Israelske politi ransager Glicks lejlighed
(foto venligst fra Glicks Twitter)

(19/02-2020) – Hvis en araber som begår en forbrydelse i Israel bliver arresteret, så hyler Amnesty International og Fathi el Abed taler om at “israeleske besætter kidnapper en palæstinenser”.

Det, man ikke taler så meget om, er at israelerne er ofte så ihærdig for at tækkes araberne og de europæiske lande, at man ligefrem jævnligt forbryder sig mod de mest grundlæggende menneskerettigheder over for israelere. Hvorfor man gør det går over mit forstand da hverken arabere eller omverden er interesseret i det.

En illustration af sådanne sag er det, der skete for Yehuda Glick i går og i dag. Han blev faktisk arresteret for at … bede.

Yehuda Glick er tidligere medlem af Knesset (den israelske parlament) for Likud (Netanyahus parti). Han er også aktivist og holder fast på, at jøder skal kunne få lov til at bede på tempelbjerget, som er jødernes helligste sted i Jerusalem. Tempelbjerget er, som navnet antyder, det sted for det jødiske tempel har stået og som er to gange blevet tilintetgjort.

Araberne, under deres besættelse af området har bygget en moske i en hjørne af den store plads. Den moske var en ruin og aldrig brugt.

Efter at Israel blev selvstændig igen i 1948, Jordan invaderede stedet, det halve af Jerusalem samt Judæa og Samaria (som de kaldte “[Jordan flodens] vestbreden”). Grædemuren blev brugt som affaldsplads, de derboende jøder blev enten dræbt eller smidt ud og gravstenene fra olivenbjergets kirkegård blev brugt som brolægning.

Og moskeen og tempelpladsen forblev øde og i faldefærdig tilstand.

Først efter seksdagskrigen i 1967, når Israel kunne befri Jerusalem og Judæa og Samaria fra arabiske besættelse, blev tempelbjerget lige pludseligt “Islams anden helligsted”.

Moshe Dayan, som var general dengang og som var den, der befriede Jerusalem var ret venstreorienteret, slet ikke religiøs og sagde at alle religioner skulle respekteres, at tempelbjerget var ikke så vigtigt, så Jordan kunne stadig væk være ansvarlig, være “vogter” for tempelbjerget.

Derfor, siden jøderne har befriet Jerusalem og endelig kunnet råde over deres helligste sted, er det det eneste sted i Jerusalem hvor en jøde ikke kan bede. Det er nemlig forbudt af Jordan og af muslimerne der ser det som “provokation”.

De jøder som kan komme forbi for at besøge Tempelbjerget bliver undersøgt for at sikre sig at de hverken har bedebøger, tefiliner eller bedesjal eller andet, da det ville jo være frygteligt, hvis jøder skulle bede dér. De skal tilmed have politibeskyttelse og deres besøg foregår gerne under en regn af ukvemsord og spytklatter hvis de er heldige, eller sten, knivstik eller skud hvis de er uheldige.

Yehuda Glick er af den opfattelse at det burde være retten af enhver jøde at kunne få lov til at bede på Tempelbjerget og har derfor, tidligere, været arresteret af den israelske politi fordi han vovede at bede på stedet.

I går, den 18. februar, Yehuda Glick gik på Tempelbjerget sammen med flere amerikanske kongresmænd.

Det israelske politi besluttede at Glick gik for langsomt, og at det altså betød, at han var i gang med at bede.

Derfor arresterede de ham.

Glick som ikke var enig lavede passiv protest ved at begynde at “halte” og dermed tvinge dem til at trække ham og bære ham ud af Tempelbjerget.

Politiet var bestemt ret sur over, at arresten blev filmet og er gået viralt på nettet. Se arresten her:

 

 

Men … Det er i Israel som i alle de andre lande i verden, hvis man ikke adlyder hvad politiet vil (i ret eller uret), så hævner de sig.

En hjælpsom dommer skrev en ransagningskendelse og brød derefter ind i hans hjem ved midnatstid og væltede alt i huset hos Glick.

Hvad led de efter?

Politiet havde åbenbart bestemt at Glick havde “stjålet” en dokument fra sin arrestationsjournal (som de har en kopi af på deres computer) og derfor skulle de splitte Glicks hus ad ved midnatstid.

På trods af det, fandt de intet.

Derfor i dag, den 19. februar, klokken 06:30, så arresterede de Glick igen.

De lod ham dog blive hjem under opsyn.

I løbet af formiddagen endte Glick med at finde ud af, hvad de led efter: Den hersens dokument som måske var blevet blandet med de løsladelsespapirer de gav til ham.

Efter at de havde fortalt Glick hvad de led efter, Glick kontaktede sin advokat for at han skulle se om denne papir havde forputtet sig i hans mappe (som var i hans advokats besiddelse) og ganske korrekt, dér var den.

Advokaten gav papiret tilbage til Glick som gav den tilbage til politiet.

Når alt hvad politiet kunne have gjort var at spørge …

Dette er, oftere end man tror, virkelighed for jøder som blot vil have lov til at være jøder i deres eget land. Men det taler man ikke om, hverken i Amnesty International eller i andre nyhedsmedier. (Cyril Malka)

>
Scroll to Top