(28/06-2022) – Forleden fortalte min kone mig, at hun så en kursus om at lære at tale det “hebraiske som Jesus talte”.
– Men han talte ikke hebraisk, vel? Spurgte hun mig. Han talte aramæisk, gjorde han ikke?
– Jow, det var hvad jeg lærte. Han kunne vel hebraisk, som alle jøder, men han talte aramæisk til dagligt.
Så kom jeg i tanker om, at imens han var ud at besøge Israel i 2014, da daværende statsminister Benjamin Netanyahu fortalte at Jesus talte hebraisk, rettede pave Francis ham ved at sige at “Jesus talte aramæisk …”
Det, sammen med min kones spørgsmål fik mine små grå til at gå i omdrejning, af den grund at den gode pave Francis er sandsynligvis en af de mest israelsfjendtlige paver i lang tid. Og som regel, at fjerne Jesus fra sin jødisk arv er ofte kun første skridt i den anden retning “Jesus var ‘palæstinenser'”…
Hvad betyder denne divergens, som viser den israelske bekymring – legitim og positiv – for at genoprette Jesu jødiskhed og at får ham kulturelt hjem, mens pave Francis synes at minimere denne tilhørsforhold ved at instrumentalisere aramæisk. Har den pave noget ikke særligt kosher i baghovedet?
Ud fra de forskellige studier jeg har kunnet finde rundt omkring, så tyder alt på at Jesus talte hebraisk dagligt, men han talte også aramæisk og uden tvivl nogle få ord på græsk.
Underviste Jesus på aramæisk eller hebraisk?
En meget almindelig påstand, der har cirkuleret i årtier, er, at hebraisk på Jesus’ tid var et dødt sprog, og derfor var det eneste sprog, der blev brugt, aramæisk.
Aramæisk er et semitisk sprog, tæt på hebraisk, men ikke identisk med det. Det blev indført i Israels af de landflygtige, der vendte tilbage fra Babylon, og det var altså sproget for eliten i Jerusalem i langt højere grad end det almindelige folks.
Den kendte talmud-lærde Rachi skrev en del på aramæisk.
Det vil sige at de veluddannede talte aramæisk, og de dårligt uddannede galilæer og andre jøder talte hebraisk.
På Jesus’ tid er der derfor 4 sprog, der eksisterer side om side i området: hebraisk, aramæisk, græsk og latin.
Da folket led under de besættende romerske styrker, og siden de var flåede i skat værre end en dansker, var latin ikke særlig godt set et sprog. Arbejderklassen var mere orienteret mod kulturel modstand og det vil sige, at hebraisk var mere centralt.
Der var en forfatter som påståede i sin tid at Jesus havde talt på latin med Pilatus under sin retssag, men det virker meget usandsynligt. Hvor skulle han lære det fra og især, til hvilket formål?
Hvad angår græsk, er sproget blevet indført i Judæa, Galilæa og Samaria under invasionen af Antiochus Epiphanes 2 århundreder f.v.t.
Men fordi den hebraiske bibel var blevet oversat til græsk omkring 270 f.v.t. for at være tilgængelig for de mange jødiske samfund, der boede i diasporaen, trængte græsk gradvist ind i de herskende klasser i Jerusalem, mens folket fortsatte med at tale hebraisk.
Altså det er forkert at regne med at hebraisk var et dødt sprog dengang.
Med hensyn til status for aramæisk i Israels land er vurderingen mere blandet, eftersom der er aramæiske udtryk i evangelierne, som tydeligvis er blevet indsat senere. Altså da budskabet skulle formidles.
Aramæisk eller hebraisk ifølge skrifterne?
Navnet “Abba“, som Jesus giver til Faderen, “talitha kum” (pige, rejs dig op!) og råbet om forfald fra Jesus på korset “elahi, lama sabactani” er nævnt i evangelierne … Allesammen aramæiske udtryk.
Derfor, fra begyndelsen af det 20. århundrede har forskerne været overbeviste om, at der bag evangeliernes græsk gemte sig det aramæiske sprog.
Senere, i 1980’erne, viste værket af Abbé Carmignac og den katolske bibelforsker Claude Tresmontants arbejde, at det græske i Det Nye Testamente ikke var opbygget fra aramæisk, men fra hebraisk.
Claude Tresmontant har fremvist i lignelserne og logien udtrykt af Jesus ting, der kun giver mening på hebraisk.
Ordspil i nogle tekster virker kun fra hebraisk.
Ligeledes er repræsentative passager såsom “lammet, der bærer verdens synd” (Seh HaElohim, hanoseh hatat HaOlam) typisk hebraiske og ikke aramæiske.
Derfor kan hverken græsk eller aramæisk svare til den sprog Jesus benyttede sig af da han talte til tilhørere fra lavere klasser, som dagligt talte hebraisk.
Jesus havde valgt at sende sit budskab om messiansk håb til de fattige, til sårbare mennesker, til beskedne folk som var på jagt efter spiritualitet for deres daglige liv og deres fremtid.
Desuden kan de mange bibelske citater og referencer, som Jesus videresender i sine taler og kommentarer, også kun være på hebraisk: I synagogen er Toraens og profeternes ruller skrevet og læst på hebraisk.
Ganske vist fortæller Markusevangeliet at det sidste råb fra Jesus var på aramæisk “Elahi, lama sabactani! “.
Men det er jo en citat fra den første sekvens af Salme 22 og det kan derfor kun udtrykkes på hebraisk af den døende Jesus (Eli, eli, lama azavtani).
Derfor kan også det naive ordspil, der tilskrives et vidne: “han kalder Elias” ikke være muligt med aramæisk, men kan sagtens danne mening hvis Jesus talte hebraisk.
Hvad angår inskriptionen “Jesus Nazarenus Rex Judaeorum” slået fast på korset ved Jesus’ henrettelse, er den skrevet ifølge Johannes på hebraisk, latin og græsk.
Der er ikke tale om aramæisk her; på hebraisk: Yeshua haNotsri Wemelekh HaYehoudîm, hvis initialer svarer til tetragrammet, en måde for Johannes at antyde, at den guddommelige tilstedeværelse manifesteres i påskebegivenheden ved Jesus offer.
Og husk at i Apostlenes Gerninger (26,14), at det er klart udspecificeret, at den Opstandne Jesus henvender sig til Schaoul (Paulus) på hebraisk: “Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden.”
Derfor må jeg vist rette min opfattelse: Jo, man talte hebraisk på Jesus tid, han talte hebraisk og det er nok muligt at undervise i hebraisk fra Jesus’ tid.
Og hvis paven ikke er enig … (Cyril Malka)
