Khader Adnan er ingen helt

(02/05-2023) – Hvorfor bliver Khader Adnan rost, og der bliver ikke sagt noget om hans gruppes terrorhandlinger? Det er fordi journalistikken som så er død og er blevet erstattet af militanter, der udfører propaganda i stedet for at informere.

Adnan døde af sin sidste sultestrejke. Medierne, Fathi og andre propagandister beskylder Israel for administrativt at tilbageholde ham uden retssag.

Noget tyder på at alle disse mennesker ved ikke, at den mekanisme, der bruges til at fængsle Adnan, administrativ tilbageholdelse, dvs. tilbageholdelse af en person af staten uden retssag, er udtrykkeligt lovlig i henhold til international lov.

Artikel 78 i den fjerde Genève-konvention fastslår, at hvis et land “af tvingende sikkerhedsmæssige årsager anser det for nødvendigt at træffe sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til beskyttede personer, kan det højst udsætte dem for anvist ophold eller internering”.

Artikel 4-1 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder tillader yderligere foranstaltninger såsom administrativ tilbageholdelse i tilfælde af offentlig nødsituation, der truer en nations liv.

Hvorvidt Adnans sag havde nået det niveau kan være til debat, men det er bestemt ikke inden for journalisternes kompetence – eller de “eksperter”, de inviterer, at gøre det: de er under det niveau af ærlighed, der kræves, og de har ingen intentioner om at være neutrale.

Når journalister udviser den moralske klarhed, der er nødvendig for aldrig at stemple talsmanden for en af verdens mest brutale terrororganisationer som en helt, kan den debat finde sted … Og hønsene vil have tænder.

I mellemtiden er der her lidt oplysninger som kan hjælpe med at danne sig en mening:

• Adnan var talsmand og leder af den Palæstinensiske Islamiske Jihad (PIJ) i Judæa Samaria.
• PIJ betragtes som en terrororganisation af EU, Storbritannien, Japan, Canada, Israel, USA og Australien.
• Dog betragtes denne terrororganisation ikke som så af medierne, som er de eneste, sammen med araberne, der betragter PIJ som en “militant organisation”.

Efter at have gjort sin karriere ved at tilskynde til vold uden at få hænderne snavsede personligt, blev han arresteret af PA (Palestinian Authority) otte måneder efter at være blevet løsladt af Israel.

Han blev fanget for at opmuntre “medstuderende” til at kaste med sten efter den franske premierminister Lionel Jospin, som var på besøg, i 2000.

Adnan døde af sin sultestrejke. Han bliver hyldet på siderne i New York Times, Le Monde og andre aviser for at sultestrejke for at “protestere mod hans tilbageholdelse”.

De, der roser ham i dag, protesterede ikke, da Islamisk Jihad sprængte caféer i Haifa, indkøbscentre i Tel Aviv, busser i Nazareth og markeder i Hadera i luften.

Journalister protesterede ikke, da den organisation, han talte for, lemlæstede og myrdede hundredvis af uskyldige mænd, kvinder og børn.

Ikke alene protesterede journalisterne ikke, men de fortiede hans aktiviteter som talsmand for terrorgruppen.

Hans rolle var at tilskynde til terror. Den samme tilskyndelse til terror, som dagligt fordømmes i aviserne.

Medierne taler om en “krænkelse af menneskerettighederne” vedrørende Adnan. Men de glemmer at “menneskerettigheder” og “islamisk jihad” er uforenelige.

For at det første kan eksistere, skal det sidste besejres.

Det er kun i Utopia, i journalistikkens verden og den mest radikale yderste venstrefløj, at et medlem af en terrororganisation er knyttet til menneskerettighederne.

Naturligvis kan man kritisere den internationale folkerets normer og procedurerne for administrativ tilbageholdelse.

Men det er at rose talsmanden for en blodtørstig terrororganisation, der sigter efter civile i selvmordsbombekampagner er ikke det er måske at gå en anelse for lang i kritikken.

Og nej, at blive taget i fængsel for at opfordre og hjælpe til at planlægge mord på mænd, kvinder er ikke definitionen af en “politisk fange”. (Cyril Malka)