(07/02-2021) – I al den snak om “Palæstina”, glemmer man ofte at “palæstinensere” oprindeligt ville ikke have hverken Gaza eller Judæa-Samarie, som de nu kræver. Det har de selv skrevet i deres charter.
Men lad os lige tjekke historien.
Når vi ser dagens kort over Israel og kravene, kan vi se at araberne vil have at jøderne giver det område vest for Jordanfloden (øst for Jordanfloden er “Jordan”, det er det arabiske stat som er på 77% af den britisk mandat over Palæstina, jøderne fik kun 23% af det, som oprindeligt var tiltænkt dem).
Det, der kræves af araberne svarer til:
- Hele Gazastriben med en udvidelse over Negev i det sydøstlige.
- Det meste af Judæa og Samaria samt en udvidelse til Nord i Galilæa.
Men indtil 1980 og 1988 så var de “Palæstinensiske krav” meget forskellige. Lad os lige gå tilbage i tiden, og i historien:
Gaza
Jerusalems stormufti, Hajj Amin al-Husseini bosatte sig i Gaza i 1947 sammen med sin regering “af hele det arabiske Palæstina” (forstås: hele området, hele Israel inkluderet).
I 1948 greb den egyptiske hær kontrol over Gaza-striben, hvor 200.000 vest-palæstinensiske arabere boede. Alle jøderne som boede dér blev smidt ud.
Fra 1948 til 1958 var Gaza under egyptisk protektorat og teoretisk under jurisdiktionen af “hele arabiske Palæstinas” regering af stormufti Hajj Amin al-Husseini samt af terrorbevægelsen PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine).
Ligeledes fra 1948 til 1958 placerede stormuftien Hadj Amin al-Husseini i stiftelsescharteret for hans “regering for hele det arabiske Palæstina” (det vestlige Palæstina) Gaza under egyptisk protektorat og han fremsatte ingen palæstinensiske territoriale krav på Gazastriben.
I 1959 opløste Egypten den palæstinensiske arabiske regering af stormufti Hajj Amin al-Husseini og placerede Gazastriben under direkte egyptisk militæradministration. Gaza blev så en egyptisk koloni.
Stormufti Hajj Amin al-Husseini, medlemmer af hans regering og PFLPs ledere blev overførte til Kairo, og Gaza bliver officielt en del af “Den Forenede Arabiske Republik”, (et fællesskab mellem Syrien og Egypten, under den Pan-arabisk politik af Nasser som dengang var præsident af Egypten).
PFLP overtog kontrollen over stormuftien, og de skrev i sort på hvidt i deres grundlæggende charter, at Gazastriben var egyptisk land samt at der ikke var noget palæstinensisk territorialt krav på Gazastriben.
I 1964 blev PFLP opløst for at blive erstattet af den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO), som blev grundlagt af sovjetterne, egypterne og syrerne.
Samme ting: i 1964 skrev PLO i sin grundlæggende charter, at der ikke var noget palæstinensisk territorialt krav på Gazastriben. (Se dokument i webarkivet her – punkt 24)
Selv i 1967, da IDF overtog militær kontrol over Gaza-striben og PLO sammen med Arafat, søgte tilflugt i Jordan, var der stadig ingen palæstinensisk territoriale krav på Gazastriben. For PLO var Gazastriben egyptisk land.
Gaza blev først “palæstinensisk territorium” i deres ny version af charter i 1980 efter at Egypten opgav at gøre krav på den.
Judæa og Samaria
Judæa og Samaria blev erobret og derefter besat af Jordan i 1948. Araberne smed jøderne ud af området, inkluderet den østlige del af Jerusalem som de ligeledes havde besat.
Jordan annekterede Judæa og Samaria i 1949 og området blev omdøbt til “Vestbreden”, altså: Jordanflodens vestbred.
Efter at Jordan havde annekteret Judæa og Samaria blev de 100.000 derboende arabere “Vestpalæstinas arabere”. De fik alle jordansk statsborgerskab og de valgte deres repræsentanter i det jordanske parlament.
Bemærk at i området, lige som i Gaza, ingen grundlagde noget “Palæstinensisk stat”.
Som bekendt, genvandt Israel Judæa og Samaria i 1967 samtidigt som de befriede den besatte del af Jerusalem.
Eftersom området havde lidt under etnisk udrensning under den jordanske besættelse, car der ikke nogle jøder tilbage. Dengang bede der ca. en million arabere. 350.000 var de, der boede på området før den blev besat af Jordan, og ca. 650.000 bosættere fra Jordan som havde bosat sig i området.
De havde stadig alle jordansk nationalitet og valgte stadig deres repræsentanter i den jordansk parlament.
I 1988 opgav Jordan alle territoriale krav over Judæa og Samaria (eller for dem “Vestbredden”) og de benyttede sig af lejligheden til at fratage de derboende arabere deres nationalitet og fjerne deres repræsentanter fra parlamentet.
Fra 1948 til 1958 blev Judæa og Samaria aldrig krævet som “palæstinensisk territorium” af stormufti Hajj Amin al-Husseini. Den blev altid anset for at være jordansk land.
I 1959 blev Judæa og Samaria aldrig krævet som “palæstinensisk territorium” af PFLP. Den blev altid anset for at være jordansk land. Det står i deres grundlæggende charter.
I 1964 blev Judæa og Samaria stadig ikke krævet som “palæstinensisk territorium” af PLO og af Yassir Arafat. Den blev altid anset for at være jordansk land. det står i deres grundlæggende charter.
Selv i 1967, da Israel gendannede Judæa og Samaria, fremsatte PLO og Arafat ingen territoriale krav på “Vestbredden”, fordi de betragtede dem som jordansk land.
Det er først i 1988, efter at Jordan havde droppet territoriale krav på Judæa-Samaria og frataget de derboende arabere deres nationalitet at PLO kom i tanker om, at det rent faktisk var “Palæstina”.
Det var derfor først i 1988, at PLO politisk bosatte sig i Judæa og Samaria (og altså i Ramallah).
Altså
Dette vil sige at de palæstinensiske arabiske territoriale påstande har intet at gøre med territorierne “givet” af FN.
Arabernes krav var (og er stadig for hvad PA, Hamas og deslige angår), at rense hele området for jødisk tilstedeværelse.
Det er først efter at Egypten og Jordan opgav deres krav om disse områder, at “palæstinenserne” indbefattede dem i deres krav. Inden den tid var der absolut ingen krav om disse områder. Tværtimod. Ligeledes blev der aldrig skabt nogen “Palæstina” da områderne var under arabisk kontrol. (Cyril Malka)
