(11/12-2023) – Den iranske akse er kommet overens med Hamas’ fald i Gaza. Terroristerne ved, at deres dage er talte, de ved at også Sinwars dage er talte så nu stikker de kniven i ryggen på hinanden.
Først of fremmeste, af alle de “modige krigere” som myrdede babyer, børn, kvinder og gamle og som var så stolte at optage det og sende det rundt, så er der nu mange som er lige så uskyldige som en nyfødt dådyr.
De overgiver sig i store flok og er ih så ydmyge og uskyldige.
Her for eksempel kan man se en “stakkels civilist” som nægter at have deltaget i noget som helst. Han er så god og uskyldig og sværger på alt, hvad han har kær, at han ikke har deltaget i massakren den 7. oktober.
Altimens at den feje terrorist (pleonasme) græder, ser den israelske på vedkommendes telefon og man kan tydelig se, at han deltog meget velvilligt og var knap så grædende og uskyldig da det gjalt om at massakrere uskyldige.
Klik her hvis du ikke kan se eller downloade videoen.
Hvor modigt!
Det er vigtigt at huske, når man ser de “stakkels flygtninger” som er nødt til at bevæge sig mod Sydgaza, at disse mennesker havde knap så meget medfølelser da de fik at vide, at over 1.000 uskyldige jøder var blevet massakrerede. De var knap så medfølende når bortførte børn og kvinder blev ført gennem byen og de spyttede og lemlæstede dem.
Klik her hvis du ikke kan se eller downloade videoen.
Men nu, sjovt nok, gæder der andre regler.
Ingen er skyldig af noget som helst.
Det gælder i det småt, men den tankegang gælder også i lidt større skala:
Her er en del af en interview med tidligere Hamas “kommunikationsminister”, Yosef Almansi som har overgivet sig.
Han kan ikke lide Yahya Sinwar, han har aldrig kunnet lide ham og han taler imod Hamas og Sinwar.
Sjovt nok så er det først nu, at han taler om det. Han har ikke gjort noget ved det før, han endte i et israelsk fængsel.
Klik her hvis du ikke kan se eller downloade videoen.
Og hvis vi stopper op et øjeblik og prøver at analysere krigsstyringen på den iranske side i forhold til dens proxies, kan vi få nogle indsigter og se at der gælder de samme regler.
Vi er nu på den 66. dag af krigen, og rollen af de iranske proxies aktivitet på de forskellige arenaer er stort set blevet fastslået.
Sådan ser det ud for øjeblikket:
1. Hizbollah, Irans stærkeste stedfortræder.
Karakterisering af aktiviteten: udvekslinger af middelintensiv ild i det sydlige Libanon, samtidig med at uskrevne spilleregler opretholdes. Som følger:
A. Tydelige geografiske grænser (for både IDF og Hizbollah) – omkring 10 km fra grænselinjen.
B. Typen af regelmæssig offensiv aktivitet: skydning mod forposter, normalt raketbeskydning eller panserværnsild.
C. Aktivitetsomfang: omkring ti daglige angreb (det er ikke for ingenting, at Hizbollah sørger for at liste handlingerne hver dag. Det forbereder undskyldninger for dagen efter: der har du det, vi udførte så og så mange offensive handlinger hver dag, alt er dokumenteret og nummereret).
D. Undgå beskadigelse af civile mål med undtagelse af sjældne tilfælde eller som reaktion efter israelske skader på libanesiske borgere.
2. Houthierne i Yemen.
Aktivitetskarakterisering:
A. Affyring af ballistiske missiler mod Eilat
B. Opsendelse af UAV’er mod Eilat.
C. Skader på sejlruter i Rødehavet.
De fleste af missilerne og UAV’erne bliver opsnappet af USA, Saudi-Arabien og Israel og når ikke deres destination. Skaderne på sejlruterne forårsager økonomisk skade for Israel og andre lande i verden.
3. Shia-militserne i Irak
Aktivitetskarakterisering:
Affyring af raketter og droner mod amerikanske baser i Irak og Syrien.
Indirekte pres på Israel ved at skade amerikanerne.
4. Pro-iranske militser i Syrien
Karakterisering af aktivitet: Ubetydelig beskydning mod Golan. Mest raketter, der falder i åbne områder.
5. Militære operatører i Judæa-Samaria:
Aktivitetskarakterisering: Forsøg på at udføre skudangreb mod israelske mål i Judæa og Samaria og på israelsk territorium.
De fleste af forsøgene stoppes i de “palæstinensiske” byers territorier. Der var et par terrorangreb, hvor israelere blev dræbt.
Ikke én af de iranske proxy-styrker, jeg nævnte ovenfor, fører kamp på en måde, der kan ændre karakteren af kampagnen i Gaza.
Alle de iranske proxy-styrker fører en krig, der har til formål at genere Israel og at lægge pres på USA.
Men de ved godt, at denne form for pres ikke vil ændre noget som helst på kampagnen i Gaza.
De ved det og fortsætter med lige præcis samme omfang af og samme slags af aktivitet. Det er “deres pligt” så de kan sige dagen efter, at de “ikke har opgivet det palæstinensiske spørgsmål” og at de har “kæmpet side om side” med dem.
I praksis, på det nuværende tidspunkt, hvis Iran troede, at det kunne redde Hamas ville man i det mindste beordre Hizbollah til at gå ind i kampagnen med al sin magt. Det ville vanskeliggøre mange ting for Israel og kunne blive ret blodigt.
Men Hizbollah vil nok ikke overleve det heller.
Iran valgte derfor ikke at handle på denne måde og de vil ikke ofre Hizbollah på alteret for “Tofan al-Aqsa”-kampagnen (navnet på den “kampagne” startet af Hamas den 07/10).
Iran havde en god mulighed for at bringe Hizbollah ind i kampagnen med en højere intensitet ved slutningen af våbenhvilen, da der var et vindue, hvor det kunne indføre betydelige ændringer, men alle proxy-styrkerne vendte tilbage til samme intensitet (og måske endda mindre), som de brugte før våbenhvilen.
De har indset at Hamas er en tabt sag. Derfor har Iran accepteret Hamas’ fald i Gaza og ønsker ikke at “spilde” sin dyrebare mægtige Hizbollah, for at redde Hamas, som er ved at dø i Gaza-striben.
Også tavsheden fra Nasrallah, Hezbollahs leder, som ikke har holdt en tale i lang tid, siger meget.
I dette tilfælde siger stilhed meget mere end en lang tale.
Hamas er færdig og alle ved det.(Cyril Malka)
