(15/01-2025) – Det virker muligt, at krigsmålene er nået på den nordlige front, men i Gaza har Israel ikke opnået de succeser, som Benjamin Netanyahu lovede gennem det sidste år, da han modsatte sig Biden-administrationens ultimatummer.
- Der har ikke været nogen befrielse af gidsler,
- der har ikke været nogen nedbrydning af Hamas,
- der har ikke været nogen forhindring af Hamas i at gendanne sig,
- der har ikke været nogen genoprettelse af sikkerheden for grænseboerne.
Mange spørger sig selv, hvorfor Donald Trump tvinger Netanyahu til at underskrive denne dårlige aftale om at frigive gidslerne, når han siger at være en ven af Israel og kun ønsker det jødiske lands bedste.
Donald Trump eller hans rådgivere har ikke lavet nogen udtalelser, så vi kan ikke deres nøjagtige motiver.
Vi må derfor fremsætte hypoteser, og ifølge min mening er den mest realistiske af dem, den som tager højde for virkeligheden.
Hvorfor har præsident Trump presset på for den dårlige aftale, der tegner sig?
Ifølge den aftale vil et stort antal terrorister kunne blive frigivet.
Shalit-aftalen som gik ud på at befri 1.000 terrorister mod 1 ekstremistisk venstre soldat, førte til løsladelsen af Sinwar, som udførte massakren den 7. oktober.
At frigive 3.000, et tal nævnt af araberne – men som premierministerens kontor ikke har benægtet, er at tredoble risikoen for, at en 7. oktober gentager sig … Mindst.
At trække sig tilbage fra Gaza er 100% garanti for, at en anden konflikt vil blive udløst af Hamas inden for to eller tre år.
Så hvorfor?
Ganske enkelt fordi Donald Trumps rådgivere er meget velinformerede, og de er ikke ideologer, men fornuftige mennesker.
De er nået til den konklusion, at de samme årsager producerer de samme virkninger.
Benjamin Netanyahu har, med den bedste vilje i verden, ikke haft styrken til effektivt at bekæmpe den dybe israelske stat i løbet af disse mere end 400 krigsdage.
Fordi en ting som mange ikke ved er, at Israel er et højreorienteret land med en venstreorienteret hær.
Ledelsen i hæren, Mossad, efterretningstjenesten og højesteret er venstreorienteret.
Det er en etableret realitet, bevist og bekræftet af de forskellige parters offentlige udtalelser. Det er altså ikke bare baseret på min mening.
Regeringsministrene har erklæret det, premierministeren har erklæret det, de har selv bevist det.
Naturligvis er der ikke noget galt i at være venstreorienteret, især da de har bevist, at de er store professionelle inden for deres specialer.
Men disse krigere og efterretningstjenester, hvis bedrifter er anerkendt verden over, er under indflydelse af deres ideologi: De kæmper ikke for at knuse fjenden, men de kæmper fordi de ikke har noget valg.
De gør det modvilligt, som et nødvendigt onde.
Toppen af IDF, ledelsen af Mossad og cheferne for efterretningstjenesterne har den bedste ekspertise, de bedste værktøjer, men de nægter at gå hele vejen for at lykkes.
Vi ved det. Israelere ved det og … Fjenden ved det!
Det er det, der gjorde det muligt for dem at udføre 7. oktober ved at få det venstreorienterede sikkerhedsestablishment til at tro det, de gerne ville tro: at Hamas havde vendt ryggen til terrorisme og genopbyggede Gazastribens økonomi.
I over et år har IDF gået som katten om den varme grød.
I stedet for at lægge maksimalt pres på Hamas for at få gidslerne frigivet, har de ydet humanitær hjælp.
I stedet for at knuse dem har de kastet flyveblade for at advare om bombardementer.
I stedet for at placere befolkningen et sted forberedt til det og forbyde dem at flytte sig, har de flyttet dem fra et hjørne til et andet af humanitære grunde, for at lade dem vende hjem, hvilket hver gang har lettet Hamas-krigernes bevægelser blandt dem.
I stedet for at fremvise Hamas-fanger i underbukser og dele billederne bredt på sociale medier, som soldaterne havde den gode idé at gøre i begyndelsen, har de straffet soldaterne og forbudt “ydmygelse af fjenden”.
I stedet for at kræve beviser på gidslernes helbredstilstand og bevis for, at medicinen nåede frem til dem, har de løsladt Gaza-beboere, som de sandsynligvis havde arresteret ved en fejl, uden at kræve noget til gengæld.
I stedet for at forhindre Hamas-agenter i at tage den humanitære hjælp og misbruge den, hvilket har gjort det muligt for dem både at berige sig ved at videresælge den og bevare deres greb om Gaza-beboerne, har de ladet dem gøre det for ikke at genere de magtfulde lokale klaner og familier.
Man leverer ikke humanitær hjælp, når man vil tvinge nogen til at frigive gidsler! Det er så enkelt!
Og Trump har forstået, at Netanyahu er lige så lidt i stand til i dag som i går at besejre den dybe israelske stat, og derfor kan krigen kun trække ud.
Hamas rekrutterer og er ikke under tilstrækkeligt pres til at frigive gidslerne.
På dette punkt har Trump sandsynligvis konkluderet, at at fortsætte ad denne vej kun vil producere de samme resultater, og har derfor presset den israelske premierminister til at acceptere sit nederlag.
Fordi det er en bittersød sejr: Vi har ikke fået Hamas, men vi har fået Hizbollah.
Lad os ikke tage fejl, gidselaftalen udgør en erkendelse af premierministerens målsætningers fiasko.
Det er den nuværende realistiske situation.
Det er derfor bedre, at flere dusin mennesker kan vende hjem.
En del familier vil så kunne “vende bladet” efter denne forfærdelige prøvelse.
… og vi starter vel forfra om nogle år. (Cyril Malka)
