(05/07-2020) – Omtalen af “grænserne fra 1967” er en god eksempel af de unøjagtigheder som er vedligeholdt af antisemitter for at miskreditere Israel.

I daglig tale er en “grænse”, som fortalt i ordbogen: en geografisk linje der skiller to stater. Altså en adskillelse imellem et land og et andet land. Derfor spekulerer man ikke mere på det når man høre om “grænserne fra 1967”.

I lande som i USA, Schweiz, Australien, m.fl. har man også “stater”, eller “regioner” eller “canton” eller hvordan man nu vil kalde dem. Disse er administrative enheder: De adlyder en samme overordnet lov men har hver deres administrative styring og enkelte love og straf kan være forskellige afhængigt af den stat, man befinder sig i.

Men i det tilfælde, selv om man passerer en “grænse”, så er man stadig i samme land og svarer til den samme overordnet myndighed.

En grænse er så en adskillelse mellem to stater, og hvis disse stater er selvstyrende eller er to forskellige suveræn-stater, kaldes det et landsgrænse. Altså mellem to lande.

Disse lande skal naturligvis i først omgang anerkende hinandens eksistens og suverænitet.

En suveræn stat er en stat der bestemmer sin vej og sin skæbne uden at skulle være afhængig af en anden stat.

Før at de når dertil har de som regel været nødt til at gennemgå en konflikt, den end så være diplomatisk eller militær for at fastholde “stregen” der adskiller deres fælles grænse.

Hvis en af de to stater ikke accepterer den grænse som den anden vil have er der konflikt mellem de to, og de fleste gange er det våbnene der taler. Kashmir mellem Indien og Pakistan er et eksempel på denne slags konflikt.

Hvis en stat ikke er anerkendt af en anden stat, kan der ikke være nogen grænse eftersom ingen har kunnet blive enige om noget som helst.

Og hvis de anerkender hinanden men er uenige om grænsens streg, så er der ikke tale om “en grænse” men om en “grænsezone” som begge parter gør krav på med at påstå at den tilhører dem.

Lad os nu komme til spørgsmålet om “1967 grænserne” i Israel.

Den streg som er kaldet “grænser fra 1967” og som oftest repræsenteres som en grøn linje er absolut ingen grænse mellem stater som anerkender hinanden.

I Sydvestisrael for eksempel: Egypten anerkendte Israel først i 1979. Der er derfor ingen etableret grænse imellem Egypten og Israel før efter dette år.

I Østisrael anerkendte Jordan Israel kun i 1994. Derfor er der absolut ingen etableret grænse mellem Israel og Jordan før dette år.

“1967 grænsen” er på ingen måde nogen grænse. De er den linje hvor der blev bestemt våbenhvile mellem Israel, Egypten og Jordan efter krigen i 1948 – 1949.

Den linje blev ikke slået fast efter enighed, men efter en bevæbnet krig.

Det er vigtigt at huske at en våbenhvile er på ingen måde en fredsaftale. En våbenhvile er ikke mere end det, der står i ordet: Man lader våbnene hvile men man er stadig i krig med hinanden. En krig sluttes først efter at man har underskrevet en fredstraktat.

Det vil sige at efter krigen i 1948 – 1949, da hverken Egypten eller Jordan eller de andre lande rundt omkring anerkendte Israel, og eftersom der ikke var underskrevet nogen fredstraktat på daværende tidspunkt, så havde Israel og Egypten og Israel og Jordan ingen fælles grænse.

I 1949 tog Egypten og Jordan retten til at annektere territorier som, ifølge dem, ingen suverænitet havde. Nemlig Gaza og Judæa-Samarie.

Fra arabisk side, idet de ikke anerkender Israel, så er det lille stykke der er tilbage blot et stykke land de gerne kunne tænke sig at annektere, hvis ikke jøderne havde gjort så meget modstand.

Set fra Israels side, gik man mere civiliseret til værks og man tog som princip af før 1948-1949-krigen havde Egypten og Jordan nogle etablerede grænser som blev tegnet af briterne og som blev godkendt af daværende Folkeforbundet.

For Jordan var grænsen vest for Jordan-floden og for Egypten var det ved linjen mellem Rafah og Eilat.

Men indenfor hele det område som var den britiske Palæstina, eftersom der ikke findes nogen arabisk stat og at den jødiske stat ikke er anerkendt er der altså ingen grænse.

Den eneste linje der findes er så “våbenhvile-linjen” som ikke er og aldrig ville blive til en grænse.

Derfor er det vigtigt at huske ikke at falde i fælden og *aldrig* tale om “grænserne fra 1967” fordi der er igen “grænse fra 1967”.

For det første fordi der er tale om en våbenhvileslinje og altså ikke en “grænse” mellem to lande.

For det andet fordi den våbenhvile skete i 1949 og ikke i 1967.

Ved at kalde våbenhvile-linjen for “grænsen fra 1967” lader man andre tro at Israel har besat et andet suverænt land i over 50 år, hvilket er forkert.

Der er tale om områder uden anerkendt suverænitet som blev besat og annekterede af hhv. Jordan og Egypten for bagefter at blive befriet af israelerne som har holdt deres militær tilstedeværelse på stedet dog uden at annektere fordi de ventede (og venter stadig!) på en fredstraktat der vil fastgøre hinandens territorie ved faste grænser.

En fredstraktat blev underskrevet mellem Israel og Egypten i 1979 og Egypten opgav sin annektering af Gaza-striben.

En fredstraktat blev underskrevet mellem Israel og Jordan i 1994, fem år efter at Jordan opgav at annektere Judæa-Samarie-området (det område man stadig fejlagtigt kalder “vestbreden”).

Mellem parentes skal der siges at Israel begår gang på gang samme fejl, som er dyrt betalt: For at passe på de forskelliges overfølsomhed og for at undgå at provokere flere konflikter har Israel ikke annekteret Gaza-striben eller “Vestbreden” som de burde have gjort efter hver konflikt. Araberne har ikke været så betænkelige når de snuppede dem i 1949.

Med den væsentlige forskel at Israel oven i købet havde fuld ret til at annektere disse to områder: Ifølge San Remo aftalen af 1920, havde jøderne ret til hele den britiske mandat af Palæstina-området som er vest for Jordan. Israel burde have annekteret disse territorier allerede i 1967 og for det seneste 1979 for Gaza og 1988 for Jordan. Der ville ikke have været flere konflikter end der er nu og tingene ville have været meget klarere.

Hvis man tænker sig lidt om i stedet for at lade sig forlede af ordene, kan man nemt slå propalæstinenserne med deres eget våben. Følg godt efter:

Når “Palæstinensere” og pro-palæstinensere påstår at der er noget der hedder “1967 grænserne”, betyder det, at de vil få os til at tro at deres “suveræn-stat” er besat af en fremmed stat (Israel).

Derfor betyder det at de anerkender at det territorium som blev vundet af Israel i krigen 1948 – 1949 er “legitimt” og altså lovligt israelsk territorium.
Det vil altså også sige at de accepterer at Israel kan tiltvinge sig et område uden forudanerkendt suverænitet, nemlig, det område som var Israel efter slutningen af 1948-49-krigen.

Og det, der sket under 1948-49 krigen er lige præcis det samme som det der skete i 1967 i Golan, i Gaza og i Judæa-Samarie.

Hvis disse mennesker accepterer ikke forhandlede “grænser” i 1949 som værende gældende, hvad bygger de deres modstand mod annektering af Gaza og Judæa-Samarie på? Det må sandelig være enten eller. Hvis Israel kan eksistere under annektering af 1949 våbenhvileslinjer, så kan den sandelig også annektere det territorium vundet i 1967.

For at resumere, og når I skal argumentere så husk at:

1) Våbenhvile-linjerne fra 1949 er ingen officielle grænse og det har de aldrig været. Egypten og Jordan har opgivet deres krav på Gaza-striben og på Judæa-Samarie. Det vil sige at San-Remo aftalen er gældende og kan nu være fuld gældende. Der er nu ikke flere forhindringer i at San-Remos aftalen kan udføres.

– Dem som påstår at der er noget der hedder “1967-grænser” accepterer at landområder som bliver overvundet med våbens magt kan blive annekteret, og de kan dermed ikke påstå at det er “ulovligt” at annektere Judæa-Samarie. (Cyril Malka)

  • Ole Konstantyner says:

    Virkeligt godt skriv Malka

  • >
    Scroll to Top