(28/07-2025) – Hvis Frankrig går videre (efter to afbrudte forsøg) vil det være det første G7-land, der anerkender en “palæstinensisk stat”.
Men Macron har allerede fejlet to gange ved sin indtræden på scenen, og dette tredje forsøg begynder meget dårligt.
Første gang, i april 2025, erklærede præsident Macron, at Frankrig ville anerkende en palæstinensisk stat i juni 2025 som del af FN-konferencen om tostatsløsningen planlagt i New York med flere partnere og medformandskab af Frankrig og Saudi-Arabien.
Hans forsøg blev stoppet i flugten af Det Hvide Hus, som udsendte diplomatiske kabelegram, der “opfordrede” lande (Trump-stil) til ikke at deltage i konferencen eller ensidigt anerkende en palæstinensisk stat.
Første nederlag.
Da han åbenbart ikke har meget held med sine bestræbelser på at efterlade et positivt spor i historien (jeg tvivler endda på, om han efterlader noget spor overhovedet), fejlede hans andet forsøg også.
Den internationale konference med medformandskab af Frankrig og Saudi-Arabien, oprindeligt annonceret til 17-20. juni 2025 i New York, blev udsat på ubestemt tid efter israelske angreb på Iran.
Vi er derfor ved tredje forsøg, og det ser ikke for godt ud.
Ganske vist er pressen begejstret, og den vil sandsynligvis ikke rapportere det følgende på ærlig vis.
Den franske præsident annoncerede derfor 24. juli, at han officielt ville annoncere anerkendelsen af en palæstinensisk stat under FN’s generalforsamling i september.
Første brøler: “anerkendelsen”
Macron vil ikke “skabe” en palæstinensisk stat, han vil “anerkende” den.
Ordvalget svarer til begrænsningerne i international ret: intet land (bortset fra Israel), endnu mindre FN, har magten til at skabe en stat.
Macron ikke mere end andre.
Hans “anerkendelse”, hvis han formår at gennemføre den til ende, hvilket jeg tvivler på, men jeg kan tage fejl, vil være tom snak.
Det er noget symbolsk.
Andet brøler: Macron er allerede isoleret
Så snart den “store nyhed” fra den “store præsident” blev annonceret, tog de vigtigste europæiske lande benene på nakken og distancerede sig fra den skøre statsmand.
Den britiske regering nægtede at tilslutte sig den franske erklæring og forklarede, at enhver anerkendelse skal indskrives i en multilateralt forhandlet proces.
Storbritannien erklærede, at anerkendelsen af en palæstinensisk stat skulle indskrives i en større plan”.
Ligesom Storbritannien udtrykte Tyskland sin støtte til en forudgående forhandling og nægtede at tilslutte sig Frankrigs ensidige erklæring.
Den italienske udenrigsminister Antonio Tajani erklærede klart 25. juli 2025, at Italien ikke er parat til ensidigt at anerkende Palæstina.
Han bekræfter Roms støtte til tostatsløsningen, men understreger, at denne anerkendelse skal være gensidig: den kan kun finde sted samtidig med Palæstinas anerkendelse af staten Israel.
Canada og Australien, som officielt støtter en løsning med to stater, har ikke underskrevet den franske erklæring.
Japan har heller ikke sluttet sig til det franske initiativ.
Danmark har ikke tilsluttet sig den franske erklæring.
I maj 2024 afviste det danske parlament et forslag om at anerkende den palæstinensiske stat og vurderede, at de nødvendige betingelser ikke var opfyldt: fravær af effektiv territorial kontrol og struktureret palæstinensisk myndighed, to nødvendige betingelser for oprettelse af en stat.
Finland anerkender ikke den palæstinensiske stat.
Præsident Sauli Niinistö har erklæret i oktober 2014, at Finland ikke ville følge Sveriges eksempel med ensidig anerkendelse, selv om det støtter tostatsløsningen.
Derfor har Finland ikke tilsluttet sig den franske erklæring.
Ungarn betragtes som en af Israels nærmeste europæiske allierede. Det har allerede handlet for at blokere fælles EU-holdninger, der er kritiske over for Israel.
Ingen støtte eller tilslutning til Macrons initiativ er blevet rapporteret. Tværtimod har Budapest snarere fordømt eller afvist enhver ensidig anerkendelse.
Tjekkiet positionerer sig længe som en fast tilhænger af Israel.
Det var det eneste europæiske land, der stemte imod opgradering af Palæstinas status til ikke-medlem observatør i FN i 2012.
Siden da har Prag fortsat med konsekvent at støtte Israel uden nogen indikation af støtte til den franske anerkendelse eller lignende ensidig anerkendelse.
Polen støtter officielt palæstinensiske aspirationer til selvbestemmelse, men har hverken ensidigt anerkendt Palæstina eller offentligt støttet den franske fremgangsmåde.
Det indtager en forsigtig holdning og foretrækker en forhandlet løsning.
Og selvfølgelig har USA kraftigt modsat sig Frankrig, idet præsident Trump flere gange har gjort grin med Macron ved at erklære, at hans udtalelser “ikke har den mindste betydning”.
Så her i landet, tager vi det med ro og det er længe siden, Frankrig ikke betragtes som en seriøs spiller i Mellemøsten. (Cyril Malka)
Tak for god analyse
Tusind tak, Ole 🙂