(10/09-2026) – “Jeg føler mig utryg næsten overalt, hvor jeg går hen, men jeg fortryder ikke min beslutning.”

Sådan skrev Boy George den 9. september 2026 i en længere erklæring på X, halvanden måned efter at hans liv som popikon blev vendt på hovedet. Han beskriver, at han traf beslutningen om at støtte sine jødiske venner uden tøven, og at han har set venner, som han selv har hjulpet og støttet, vende sig mod ham uden overhovedet at tage en samtale om det. Han fremhæver samtidig britiske jøders bidrag til Londons kulturliv, fra Philip Sallons natklubber til bagelbutikken i Brick Lane.

Sangen, der udløste stormen

Den 27. juli 2026 lagde han sangen “Od Nirkod (We Will Dance Again)” op på sin X-konto med kommentaren Shalom. Nummeret er en reggaeproduktion, langsom og nedbarberet omkring hans vokal, og det blev ikke udsendt på Spotify, Apple Music eller nogen anden streamingtjeneste.

Titlen refererer til en frase, som er tæt forbundet med overlevende fra Nova-festivalen. Angrebet på Supernova Sukkot Gathering den 7. oktober 2023 kostede 378 mennesker livet.

Teksten nævner 7. oktober direkte, beskriver overgrebene på unge kvinder på festivalen, afviser at kalde Israels militære reaktion for folkedrab og anklager musikbranchen for fejhed og for selektiv hukommelse.

Han har selv oplyst, at han brugte kunstig intelligens i tilblivelsen, og har på Instagram beskrevet det som AI til et godt formål. Han har senere forklaret, at han bevidst arbejdede uden medmusikere, fordi enhver medarbejder i studiet efter hans vurdering ville have talt ham fra teksten.

 

Konsekvenserne kom med det samme

Fire dage efter udgivelsen meddelte hans manager Paul Kemsley, at Boy George ikke længere ville optræde i Jesus Christ Superstar på London Palladium. Han var sat til at spille kong Herodes fra den 3. august som del af forestillingens roterende rollebesætning, og han blev erstattet af skuespilleren Richard Armitage.

Derefter fulgte resten. Den 31. juli meddelte han, at han havde skilt sig af med Tony Pontius, som i en årrække havde drevet hans pladeselskab BGP, efter at Pontius kategorisk nægtede at udsende sangen.

Kort efter oplyste han, at Bandcamp havde fjernet hans profil. Her er det værd at være redelig omkring et forbehold, som pro-Israel-siden ofte springer over. Bandcamps regler tillader ikke musik, der helt eller i væsentligt omfang er skabt af AI, så fjernelsen kan lige så vel skyldes produktionsmetoden som indholdet.

Presset fortsatte ind i september. Forud for Culture Clubs koncert i Vancouver den 7. september modtog spillestedet PNE klager, krav om refusion og opfordringer til aflysning. PNE afviste og henviste til sin position om ikke at censurere og til publikums ret til selv at vælge, hvilke kunstnere de vil se.

Han er hverken jøde eller kristen

Det er værd at slå fast, at Boy George ikke er jøde. Han er født George Alan O’Dowd og voksede op i en stor irsk-katolsk familie i London.

I dag praktiserer han Nichiren-buddhisme, og det er netop den, han har henvist til under sagen, da han skrev, at enhver handling i buddhismen har en konsekvens, og at hans valg om at stå op for sine jødiske venner koster ham mennesker i hans liv.

Tilknytningen til jøder er gammel og personlig. Han har fortalt, at han bar Davidsstjernen fra begyndelsen af sin karriere, og har henvist til gamle Culture Club-fotos.

Ved et Eurovision-arrangement i London tidligere i år sagde han, at han har haft nære jødiske venner, siden han var femten, og at han aldrig ville vende dem ryggen uanset det politiske pres.

Han har spillet i Israel flere gange og har konsekvent afvist BDS-bevægelsens opfordringer til boykot.

Han nægtede at tie

Da presset var på sit højeste, skrev han på X, at mange ringede og rådede ham til at holde lav profil og lade det blæse over, men at det ikke var en mulighed for ham.

Hans manager gik offentligt ind i sagen og skrev, at han står bag ham fuldt og helt, på godt og ondt.

Modstanderne

Kritikken var lige så hård. Artists for Palestine UK kaldte sangen “politisk propaganda” og “en manglende indlevelse i palæstinensernes lidelser”.

Kritikerne peger på, at Amnesty International, Human Rights Watch, en FN-kommission og en række folkeretsforskere har konkluderet, at Israels handlinger i Gaza udgør folkedrab eller har fundet beviser, der er forenelige med folkedrabshandlinger. Det er den strid, sangens åbningslinje afviser fordi at tabe en krig er ikke et folkemord. Det er at tabe en krig. Araberne burde være vant til det efterhånden.

Fra den anden side beskrev The Spectator sagen som en udstødelse af en mand, hvis eneste forbrydelse var at nægte at hade jøder.

Suzanne Moore skrev i Telegraph, at hun hverken er begejstret for Boy George eller for sangen, men at hun er tilbøjelig til at beundre enhver, der nægter at underkaste sig kulturestablishmentets konformitet.

Det er den ærlige version af sagen. En mand, der ikke er jøde, ikke har nogen personlig aktie i konflikten, og som havde alt at tabe og intet at vinde, valgte alligevel at sige det højt. Man kan være uenig i hans analyse af krigen. Men prisen, han betaler, siger mere om vores kulturliv end om ham. (Cyril Malka)