(30/04-2024) – Hvad er konsekvenserne af at stoppe krigen som en del af en aftale før afslutningen af kampene i Rafah, Nuseirat og Deir al-Balah?
Hamas kræver offentligt og konsekvent krigens fuldstændige ophør som en forudsætning for en aftale om gidselfrigivelse eller i det mindste endelige, skriftlige og definitive garantier i sagen.
Ifølge de seneste rapporter i arabiske og israelske medier får man det indtryk, mens man læser mellem linjerne, at Hamas’ krav om at afslutte krigen ikke direkte blev afvist af israelsk side.
Angående sagen skal der udvises forsigtighed, fordi “rapporter” fra forhandlinger om en kommende aftale altid kommer med flere spins med det formål at påvirke forhandlingerne, så det er svært at vide, hvor pålidelige de er.
Samtidig vil jeg vælge nu at behandle denne mulighed seriøst, eftersom der er tale om et eksistentielt spørgsmål af højeste national betydning vedrørende staten Israels fortsatte eksistens (ikke mindre!) i Mellemøsten.
Det er vigtigt dybt at forstå betydningen af en israelsk aftale, der ville forhindre afslutningen af kampene i Rafah, Nuseirat og Deir Al-Balah.
Først vil jeg beskrive omstændighederne ved de igangværende forhandlinger, som også er af afgørende betydning:
Israel kommer til de nuværende forhandlinger fra en mindreværdsposition under et hidtil uset amerikansk, vestligt og internationalt pres.
Israel blev tvunget til ved diktat fra amerikanerne og under offentlige irettesættelser, til at tillade en massiv tilstrømning af humanitær bistand til Gaza-striben, uden sidestykke i verdenshistorien.
Israel er under konstant trussel fra Den Internationale Domstol i Haag og lider under en betydelig svaghed i den internationale offentlige mening.
Israel ankommer til forhandlingerne, når de fleste af dets manøvrerende militærstyrker ikke længere er i Gaza.
Der er kun en lille styrke tilbage, som er ansvarlig for at fastfryse situationen uden at udføre væsentlig offensiv aktivitet.
På den anden side kommer Hamas til forhandlingerne fra en position med fordel og styrke.
Det modtager hidtil uset global støtte. Folk over hele Vesten efterlyser en “palæstinensisk stat fra floden til havet” – noget der afspejles på alle tv-skærme overalt.
USA presser Israel til at komme tættere og tættere på den oprindelige Hamas-position, mens Hamas afholder sin – Israels allierede gør arbejdet for Hamas.
Hamas lykkes med at antænde demonstrationer om spørgsmålet om de bortførte i hjertet af staten Israel ved at offentliggøre videoer, med det formål at lægge et internt pres på beslutningstagerne i Israel.
Der er mere, men for at opsummere kan man sige, at det er meget indlysende, at Hamas har overtaget alt det, der vedrører ledelsen af forhandlingerne – noget, der ikke var tilfældet i bortførelsesaftalen i november da Hamas kom fra en svagere position.
Betydningen
At opgive at operere i Rafah, Nizirat og Deir al-Balah betyder at Israel taber krigen i praksis. Premierminister Netanyahu sagde dette flere gange.
Den eneste løsning, jeg ser, for at dette kan være anderledes, uden at det betragtes som et rungende israelsk tab, er hvis alle af Hamas’ ledere og dets militære operativer bliver sendt i eksil, og at det medfører en aftale, der inkluderer deres nedrustning.
Hvis Israel opgiver besættelsen af Rafah, Nizirat og Deir al-Balah uden at fordrive Hamas fra Gaza-striben og afvæbne den, vil det påvirke staten Israels fremtid og eksistens i Mellemøsten.
Israel blev ramt den 7. oktober og forsvarssystemet blev alvorligt beskadiget.
Hvis man ikke retter dette indtryk og ikke præsenterer en overbevisende sejr eller fuldstændig ødelæggelse af fjenden, så er den næste 7. oktober kun et spørgsmål om tid. Og det bliver snarere end man tror.
Israel kæmper nu for sit image og karakter, og hvordan det vil blive opfattet i Mellemøstens jungle i de kommende år.
At give afkald på en overbevisende sejr mod Hamas i bytte for en gidselaftale ville være en kolossal fejl.
En sådan fejl vil lære Mellemøsten, at det er meget rentabelt at myrde og kidnappe israelere, fordi det er måden at nå Israel på.
Dette inviterer til den næste massekidnapning.
Det næste krav fra Hamas i bytte for fremtidige bortførte kunne for eksempel være en israelsk tilbagetrækning fra Judæa og Samaria.
Hvor trækker vi grænsen (bogstaveligt talt)?
En sådan fejl inviterer til den næste krig.
Israel har ikke det privilegium at tabe den nuværende krig eller ikke at vinde afgørende og måske senere gøre det godt igen.
Der vil ikke være en ny chance her.
Dette er et afgørende øjeblik, hvor Israels image vil blive bestemt i øjnene af dets fjender og allierede i Mellemøsten.
Israelske ledere burde vide, hvordan man siger “nej” og modstå pres, hvis den aftale, der tilbydes, bringer staten Israels fremtid i fare.
Jeg er klar over betydningen af at få de bortførte hjem og staten Israels kritiske engagement over for dens kidnappede borgere. Men jeg glemmer heller ikke at staten Israel en forpligtelse over for de andre 9 millioner af sine borgere og til de som ofrede deres liv, kroppe og sjæle for det.
Israel vidste, hvordan man lavede en god handel i november. Frigivelsen af snesevis af gidsler til en acceptabel pris skaber ikke et billede af sejr for Hamas.
Israels ledere burde sige nej, hvis vilkårene i den nye aftale er dårlige for dets borgere.
Spørgsmålet om synlighed
Synlighed for tilskuerne til denne krig i Mellemøsten er af afgørende betydning.
Hvis Hamas opfattes som vinderen efter den kommende aftale, vil Israel betale en ulidelig høj pris i sine borgeres liv og i sin fremtid som en suveræn stat i den nærmeste fremtid.
Hyæner har en udviklet lugtesans, de ved, hvornår byttet er i en svag position. Resten af flokken vil ankomme i fuld fart.
“Palæstinenserne” omtaler den 7. oktober som يوم العبور “overfartsdag” – den dag, de krydsede fra Gaza-striben til “det besatte Palæstina”.
Den 6. oktober blev også kaldt af egypterne ved nøjagtig samme navn – يوم العبور for den dag de “krydsede kanalen” i 1973.
Hizbollah bruger også den samme terminologi, når de taler om deres militære planer mod Israel.
Hvis Hamas opfattes som vinderen, er den næste overfartsdag (den tredje) lige om hjørnet.
Og det er uden at glemme de konsekvenser, der vil følge, når hundredvis af terrorister løslades fra israelsk fangeskab som en del af en sådan aftale.
Lad os ikke glemme at hjernen bag massakren den 7. oktober, Yahya Sinwar, samt de fleste af hans officerer blev løsladte som del af Shalit-aftale, hvor Israel udvekslede 1.000 morderiske terrorister mod én fransk-israelsk soldat.
Beslutningstagerne skal være offentligt ansvarlige over for Israels borgere, før de træffer sådanne konsekvensbeslutninger. Dette kan ikke gøres i mørke som det gøres i øjeblikket. Det ville være umoralsk da det er vores blod som bliver spildt som konsekvens af dette. (Cyril Malka)
