(21/10-2023) – Følelsen af, at Israel må genoverveje sin langvarige politik, hærde sit hjerte og sende et brutalt budskab til sine fjender, er i stigende grad til stede i Israel.
Den nuværende situation er anderledes af to hovedårsager:
- Den første er, at Israel er i en krigstilstand. De fleste borgere mener, selv om de sympatiserer med gidslerne og deres familier, at krigen skal vindes.
- Den anden grund er, at offentligheden bedre end nogensinde forstår den enorme fejl, der blev begået i håndteringen af tidligere kidnapninger.
Med andre ord, gav Israel alt for meget. Israel betalte en frygtelig pris, og vi er begyndt at indse det nu, hvor Hamas har taget mindst 200 gidsler.
I 1985 løslod Israel 1.151 fanger i bytte for tre israelske soldater, der blev taget til fange under Libanonkrigen i 1982.
En af de løsladte fanger var Ahmed Yassin. Yassin var knap kommet ud af fængsel, at han skabte en ny bevægelse: Hamas.
Det sidste større fangebytte fandt sted med Hamas i 2011, hvor 1.027 arabere som sad i israelske fængsler blev løsladt i bytte for en enkelt kidnappet soldat, Gilad Shalit, som havde været tilbageholdt i Gaza i fem år.
Det var premierminister Benjamin Netanyahu, som også var premierminister på det tidspunkt, der foretog denne udveksling.
En af de fanger, der blev løsladt på det tidspunkt, var Yahya Sinwar, som nu er den øverste Hamas-leder i Gaza og som er hovedansvarligt for for at igangsætte, planlægge og lede angrebene den 7. oktober.
Seks andre fanger, der blev løsladt i 2011, blev højtstående Hamas-embedsmænd i Gaza og Judæa og Samaria.
Sådan en opgørelse ændrer offentlighedens tendens til at prioritere løsladelse af gidsler.
Hamas-angrebet tidligere på måneden chokerede ikke kun pga. den udviste sadisme – afhuggede hoveder, brændte babyer, voldtaget kvinder og halshuggede kroppe – men også pga. dets sofistikerede forberedelsesniveau og det faktum, at terroristerne udnyttede den humanitære fiber fra højtstående israelske embedsmænd, som massivt gav arbejdstilladelser til infiltrerede Hamas-agenter.
En del af den uudtalte begrundelse for tidligere skæve fangebytteaftaler var følelsen af, at Israel var så meget stærkere end dets fjender, at det kunne tåle en tabende aftale for at vise, at det bekymrede sig om sine borgere, som vier to til tre år af deres liv til militærtjeneste.
Budskabet var, at israelske borgere har ret til statens fulde styrke til at bringe dem hjem, hvis de bliver fanget.
I dag har den følelse givet plads til en følelse af sårbarhed og en tro på, at det ville være mere klogt at projicere et billede af et Israel, der er hårdt nok til at afværge fjender.
“I årtier har vi brugt vores fanger og forsvundne mennesker som et værktøj til afpresning,” skrev Nadav Haetzni, en advokat og forfatter, i avisen Yisrael Hayom mandag.
“Vi kapitulerede over for fjenden og endte med, at mange flere mennesker blev myrdet og kidnappet. Endnu værre, som vi lige er blevet vist igen, har vi risikeret vores eksistens.”
Israel bekræftede, at 199 israelere blev kidnappet. Hamas siger, at de holder 200 gidsler, og at yderligere 50 tilbageholdes af andre terror-organisationer.
Den tragiske massakre på 1.300 uskyldige jøder viser, at der skal findes et andet alternativ til “Tostatsløsningen”: ingen i Israel ønsker en stat styret af Hamas, og kendsgerningerne har med smerteligt blodigt klarhed vist, hvad de kan finde på at gøre, når den hegnen som skal beskytte os bliver revet ned. (Cyril Malka)
