(21/05-2018) – USA’s ambassade blev åbnet i Jerusalem den 14. maj, dagen for den 70. fødselsdag af den jødiske stats genfødsel.
Det var en stor ceremoni hvor Donald Trump (virtuelt) og Benjamin Netanyahu deltog.
I Israel bliver Trump set som en stor helt og har fået yderst stor respekt. Der skal siges at Bill Clinton, Georges W. Bush og Barak Obama har allesammen under deres valgkampagne lovet at de ikke vil underskrive den såkaldte “waiver”, som forsinker åbningen seks måneder og rent faktisk vil flytte ambassaden i Jerusalem.
Donald Trump lovede ikke noget under valgkampen. Men han gjorde det! Det skal forstås at USA har ved lov ved den 23. oktober 1995 besluttet at flytte deres ambassade til Jerusalem. Men siden 1995, og på trods af det de har lovet, har alle præsidenter, hver 6. måned, underskrevet denne “waiver” så flytningen ikke skulle ske.
Donald Trump har ganske enkelt nøjedes med at applicere amerikansk lov og konkretiseret den lov der blev vedtaget for 22 år siden.
Det var en stor dag.
Samtidig bliver den iranske trussel der ellers svævede over Israel blevet kraftigt formindsket.
De missiler Iran fyrede på Israel fra iranske stillinger i Syrien blev enten skudt i luften eller også har de ramt ved siden af.
Den israelske gengældelsesaktion har til gengæld været hurtig, præcis og har kostet Iran dyrt.
Rusland har ikke bevæget sig en tomme og der er meget der kan tyde på at samtalen mellem Benjamin Netanyahu og Vladimir Putin den 9. maj i år har haft noget at gøre med det.
Putin vil gerne beholde de russiske baser han har i Syrien og derfor vil han gerne beholde Bashir Assad på posten som diktator af Syrien, men han ønsker ikke på nogen måde at støtter iranerne.
Tsarevitchen ved udmærket godt at hvis den iranske hær skulle konfrontere den israelske hær, ville den hurtigt blive tilintetgjort.
Det iranske præstestyre er efterhånden godt slidt op, befolkningen har fået mere end rigeligt og nu hvor USA har genoptaget sanktionerne, kan det ikke vare længe før befolkningen får nok og starter en revolution for at sparke mullaherne ud.
Mossads bortførelse af tophemmelige iranske dokumenter beviser tydeligt at der ikke er meget styr på tingene over i Iran.
Samtidigt med alt det her har den Palæstinensisk Autoritet (PA) vist sig til at være blevet skyggen af sig selv.
Det er Hamas, sammen med islamisk Jihad, som har sendt folk brænde dæk ved grænsen til Gazastriben. Det er dem der også fik befolkningen ud at blive skudt mod betaling for de familier af de, der bliver såret eller dræbt.
Det er gået så langt at nogle endda brugte en baby, som var død om morgen, som de bragte ved grænsen for at påstå at babyen døde af “damp fra tåregas”… Hvad gør man ikke for et flot billede i de vestlige aviser og for en 5.000 dollarseddel?
I dag er det Hamas som tegner den “palæstinensiske” front. PA og Abbas er gået ned fra piedestalen.
Det er i dag Hamas som er blevet til “palæstinensere” og det mindste man kan sige om dem er, at de ikke ligefrem er fredspartnere.
Abbas sagde en ting til de nyttige europæiske idioter og noget andet til sit folk, om hvordan jøder skal myrdes.
Det bekymrer Hamas sig ikke om. De fortæller lige ud hvad de vil. Hvis man læser en nynazist som Fathi el-Abed, kan man lægge mærke til, at han altid omtaler Gaza som “besat”.
Hvordan kan Gaza være besat da israelerne trak sig ud betingelsesløst i 2005?
Nemt… Det er fordi de betragter hele Israel som deres, hele Israel er “Gaza” og alle jøder skal udryddes.
Og det siger de lige ud (jf. el-Abeds Facebook side) uden at nogen reagerer.
Derfor, for at forsøge at komme foran på scenen igen, har Mahmoud Abbas holdt disse sidste tider flere taler i et noget barskere og ulækker sprog. Altså, han har talt mere på engelsk sådan som han ellers taler på arabisk. For eksempel har han holdt for nyligt en tale om at jøderne selv var skyld i jødeudryddelsen… hvilket er i øvrigt et interessant synspunkt siden Abbas blev doktor i historie ved at holde en tese om at jødeudryddelsen aldrig skete. Men, hvem hæfter sig ved det. Alt er godt når man skal svine jøderne.
Men selv om det. Selv om Abbas har udtalt sig noget kraftigere de sidste tider, så er det ikke godt nok. Det er ikke ham der styrer spillet længere.
Hvad så nu?
Hvad vil der ske nu?
Sandsynligvis om nogle dage, eventuelt om nogle uger, vil Trump-administrationen komme frem med en fredsplan.
Og uanset hvad dens indhold vil være, vil både PA og Hamas svare nej til det. De har jo aldrig været interesseret i fred ellers var det længe siden, der ville have været fred i regionen med alle de tilbud for fred de har fået fra Israelsk side.
Når Hamas og PA siger nej til planen, vil Trump-administrationen gå videre med etape 2 af planen.
Og plan B vil højst sandsynligt være en fredsplan uden input fra PA og uden input fra Hamas, men med et samarbejde mellem Egypten, Saudi-Arabien, Jordan og nogle af Golfens lande (undtagen Qatar).
Det ville ikke være fred med det samme. I alle de år har de hjernerne fra den arabiske befolkning i Gaza, i Judæa og Samaria været renvasket bedre end med klorin med antisemitisme. Så indflydelsen fra Hamas og fra PA vil ikke forsvinde bare sådan, og det vil tage noget tid. Men det ville være en stor skridt i den rigtige retning.
Hvad for en løsning ville der blive brugt?
Det er ikke til at vide om det er løsningen foreslået af Caroline Glick i sin bog “The Israeli Solution” som går ud på en fuldstændig annektering af Judæa-Samaria med tilladelse til at bo der for araberne fra området.
Eller løsningen foreslået af Danny Danon i The Will to Prevail med en fuldstændig annektering af Judæa-Samaria og en løsning med tre stater: Israel, Egypten og Jordan, som vil indbefatte en justering af grænserne.
Der er også løsningen foreslået af Martin Sherman i forskellige af hans artikler som går ud på at annektere Judæa-Samaria og transferere befolkningen.
Og endelig er der også Naftali Bennetts forslag der går ud på at annektere dele af Judæa-Samaria.
Personligt vil jeg mene at den mest holdbar løsning er nok Danny Dannons idé, men det er ikke mig der sidder i førerstolen.
Men det, de sidste ugers begivenheder siger til os er, at PA er nu strandet og at selve idéen om en palæstinensisk stat er nu ved at trække mod enden. Man skal virkelig klemme øjnene stærkt sammen for ikke at se, hvad der er ved at ske.
Men hvis man bare tænker sig lidt om, så er det jo ret så logisk. Der kan ikke være og der kan eksistere nogen palæstinensisk stat af tre gode grunde:
1) Der er ikke noget der hedder et “palæstinensisk folk” (læs eventuelt min artikel: Den dag araberne blev palæstinensere her)
2) Der er ikke noget palæstinensisk land. Der er aldrig været det. Det land har aldrig nogensinde eksisteret.
3) Alle de palæstinensiske organisationer er terror-organisationer på muslimsk grundlag og disse terrorbander ønsker ikke en stat men vil have tilintetgørelsen af Israel.
For Trump, fornuftigt nok, er der igen mulighed for en palæstinensisk stat.
Trump-revolutionen er i gang. Det bliver spændende at se, hvor den fører hen. (Cyril Malka)
