(05/06-2018) – Når man hører på pro-palæstinensiske og uvidende journalister og politikere, får man at vide, at Israel hader arabere og muslimer så meget, at siden begyndelsen af landets moderne historie har det ført en benhård apartheids-politik imod dem. Derfor agiterer de for at Danmark og andre EU-lande skal boykotte ”apartheid-staten” Israel. Den Hitler-beundrende arabiske kommentator, Fathi el-Abed, benytter sig også af enhver lejlighed til at benytte ordene “Israel” og “apartheid” sammen. Han knytter ligeledes ord som “besættelsesmagten” og “Israel” og “Gaza” og “besat område” sammen så ofte som han kan. Det er alle sammen noget værre vrøvl men det må blive emnet for en anden artikel.
Lad os nøjes med at se på apartheid i Israel i denne artikel.
Lige en præcision før vi starter: Apartheid er et sydafrikansk-engelsk ord, som betyder ”adskillelse”. Det var et system af race-adskillelse, som var bestemt ved lov af National Party (NP), som styrede Sydafrika fra 1948 til 1994. NP havde kategoriseret befolkningen i fire kategorier: Hvide, sorte, farvede og indere.
Når man taler om apartheid, tænker man meget på de sorte, naturligvis, men det berørte alle, som var bare lidt farvede. De sorte og de farvede, måtte ikke gå i samme skoler som hvide, de måtte ikke bruge samme transportmidler som hvide, de havde ikke samme rettigheder som hvide (de havde, blandt andet, ikke ret til at stemme), de måtte ikke gå til de samme læger som hvide. De måtte ikke bo samme steder som hvide, de måtte ikke gå på de samme strande som hvide. De måtte end ikke bruge de samme offentlige kontorer og tjenester som hvide. Det var simpelthen utænkeligt, at en hvid kommunalansat skulle betjene en sort eller en farvet.
Når man kalder Israel for en apartheid stat, er det det, man beskylder Israel for at gøre. At lave en adskillelse mellem arabere og ikke arabere så at arabere ikke har samme rettigheder som andre (jødiske) israelere.
Lad os sammen sammenligne anklagen med fakta og se, om der er hold i det.
– Siden 1948 har Israel accepteret arabere i hæren. Det kan man tydelig se på dette billede af IDF beduiner, som paraderer i Tel-Aviv i 1949.
Den dag i dag er der en hel drusisk bataljon, Herev (sværd), i IDF. Ligeledes består IDF af en beduinsk ørkenrekogniseringsbattaljon, og man finder et stort antal druser, kristne, arabere og muslimer, som tjener i grænsevagter-enheder eller i politiet.
Som eksempel kan nævnes den drusiske politibetjent, Zudan Sayef, som gav sit liv, da han forsøgte at stoppe skyderiet under attentatet mod Kehilat Bnei Torah Synagogen i november 2014.
– Mens vi er ved hæren, oberst Ghassan Alian, en druser, er leder af Golanibrigaden. Golanibrigaden er IDFs ældste og mest prestigefyldte enhed. En stor del af IDFs generaler er druser.
– Miss Israel 1999 var Rana Raslan, en arabisk muslimsk kvinde (fra Haifa). Miss Israel 2013 var Yityish Anyaw, en etiopisk (og altså sort) kvinde, som i øvrigt har en fortid i det israelske militærpoliti.
– Det er en araber, dommer George Karra, som har dømt Israels tidligere præsident, jøden Moshe Katsav, til syv års fængsel for voldtægt. Det er ligeledes en libanesisk araber, Salim Joubran, som er præsident for Israels Højesteret (den såkaldte ‘Supreme Court’) siden 2004.
– Ikke blot har israelske arabere stemmeret (og også deres kvinder, hvilket adskiller Israel fra de fleste omkringliggende lande), men de kan sandelig også præsentere sig selv til Knesset (det israelske parlament) og blive stemt på.
Derfor sidder 14 arabere som medlemmer af Knesset, og de har endda lov til at fejre og rose Hamas’ bortførelse og mord på tre israelske børn i 2014. De tøver ikke med at bede og at arbejde for tilintetgørelsen af den stat, hvis parlament de er del af.
Og ja, disse mennesker er lovlig valgte og sidder derfor i det demokratiske parlament. De er blevet genvalgt i april 2015 og er nu Israels tredjestørste parti.
Der skal dertil siges, at mange arabere i Israel har udtrykt, at de synes, at de parlamentsmedlemmer, de har valgt, arbejder for meget henimod tilintetgørelsen af den stat, de lever i, og alt for lidt på at forbedre de mere jordnære behov som arbejdsbetingelser, lejeloven og andre dagligdagsting, som de føler er vigtigere. Derfor bliver det interessant at se, om partiet kan samle så mange stemmer ved næste valg (den 5. november 2019 hvis alt går som planlagt). Hvis de ikke gør, er det ikke pga. apartheid, men ganske enkelt fordi vælgerne har stemt på noget andet.
– IDF har etableret felt-hospitaler ved grænserne til Syrien. Hospitalet behandler flygtninge og ofre for borgerkrigen, uanset hvilken side, de kæmper for.
IDF havde ligeledes opsat felthospitaler ved grænsen til Gaza under operation protective edge i 2014 for at behandle sårede Hamas-medlemmer.
Mens vi taler om hospitaler: Flere hundrede arabere går dagligt fra Gaza til Israel for at blive behandlet gratis. Ligeledes blev Mahmoud Abbas kone og Hamas’ leder, Ismael Haniyehs, barnebarn behandlet på hospital i hhv. Tel-Aviv og Haifa. Og for nyligt blev Mahmoud Abbas’ bror fløjet fra Qatar for at blive behandlet på et hospital i Tel-Aviv. Og nej, det var ikke i en “araber only” hospital!
Fakta er, at Israel er et land, der er multikulturelt, multietnisk, hvor man kan finde indflydelsesrige personer fra hele verden, som tydeligvis kan finde ud af at leve sammen. Det starter med de over 1,6 mio. israelske-arabere, der bor i landet, og som har afgjort bedre levebetingelser end araberne i de omkringliggende lande, ikke mindst dem, der lever under Mahmoud Abbas’ eller Hamas’ diktaturer. Langt de fleste af araberne, der lever i Israel, har endda bedre levebetingelser end dem, der lever i Europa.
Er der så slet ikke noget apartheid i Israel?
Jo!
Det er der, rent faktisk!
Der er apartheid ét sted i Israel.
Tempelbjerget, jødedommens helligste sted i Jerusalem, er i øjeblikket under arabisk kontrol. Et særligt arabisk-muslimsk politi styret af Jordan holder orden dér, fordi for nogle år siden har araberne bygget en moske i et hjørne af det sted, hvor det jødiske tempel oprindeligt lå.
Derfor nu kan kun muslimer få adgang. De få turister, som kan få lov til at gå der, må ikke komme igennem de almindelige porte, men en port reserveret for de ”uværdige”. Jøder må slet ikke være der, og det er forbudt for jøderne at bede dér, medmindre der er tale om en muslimsk bøn.
Og se! Det her, til gengæld, det er apartheid! (Cyril Malka)
Supergodt! 🙂