(08/10-2023) – En ‘naturfest’, der varede hele natten, med tusindvis af israelske unge, der dansede og sang nær kibbutzen Re’em, forvandlede sig til et frygteligt dødsområde lørdag morgen, der mindede om de tragiske begivenheder på Bataclan i Paris i 2015, da dusinvis af Hamas-terrorister jagtede dem, dræbte hundredvis af mennesker, sårede dusinvis og kidnappede andre.
Raziel Tamir, en af overlevende fra angrebet, sagde her til morgen (søndag 08/10) i et hjerteskærende interview på Kan Bet: “Jeg tror ikke, jeg er i live. Jeg ved ikke, om jeg er i live, eller om det er, hvad de døde føler.”
Tamir, der deltog i festen med fire andre venner, hvoraf ingen vendte tilbage, sagde, at han blev vækket i sin telt omkring kl. 6 om morgenen af lyden af skud, skrig, eksplosioner og lugt af røg.
“Da jeg kom ud af mit telt, så jeg en masse lig, og terrorister løb og skød overalt, kastede granater og støjgranater på folk,” sagde han. “Folk forsøgte at løbe til deres biler, men terroristerne ventede på dem og massakrerede dem, mens de forsøgte at komme ind i deres biler og flygte.”
Han sagde, at raketter blev affyret mod dem, der forsøgte at flygte.
Tamir sagde, at han så over 50 terrorister inden for området, hvor festen fandt sted, og endnu flere omringede området. Han sagde, at mængden af våben, de brugte “for at dræbe ubevæbnede civile, er ikke en situation, folk forventes at stå over for, når de går til en fest og bare vil fejre livet.”
Tamir sagde, at han og en ven løb zigzag for at undslippe terroristers skud, “springende over vagter og soldaters lig.”
Vi så dem falde foran vores øjne
Han sagde, at flere soldater lå døde på jorden, deres våben, hjelme og skudsikre veste var blevet konfiskeret. I nogle tilfælde forklarede han, at terroristerne klædte sig ud som IDF-soldater, og nogle af festdeltagerne løb mod dem i den tro, at de løb til et sikkert sted, kun for at blive skudt.
Tamir og flere andre løb til en nærliggende frugthave og søgte ly bag træer og buske. Terrorister ventede der, og det var der, de fleste mennesker blev kidnappet, og mange blev dræbt, forklarede han.
“Jeg løb ind i frugthaven, og det første, vi så, var mange sårede og lig af soldater, kvinder og unge.”
Tamir sagde, at han så to af sine venner brutalt kidnappet, slået og såret i benene, hvilket forhindrede dem i at gøre modstand eller undslippe.
Tamir, en ven og en kvinde, de også så gemme sig i buskene, søgte en vej ud af frugthaven, men fandt ingen. Terrorister skød overalt og satte en del af frugthaven i brand.
“Vi lå på jorden under buskene, vi blev dækket af jord og blade, så vores hud og tøj ikke var synlige. Terrorister skød ned i jorden og træerne, fordi de vidste, at folk gemte sig der. Det er et mirakel, at vi kom derfra uden en skramme,” sagde han. Nogle mennesker i nærheden blev såret og skreg af smerte.
Tamir sagde, at det var umuligt at beskrive, hvad der gik gennem hans hoved.
“Jeg stoppede ikke med at bede. Jeg tænkte på mine venner og hvad der skete med dem, hvis de formåede at undslippe. Jeg tænkte på mine andre venner til stede ved festen og folkene fra de nærliggende samfund.”
På et tidspunkt ankom IDF og åbnede ild mod terroristerne. Han sagde, at mellem pauserne i ildkampene løb han og de to personer, der fulgte ham, mod soldaterne og gemte sig bag en panservogn, der blev ramt. De ventede sammen med soldaterne i endnu nogle timer, indtil IDF-forstærkninger ankom for at starte en redningsoperation.
“Der var omkring hundrede civile liggende på jorden,” sagde han. “Soldater beskyttede os med deres kroppe, og vi så dem falde [under Hamas’ skyderi] foran vores øjne.”
Forklaring
En nyhed er lige faldet, som forklarer det israelske hærs passivitet:
Et stort cyberangreb blev iværksat mod Israel klokken 5:30 lørdag morgen.
Iranerne neutraliserede vores kameraer og advarselssystemer, vores overvågningssystemer, vores radioer, vores elektricitet, i den israelske hær, vores computere i Kiriya, internettet i Otef, vores reception, bare alt.
Dette er grunden til, at vores “overvågningstjenester” ikke rapporterede indtrængen til grænsen. Der var kun fuldstændig stilhed fra vores aflytning.” (Cyril Malka)
