Ahed Tamimi – Det, medierne ikke vil fortælle

(08/05-2018) – Den lille arabiske pige, Ahed Tamimi, er igen på de sociale medier, deriblandt hos Fathi El-Abed fordi den israelske soldat som skød og dræbte en bevæbnet terrorist efter at han var uskadeliggjort skal ud af fængsel her på torsdag.

Ahed Tamimi som blev sigtet for 12 lovovertrædelser er blevet dømt til 16 måneders fængsel, hvoraf 8 ubetingede.

Og mange propalæstinensiske medier, såsom den pro-hitler SF’er Fathi El-Abed er dybt forargede over det. Hvordan tør israelerne dømme en forbryder? Sikken frækhed at sigte en arabisk pige, som har begået ulovligheder!

 Ahed Tamimi, 17 år gammel, bliver fremstillet som et ikon. En frihedskæmper. En heltinde. Og, som Ritzau skrev det kort før selve retssagen:

“Den unge palæstinenser kommer fra en familie, hvor alle tager del i kampen for selvstændighed. Hendes mor er ligeledes fængslet for episoden i december. Og hendes far, Bassem Tamimi, var med i det første oprør mod Israel.”

Og det er så sandt, som det er sagt. Lad os lige se lidt tilbage på familien Tamimi:

Den 13. september 1993, seks uger efter at Israel underskrev Oslo-aftalen med PLO, gik Chaim Mizrahi fra byen Beit El ud at købe æg fra en gård i Ramallah, ligesom han havde gjort en gang om ugen de sidste mange år.

To af Ahed Tamimis fætre, Said og Nizar Tamimi, var der. De stak Mizrahi med knive, puttede ham i bagagerummet af deres bil, kørte ham væk og brændte ham levende.

Den 9. august 2001 var der godt gang i den i Sbarro pizzeria i Jerusalem. Izz al-Masri, en 22-årig arabisk mand, spækket med bomber, blev eskorteret til pizzeriaet af Ahlam Tamimi, Ahed Tamimis tante. Han eksploderede bomben midt i pizzeriaet.

Han døde naturligvis, og han tog 15 civile med sig i døden, hvoraf otte børn. 130 blev såret.

Ahlam Tamimi havde planlagt bombingen. Hun fortalte under interviewet, at hun valgte Sbarro pizzeria, fordi hun vidste, at det var et populært sted for familier med børn. Ligeledes under interviewet bev Ahlam Tamimi glædeligt overrasket og stolt, da hun fandt ud af, at otte børn blev dræbt. Hun troede nemlig, at de kun havde fået ram på et par stykker.

Du kan se bruddet af interviewet her (det varer kun halv andet minut og det er det værd!):

I dag er de tre Tamimi-mordere ude af fængslet.

Ahlam og Nizar Tamimi blev løsladt i 2011 som en del af udvekslingen af 1.000 terrorister mod et gidsel (Gilad Schalit-udvekslingen).

Og Obama-administrationen tvang Israel til at løslade Said sammen med flere hundrede andre terrorister for at bevise, at Israel gerne ville have fred i 2013.

Ahlam og Nissar blev sendt til Jordan og blev gift kort efter. Den store ceremoni blev postet online.

I videoerne ser man Nariman (Aheds mor) og Ahed på et podium, og man kan se, hvordan Ahed kigger med stor respekt og beundring på sin tante, Ahlam.

Tilbage til Nabi Saleh er Nariman og Bassem og deres børn på barrikaderne mod Israel. Alt bliver filmatiseret og videresolgt til medierne. De er begge to “frivillige” i det, der hedder “B’Tselems kameraprojekt”.

B’Tselem

B’Tselem er en anti-israelske politisk organisation, som er betalt af bl.a. EU, EU-regeringer og forskellige venstre-ekstremistiske bevægelser.

B’Tselem giver videokameraer til områdets arabere og træner dem i at bruge dem. De bliver opfordrede til at filme alt og poste deres film online.

Fra hun var helt lille blev Ahed trænet i at provokere de israelske soldater i nærheden. Man kan finde mange videoer, hvor man kan se henholdsvis Aheds mor eller far skube børnene mod de israelske soldater, imens de filmer hvert en bevægelse i håb om …

I håb om hvad?

I håb om at en af deres børn bliver slået? Såret? Dræbt?

For at få en god film at uploade til B’Tselem?

Jeg ved ikke i Danmark, men her, i Israel, bliver det betragtet som børnemishandling at udnytte sine børn og bringe dem i fare blot for at få et godt billede. Derfor står også Nariman, Aheds mor anklaget.

Men er Tamimi-familien de eneste skyldige?

Nej, det er de ikke. Hver gang journalisterne rapporterer disse sager uden at objektivt fortælle det, der sker, er de medskyldige.

Hver gang politikere ikke gør indsigelser imod dette misbrug af børn, er de medskyldige.

De israelske soldater er skolet i at holde roen og at undgå at overreagere. Men de er unge mænd og kvinder, og de er under konstant pres. Klemte imellem en stenkastende, ophidset hob på den ene side, og kameraer der filmer fra alle vinkler i håb, om at det går galt på den anden side. Provokationen og volden stiger (hvis de ikke reagerer, så går man bare længere og længere)… Ja, så af og til sker der ulykker.

Når disse ulykker sker, hvis man så lidt på hvad der skete og hvordan det skete i stedet for at anklage Israel, og fordømte arabernes misbrug af deres børn, så ville børneofringen måske blive knap så interessant, og flere børn ville få bedre levevilkår.

Derfor, ja. I stedet for at bebrejde Israel for at dømme en forbrydelse, burde man støtte det, så den slags stopper. Også de, som sidder i Danmark og nøjes med at helliggøre den slags handlinger.
Ellers får man flere og flere børns liv på samvittighed.

For at slutte kan man se, den påvirkning det har. Man kan se her, hvordan en arabisk far opfordrer sin unge dreng, som knap kan gå, til at smide sten på israelske soldater:

Hvor mange børn skal misbruges og dø, før man vil se, hvad der sker? (Cyril Malka)