(30/05-2025) – I årevis har Hamas fungeret som både politisk og militær magthaver i Gazastriben. Organisationen har været en slags kombination af mafiaklan og folkelig revolution, alt afhængigt af hvem man spørger, og hvor man læser sine nyheder.
Men ifølge de seneste udviklinger, og lidt sund fornuft, ser det ud til, at det kapitel er ved at være skrevet færdigt. Og denne gang er det ikke bare “at slå græsset” endnu en gang.
Lad os først tage et skridt tilbage og se på, hvordan Hamas egentlig kom til magten.
I 2006 trak Israel sig ud af Gaza. Den palæstinensiske myndighed (PA), som egentlig skulle tage over, havde omtrent samme gennemslagskraft som en våd karklud, og blev hurtigt opfattet som kolaboratører hvilket skabte et magtvakuum og vupti, så trådte Hamas ind: De overtog magten med vold, men med massiv folkelig opbakning.
Resultatet? En terror-organisation, der blev både regering og dommer, præst og politibetjent. Og, vigtigst af alt: monopolindehaver af våben.
Siden 2007 har Hamas ikke fundet det nødvendigt at afholde valg. Når man allerede ejer alt fra skraldeindsamling og hospitaler til undervisning og våbenlager, hvorfor så genere sig med demokratiske formaliteter?
Og med Iran og Hizbollah som støtter i kulissen har det hele set ret solidt ud i mange år.
Men her kommer vi så til 2025.
Som en slidt sofa, der ikke længere kan skjule fjedrenes raslen, begynder det hele at falde fra hinanden.
Hamas’ monopol smuldrer, og ikke kun fordi Israel sætter deres militære maskineri i sving.
En stor del af Hamas’ økonomi har været baseret på smugling. Og nej, ikke bare våben, men også biler, fødevarer, apparater og andet, som enten blev beskattet eller solgt videre af Hamas selv.
Disse smuglingstunneller under grænsen til Egypten var deres guldåre. Egypten har længe ønsket at have så lidt som muligt at gøre med Gaza. Det forhold er nu blevet endnu mere afkølet, og tunnellerne er ikke, hvad de har været. Indtil for nyligt vendte Egypten den blinde øje til smugling da de er interesseret i at Hamas holder Israel på dupperne.
Og hvad med socialservice, spørger du?
Nå ja, den er også forduftet: Når bomber flader over boligblokke og veje, er det svært at holde skoler og hospitaler kørende. Det bliver endnu sværere, når man ikke længere har kontrol over den humanitære hjælp.
Det bringer os til det, der i virkeligheden sætter det sidste søm i kisten: Israel har ændret strategi.
Man har tidligere set en cyklus, hvor Hamas blev svækket, men så vendte stærkere tilbage. Man “klippede græsset”, men rodnettet blev aldrig fjernet.
Denne gang er det anderledes!
Der er tale om en langt mere omfattende plan, kendt som “Gideons Stridsvogne” (Gideon’s Chariots).
Den kombinerer militære angreb med psykologisk krigsførelse og, her kommer det smarte, direkte distribution af nødhjælp til befolkningen.
Ja, du læste rigtigt: Israel har, via amerikanske NGO’er og kontraktører, overtaget distributionen af fødevarer og nødhjælp.
Det betyder, at Hamas ikke længere kan rage til sig og sælge videre, eller fremstå som den store beskytter, der holder befolkningen i live.
Når du mister kontrollen over maden, mister du folket. Kort sagt: Du kan ikke regere sultne maver med tomme hænder og gamle slogans.
Dette greb har en dobbeltfunktion: Det frarøver Hamas legitimitet og giver Israel adgang til noget, de tidligere har manglet: menneskelige efterretninger.
Når civilbefolkningen får mad direkte fra andre aktører end Hamas, opstår der kontakt.
Først kommer maden. Så kommer pengene. Og pludselig har man agenter. Det er ikke trylleri, det er basal psykologi.
Samtidig ser vi at Hamas er begyndt at ryste: De har for første gang i månedsvis foreslået våbenhvile, dog under betingelser, som selvfølgelig er helt uacceptable.
Det ligner mere panik end strategi.
Og deres problemer stopper ikke der.
Støtten fra Iran? Ikke hvad den har været. Iran har rigeligt at se til internt og kan ikke længere håndtere sine mellemøstlige proxyprojekter med samme ildhu.
Hizbollah er svækket og kan ikke noget som helst.
Syrien er kaos og kan ikke længere hjælpe
Og de vigtigste smuglingsruter er lukket. De tidligere stabile forsyningslinjer er ikke blot sprækkede. De er brudte.
Det militære lederskab i Hamas?
Næsten fuldstændig udslettet: Yahya Sinwar, væk.
Hans bror og militære efterfølger , også væk.
Det politiske hoved, Ismail Haniyeh, er blevet elimineret for nu længe siden.
Kun Khaled Mashal sidder tilbage, og han har ikke været i Gaza i over 15 år. Han er mere et nostalgisk visitkort end en reel leder.
Internt i Hamas kæmper mellemlederne nu om arven, eller det, der er tilbage af den.
Ingen overordnet strategi, ingen klar ledelse, og paranoia breder sig.
Når de ikke ved, hvem der arbejder for fjenden, tør de knap sende en besked.
Og mens Hamas famler i mørket, udnytter Israel situationen: Med støtten fra internationale aktører , især USA og Golfstaterne, vil jeg sige, at der er en spirende plan om at opdele Gaza i lokale administrationszoner, styret af lokale familier og organisationer. Der er nok en 5 eller 6 store familier som kan dele Gaza mellem sig.
Det bliver ikke en uafhængig stat, men en fragmenteret, stabiliseret struktur med israelsk overvågning og militær tilstedeværelse.
Hvem vil betale regningen for genopbygningen? Mest sandsynligt Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. De har både midlerne og, vigtigere, motivationen, især hvis det kan føre til officiel normalisering med Israel.
Ja, det er lidt ironisk, ikke?
Det, Hamas forsøgte at forhindre med terrorangrebet den 7. oktober, nemlig israelsk-saudiarabisk samarbejde, er nu på vej til at blive til takket være deres egne handlinger.
Det kaldes vel poetisk retfærdighed, eller måske bare dum strategi?
Det er svært at forestille sig Hamas overleve i sin nuværende form.
Det vil stadig væk eksistere som en undergrundsbevægelse.
Måske som et nostalgisk navn på graffiti i ruinerne. Men som regeringsmagt? Den tid ser ud til at være ovre.
Og det virker, som om befolkningen i Gaza, selv de, der tidligere støttede Hamas, er begyndt at stille det mest farlige spørgsmål enhver magthaver kan høre: “Hvad gør I egentlig for os?”
Fremtiden for Gaza bliver uden tvivl kompliceret. Men en ting er sikkert: Vi er vidner til enden på et kapitel, der har defineret regionen i årtier.
Og for første gang i lang tid er det ikke bare endnu en runde i den samme trættende cyklus. Det her kunne være begyndelsen på noget nyt. Ikke nødvendigvis bedre. Men anderledes. (Cyril Malka)
