele verden (franske, amerikanske, israelske, engelske, russiske, tyske, australske, marokkanske osv.). Niende krænkelse af folkeretten.

Derudover stemte Frankrig og Storbritannien den 13. september 2007, efter tyve års forhandlinger, for FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder, som præciserer, at de har ret til deres land og deres ressourcer.

Det jødiske folk er det oprindelige folk i Judæa-Samaria og Gaza. Det har derfor ret til dette land i kraft heraf. Ved at nægte det de rettigheder, de selv har stemt for, vil de allierede krænke de rettigheder, de har anerkendt for oprindelige folk. Tiende krænkelse af folkeretten.

Men hvem tæller, når det handler om jøder? (Cyril Malka)