(26/06-2025) – Hvis du, lige som mig, syntes det var svært at finde ud af hvad der er sket og hvordan nogle ting er sket. Hvordan nogle detaljer der forekom underligt passer i denne sag og hvis du har det svært ved at forstå forskellige reaktioner som ser ud til at være ud af trit med med fakta … Læs videre.
Lad os begynde med at tage en dyb indånding og smide illusionerne: Påskeharen findes ikke. Julemanden findes ikke. Og det man er blevet fodret med i medierne de seneste uger om Iran og Israel er heller ikke helt virkeligt.
I hvert fald ikke i den form, det blev solgt til os.
Hvad vil Iran egentlig?
Siden 1979 har det iranske regimes primære mål været ét og kun ét: at overleve.
Alt andet: geopolitisk indflydelse, fjendtlighed over for Israel, sanktioner, atomprogrammer … Alt det her er bare midler til lige præcis dette mål.
Her er deres prioriteringer:
- Overlevelse. Bevar magten. Intet andet er vigtigere.
- Geopolitisk indflydelse. Få en stemme i verdensordenen.
- Afslut sanktioner. Uden penge, ingen vækst.
- Svække Israels rolle i regionen. Ikke af had alene, men fordi Israel er en forpost for USA.
Israel er altså ikke målet og det har det aldrig været: Det er en forhindring.
Det er en forhindring for Irans adgang til penge, magt og indflydelse.
Og hvem er det største problem i den ligning?
USA.
Hvorfor skubber Iran til Israel?
Iran skubber til Israel fordi Israel er USA’s forlængede arm i Mellemøsten.
En velbevæbnet, højtråbende base, der står i vejen for Irans ambitioner.
Hvis Iran vil mindske USA’s dominans i regionen, må de først svække Israel. Det er både strategisk og PR for hjemmepublikummet.
Som vi alle ved er en fælles fjende altid nyttig, især når man skal distrahere sit folk fra et dysfunktionelt regime.
Det er hvad der sker fx i Europa hvor man flytter opmærksomheden fra migrationsproblemer og kriminalitet over til “klimaet”.
Og for Iran, for at distrahere folk, hvad er bedre end jøderne og Israel?
Det har fungeret i 50 år (for det aktuelle styre).
Atomvåben – vejen til respekt
Hvis man vil være urørlig i international politik, skal man have noget, der kan ødelægge verden … En atombombe, for eksempel.
Iran har forstået det.
Men de ved også, at det at få en fuld atombombe kan få USA til at trykke på den store, røde knap, så det er måske ikke helt optimalt.
Derfor har de skiftet taktik:
I så fald må man blive en “tærskelatomland”.
60 % beriget uran er teknisk set våbengrads.
Det er nok til at sige: “Rør os ikke. Vi kan bygge bomben i morgen.”
Det er en forhandlingsposition.
Det er ikke et klokkeklart brud, men det er bestemt heller ikke harmløst.
Målet med det er enkelt: Anerkendelse, ophævelse af sanktioner og et permanent “sæde ved bordet”.
Enter Trump – og pokerhånden
Vi er nu i 2025. Forhandlingerne har kørt i årevis. Obamas aftale blev skrottet. Trump mangler sejre.
Der er snart midtvejsvalg i USA og ingen af de ting han havde lovet er sket:
Han havde lovet fred i Ukraine: Næh.
Fred i Gaza: Næh … heller ikke.
Rentefald: Bestemt ikke.
Tilbage er der kun en ting: Iran.
Så han går “all in” mod Iran.
Han sætter betingelserne: Ingen berigelse til 60 %. Maks 3,5 %. Med inspektører og kontrol.
Iran svarer naturligvis: “Nej, nej og atter nej.”
Trump sætter så sin ultimatum: “I har 60 dage.”
Da de 60 dage er gået, slipper han sit pitbull løs.
Pitbull i dette tilfælde er så Benjamin Netanyahu og det israelske hær.
Det smarte ved Trumps manøvre er at Israel tager al risikoen, som jeg har fortalt tidligere: Hvis det går galt, kan Trump sige: “Det var ikke mig.”
Hvis det lykkes, er han strategen, der fik det hele til at ske uden amerikanske tab.
Netanyahus tretrinsraket
Og det gik ikke bare godt. Det gik perfekt for Israel!
Netanyahu fik:
- Renset Irans militære ledelse. De gamle, hårde revolutionære er væk.
- Ramte atomprogram, missiler og IRGC. Forsinket hele det militære berigelse.
- Imponeret Golfstaterne. Saudi-Arabien er nu klar til en forsvarspagt med Israel.
Så nu har vi en ny konstellation i Mellemøsten: USA, Israel og Golfstaterne mod Iran.
Med oliepenge, forsvarsalliancer og geopolitisk iscenesættelse.
Alt er teater … også bombningerne
Og her kommer det virkelig interessante: Alt dette var iscenesat. I hvert fald, en stor del af det.
USA advarer Iran (om ikke andet med alle de annonceringer om B2-bombninger). Det der bliver sagt mellem linjerne er: “Ryd jeres faciliteter.” Vi kommer og bomber dem.
Iran flytter tingene. USA bomber tomme bygninger i Fordo.
Masser af optagelser viser lastbiler, der rydder op i Fordo før angrebet.
Iran svarer igen med at bombe … en bunke sand i Qatar.
Trump ignorerer det og siger endda tingene lige ud i NATO-mødet i Haag.
På denne måde redder begge parter ansigt.
Dagen efter: Trump erklærer våbenhvile. “Mission accomplished.”
Han fik, hvad han ville: Magtdemonstration uden krig, uden amerikanske døde, uden kinesiske eller russiske reaktioner.
Den virkelige test: Den nye aftale
Men så kommer det virkelige spørgsmål: Hvad får han nu?
Hvis Iran accepterer 3,5 % og inspektører, var det hele en strategisk genistreg. Det ser dog ikke ud til at Iran er parat til det ifølge deres seneste meldinger. Men det kan være at spille kostbar.
Hvis de afviser det, eller fortsætter med at afvise det og fortsætter som før, eller accelererer, så var hele øvelsen spild af tid, penge og politisk kapital.
I så fald, er vi mere eller mindre tilbage til start på det plan, men Israel er stadig vinder og har slået sig fast som kongen i en ny Mellemøsten.
Al den gamle iranske garde er død. De, der kommer nu kan med lidt held være mere pragmatiske og lidt efter lidt kan Iran bevæge sig mod en regimeskifte i et 5 eller 10 års tid.
Men ellers: glem røgen, lyset og dramaet. Se på aftalen: Det er den, der afgør, om det her var geopolitisk skak eller bare endnu en omgang teater i ørkenen. (Cyril Malka)
God klar analyse tak Cyril Malka
Tusind tak, Lis 🙂